Blå Prinsesse 1:
Syv sten:
Første sten:
Skumringsvandet stiger
Vinden dækker tårnet med salt
Jeg smager det endnu gispende havdyr
På en dyr japansk restaurant
Falder baglæns gennem en gul firkant
Tænker på ånd og materie
Knuses mod overfladen
Fortrænger væske
Jeg vil lege i dag
Jeg vil
Elske
En nyfødt stjerne
I et uendeligt hav
Anden sten
Nattevågen ser jeg stråler og pyramider
Natteangst over tabet
Af navletræet
Væltes af vildsvin i måneskyer
Søger ly under vilde stedmødre
Drikker skildpaddesuppe
Af den hellige gral
Læner mig op ad staven og slangerne
Falder i protonisk søvn
Drømmer
Om dine former og hjerteslag
Tredje sten:
Indvies i en flod
Under stjerner og halvtimeslag
Bruser kirkegården op i vinger
Sorter himlen
Et øjeblik
Forsvinder atter
I tunnelen
På vej ud
Lys for enden
Væggene bevæger sig
Fjerde sten:
Trænger igennem med hovedet først
Fuld af farver terninger grotter
Skriger jeg
Mærker
Et nyt livs smerte i maven
Jorden føles velkendt
Ufærdig famlende
Her lugter også af fisk
Femte sten:
Væsener i krystalkugler
Svæver omkring rosenhaven
Hvor kongen og dronningen forenes
Tvillinger gennembryder bikubernes voks
Morgenlys
Stiger op fra en mosbegroet brønd
Vi rider på løver og tror ørnens ord
Om dværgen der døde for verden
En tilfældig skæbne
Iscenesat af mennesker og himmelsfærer
Sjette sten:
Jeg kysser min dobbeltgænger
I garagens grønne mørke
Styrter gennem ruder af vand
På kinderne sort sne fra Himalaya
Geometrisk forenes vi
Under træer
Bugnende af solfrugter og månefrugter
En motor sættes i gang
Men vi vil aldrig mere være maskiner
Syvende sten:
Blå fisk
Brevsprækker
På marken græsser Gud
Føler med hjertet
Vrinsker:
BLIV TIL
Til min elskede:
Under stjernene også om dagen
Er du et sted tæt på min smukke måne
Måske havde du vinger på første gang
Mørkeblå selvfølgelig og helt nye
Der flagrede sommerfugle i mavernes tunneler
Der flintrede ild op ad formiddagen
Da var det du fortalte om kafeen i Berlin
Længe før vandet kogte
Vi spiste tyrkisk halva i flager
Drak skoldhed cafe-au-lait i støvregnen
Du kyssede mine øjenbryn vulgært
Og mit bryst voksede af vellyst ind i dit
I disse haver i disse parker kan det ske
Som regel fra oven
Det kommer usynligt snurrer i udsynets baghoveder
Her slikker vi rosenolie af buskenes blade
Mens et hornorkester i sort og hvidt spiller serenader
Så let voksede græsset op omkring vore fødder
Så langt fra arkitekternes mågefyldte havne
Så tæt på de gamle egetræer og stenskulpturen
Fransk zen:
Den smalle firkantede stang af japansk røgelse
Sender en ubrudt stribe af gennemsigtig blæk
Ud af den hvide aske og Paris
Siddende tavs med blikket i åndedrættet
Blodet renses gennem skarpt glas
Træer bænke og børn springer ud af farvede plæner
Pande og hjerte mødes
Undfanger sproget
Hovedet trykker mod loftet og de kybernetiske stjerner
Lodret åndende rygsøjle (med lidt swing)
Støvfnug støder sammen i metroens duft af Afrika
Gamle mænd spiller boccia på rullegaderne
Champagneglas knuses fyldte mod nyopsatte plakater
(et teaterstykke om kærlighedens klatretyve)
Morgentåge i sommerens dampende Jardin des Plantes
Hvor tulipanerne op af dagen viser ben
Højt oppe en panterunge der undslipper hustagenes rådne blade
Forsvinder i en tidsindstillet cumulussky
Med knæene i jorden
Gløden forsvinder fra puden
Røg fra en lang udånding
Omvikler kirsebærblomsten
I luften:
Jeg flyver et dobbeltdækkerfly
Akrobatisk over kort og landskab
Prøjsisk blå
Motoren i lufthavet
Vi svømmer i himlen
Mig og min maskine
Pludselig husker jeg dig
Lytter
Til Yves Klein:
Trådte ind i et kinesisk værelse
En ganske særlig blå
Sad i hver sin ende
Af den fem meter lange seng
Og grinede
Rækværket smelter:
Rækværket smelter ved din berøring
Drypper ned over knækkede grene og stivner
Du ler mørkegrønt
Dufter af hvidt skum fra det indre
Fører dine hænder opad til stjernerne
Smager de små lys
Smælder med tungen på knæ
Et stjerneskud farer over himlen
Jeg er din hvisker evigheden
Fosforescerende ultramarin løfter os opad
Læberne gjalder som hornene da verden blev skabt
Jeg drikker dybt af kilden på skyen
Du galoperer månebesat op mod Nadir
Måske en strand:
Visionens turkise eksplosion i brusebadet
Sprøjter lysende mudder og moskus ind
Over dine nøgne øjne
Vandet ruller i spiraler på din tørre hud
Med forenede hænder graver vi i væggene
Sølvlys i bundter overvælder vore negle
Vi river indtil hullet er stort nok
Glider ind i nye rum uden hylstre
Stilheden hamrer vidunderligt
Da vi gennemskylles af skyer på vej ned
Til brændende drypstenshuler
Stamper på skift gennem overfladen
Betragter kamæleonaftige bevægelser på jorden
Vrider lys ind i sorte huller
Så der flyver drager af silke ud af tomrummet
Trukket af søheste med snoede haler
Verdensrummet udvider sig dramatisk uden mål
Kun du der dirrer i mine svedperler
Kun jeg der lever af dine dufte
Ligger blandt konkylier på et underlag
Der måske kan kaldes en strand.
Overraskelse:
En stråle af gul maling
Overrasker venligt manden i smoking
Rygende og udgået for forklaringer
Straækker han våbnene, armene, ja hvad som helst
For at opnå at blive elsket
Sådan nu og her i rummet med lamperne
Hvor lyset gror og danser gennem væggene
Åbner vinduerne til nye horisonter
Til violiner hundehår og skygger som savner at ses
Dér finder han hende allerinderst hvor luften er tynd
Takker forfædre formødre solen
Og dem der opfinder solen hver dag
Europa:
Den hydrogenforladte vinterfrost skifter til sommer
Tænker jeg blandt bandoliner med guitaren i hånden
Ned ade den tørre trappe potteplaner i stuen med åbne døre
Mod den lune yum-yum have og blomstereksplosionerne
Jeg sætter mig drømmende på den elastiske plæne
Blandt nøgne mariehøner og gule parfumehoveder
Lægger trækroppens søvn hos kælende tamburiner
Vibrafonvinden lægger blommer for mine fødder
Sprød rytme stamper i ibenholthudens lysklange
Jeg strejfer om i emaljerede forudanelser
Dér ligger passagerdamperen duvende i bugten
Lysglinsende i århundredets snobbede korridorer
”Europa” sammenvævet af ultraenergiske losbåde
Heroppe i mine dadaistiske tam-tam-klipper ler jeg
Af dette farvestrålende hastværk i badetøj
”Europa” damper dæmonisk, tuder bekranset af ysop
I min lomme knitrer den ubrugte orange billet
For min skygge gemmer sig
Ånder dyvt og brummende op over skorstensrøgen
Langt borte metal flyvende over dyb
Længe ligger jeg i ingen tanker om himmelhvælvets infralys
Da mumler en fjern lydbølge om en uimodståelig strømhvirvel
Vender mig fotografisk igen og igen
En and med halen i luften - lodret propel
Horisonten brøler i gråt glas rundt om siciliansk metal
Vennerne og familien suges vel nu mod bunden
Anden dukker pludseligt havet skvulper afklædt
Dækker hurtigt hullet med blege tunge gåder
Pludselig gribes jeg af søvnens velklædte skræddere
Indhyllet i en strålende sky hæves jeg ved nordenvinden
Suser over oceanet med luftmasser i sarte ører
Gennemtrænger det sunkne skib
Stumme er skikkelserne i rummet - metal og plexiglas
Udenfor forskrækkede fiskestimer med blink i øjet
Vandet er blandet med duften af knuste vinflasker
Tavshed som i katedralen på månens bagside
Jeg hilser på gamle venner
De dirrer når jeg lægger hænderne på deres skuldre
Saltvand hamrer dumpt i skibets boltede bug
Væggene driver og flyder
Snart bryder vandet gennem det trætte panser
Jeg hæver min artistiske pistol og kommanderer
Tvungne kroppe ud i kædedans
Snart hvirvler de rundt i det usynlige skib
De ses gennem glasset foroven en køl i solen
På den anden side af den anden side
Orange, ørkengul og mosgrøn
Mægtige arme trækker i skibet – mod overfladen
Jeg mærker tågen omtumle mig – et øjeblik lysisoleret
Snart min storetå blandt fjeldblomster
OOOOOooooo – strengene svinger endnu
Anslået strækker jeg mig her i min tryllehave