Tanker om lykken...

Sproget forbinder vore kroppe med usynlige bånd, der knytter sig og opløser sig i en verden af kontinuerlig forandring. Som de fleste andre ord vi har lært at bruge er ordet lykke en kasse, som vi alle genkender. Men indholdet og placeringen af denne kasse i hvert enkelt menneskes uendelige indre rum, indebærer, at følelsen af lykke i sig selv er udenfor rækkevidde af både sproget, og andre mennesker.

Udover de store individuelle forskelle, er der forskelle mellem kulturers og tidsaldres lykkeforståelse. De fleste sprog har flere ord for lykke knyttet til materiel velstand og frugtbarhed, livsskæbne, overvindelse af modstand eller angst, eller oplevelse af fysisk, samfundsmæssig eller universel balance og velvære. Jeg vil søge at illustrere min opfattelse af lykken gennem den grundlæggende metafor om det indre, det ydre, og deres forening.

Den ydre lykke i materiel fysisk forstand har været og er nok den mest udbredte kandidat til opfattelsen af lykke. Alle jæger- og agerbrugskulturer sætter rigdom, sundhed, frugtbarhed styrke og skønhed højest, og tillægger ejerne heraf guddommelig beskyttelse. Ja ydermere en særlig kontakt til guderne, der kvalificerer dem til at herske.

Den lykke der omgiver en leder, kan ofte endda overføres, således var det også i Det gamle Norden. Kongens ord havde beskyttende magt, og kongens hænder kunne helbrede visse sygdomme. Men da både jæger- og agerbrugssamfund er funderet i en cyklisk livsopfattelse, måtte kongens lykke prøves undertiden for at se om den var opbrugt. Og hvis den var opbrugt, måtte kongen dø, eller fordrives, og en ny lykkemand indtage hans plads. Denne findes stadig i bedste velgående, mange udskifter sine idealer, kærester og ledere alt efter om de mister deres kongestatus. En variant af denne lykkeforståelse findes i heltesagnene, hvor en lykkemand kommer til et Ødeland, og gennem kamp befrier de frugtbare kræfter, der har været bundet af en drage, en trold, eller en ond hersker. Denne helteskikkelse spiller stadig idag en stor rolle, idet den ydre lykke betragtes som noget der skal vindes, ikke noget der bare er.

Heroverfor står den indre lykke. Den er ikke knyttet umiddelbart til naturens cyklus, og findes derfor særligt efter handelssamfund og byer er opstået. Mange der har understreget den indre lykke, har afsagt sig glæden ved den ydre materielle verden. Verden og materien er ofte ond eller falsk og fordrejende, og lykken må derfor findes ved at fjerne identifikationen og glæden ved det materielle. Kristendommens puritanske sider, buddhismen, de gnostiske filosofier, Platon og mange andre livsanskuelser og filosofier anviser veje til den sande verden, gennem meditation og askese. Herved åbnes der op for visioner, og ekstaser, der kun kan beskrives med seksuelt sprog, skønt det netop ikke er fysisk, fordi kærlighedens mål ikke er noget afgrænset fysisk, men altet, ideen eller den indre vision.

Hvad angår foreningen af den indre og den ydre lykke mener jeg den finder sted i kærligheden mellem fysiske størrelser. I forelskelsen mødes indre idealforestillinger med en ydre virkelighed, en person, et væsen, et værk eller en handling. Hvis de to blander sig kan lykken opstå, nemlig ved oplevelsen af det ydre spejl, der betragter det indre spejl, og det indre spejl der betragter det ydre spejl. Hvis et sådant møde udvikler sig, så ideens diamantkarakter forvandles til det fysisk mulige, og det fysisk mulige forvandler sig til diamant, da opstår lykken, der forener det indre og det ydre.

Jeg tror der er en længsel i enhver indre tanke efter at blive virkelighed, ligesom jeg tror at alt fysisk har en skjult tanke i sig. Spejlprocessens møde skal ikke føre til at en indre ide former det andet, men at det andet fysiske finder sin skjulte tanke, og former sig efter sin egen iboende idealitet. Og at de to der mødtes derefter følger hinanden i bevidsthed om at livets ubønhørelige forvandlinger vil kræve denne proces gennemgået igen og igen. At det lykkes så sjældent skyldes nok vore indre lykkeforstillingers uvillighed til at forvandle sig til det mulige, og den ydre verdens uvillighed til at blive fastholdt længe nok til den opdager hvordan netop den bliver diamant. Med disse tanker håber jeg at Lykken vil lægge sin kappe over Jer, og være Jer nådige...

Christian Svendsen, København, 28 oktober 1996