Blå Prinsesse
af Aksel Zebra
Summende udrenselse.
Accept af mit begær. Længsel efter B.
Drømmetid. Velkommen til min drømmetid.
Længsel. Forstår du. Og grundlæggende hæmning i alle handlinger, for den handling som jeg dybest ønsker at foretage - at finde B. - er forbudt. Af hende fordi hun ikke vil have det, og af mig fordi jeg ikke tør. Jeg har så meget power som jeg ikke kan lade strømme igennem mig, og som hober sig op, forurener mit system. Tankesystemer ønsker at overleve. Dans, ekstase, meditation. Ingen tankesystemer. Den forurettedes drøm om at kunne slippe kommunikationen med omverdenen. Duer ikke. Væk. Men sådan fungerer følelsessystemer bare ikke! Hvis man ikke vil høre deres sange til hinanden bliver man til is. Isdronningen kunne kun smeltes af en lille pige og en lille dreng. To næser der ses sammen, Cary Grant og Audrey Hepburn. How do I ? Skibe, skonnerter, kinesiske junker. Broer. Høj operasang. Dansende piger med hovedet på skrå. Lange kåber i rødt. Navne som Grøn Jade, og blå Koral. Gutjinmusik. Floder der strømmer. Drager og fønikser i guld. He Ka der laver tai chi i tåge. Klipper. D. på Island. At være Gargan og trække to hvide hopper ud på græs i tåge og på is. At svede. At skrige sin angst udover ravne. At falde i et dybt hul. Ordkonflikt i mit indre. Svar - zens tavshed. Ordene skaber grænserne, skaber verden. Sender ligesom indlærte usynlige tråde ud i materien. Deler den. Former den. Til en virkelighed. Jeg skammer mig over mig selv. Har lyst til at dø. Fordi jeg tør ikke at slippe mine kræfter løs. Ingen tror på dem, og allerhelst vil jeg jo bare arbejde og elske, ligesom alle vel. Jeg har ikke ambitioner - andet en øve mig i at udforske øjeblikket. Engang var Tiden og Jorden. Jorden var frugtbar og fødte mange børn. Men Hun måtte give dem til ham. Og han åd dem.
I Jorden begyndte følelsen af ikke at måtte at vokse op... Dybe navlekræfter steg i hendes sind mens hun bar på Lynild. Da hun følte ham vokse, følte hun endelig fryd over at kunne skabe. En forvandling af tankesystemet.
Ambitioner er troen på at man kan kontrollere verden. Undgå det der giver følelser. Men det er dødens vej. For mig er liv uden vand meningsløst. Mest af alt savner jeg hende bare som levende ord og krop i min nærhed. Men aldrig aldrig mere? Hvis du, min kære, læser dette? Jeg er ved at blive skør alle disse ord af luftskibe. Cykeloverskæg. Skyer med næser og øjne der taler. Abrikoser der dumber ned i cockpits. Læber. Kattehaler. Tiden vidste ikke at Lynild var født. Jorden gemte ham i sig indtil han var vokset sig stærk. Da oprendt en dag, hvor Lynild lod sig vise for Tiden, hans far. (Husk dette er et tankesystems leg med andres tankesystemer). Skygger, der røber en bevægelse der forsvinder. Det krumme uendelige, endelige rum, hvis flade jeg kravler på som lillebitte krop, og samtidig er jeg det hele. Den takkede kantede saftfornemmelse i rygsøjlen. Og varmen, der skyller op igennem den. Det er det hele værd. Og udover sproget. Men jeg ligger under for forestillingerne om hvad jeg burde og tror jeg kan. Undervise, skrive, men jeg kan jo ikke. Kan ikke? Et valg af mål og retning er en følelses tanke. Noget skal arbejdes med. Man skal være alkymist et øjeblik for at vide hvordan det lader sig gøre. Føl et hus bygget af seddelbunter i din ynglings valuta. Føl og du bliver rig! Forvandling af tankespace - ikke tåbelige selvmord. De to - Tiden og Lynild - mødtes i et slag der varede uendelige tider. Begge havde mange krigere. Fortællingerne om deres slag findes i mytologien. Lynild vandt tilsidst, og kastrerede sin far, Tiden, og kastede hans lem i havet. Op af skummet, ridende på havet stod den B. lå Prinsesse på en muslingeskal. Lynild regerer nu fra Bjerget omgivet af sit gudefølge. Storfamilien. Fuld af lys, varme og oliven. Disse tanker er en del af den kollektive drøm. Potteplanter. Tegn på en sten i en skov. En mand går opad, jeg går nedad. Mod mørket, og kilderne. Palmer går ud i tørre drivhuse. Rosenhaver og alkymiske siamsiske dronninger og konger næres i dybet. Viser farverne sig i lyset? Trangen til nikotin i brystet. Suget i kraniebenene. Tyngdekraften. Luften som væske. Øjenvipperne der bevæger sig over de runde kugler. Fornemmelsen af at være materie i rummet. Mine hænder søger at massere sig ind gennem ansigtets hud, muskler, åndedræt i tungen. De vippende blade udenfor. Fjerene der vugger mod jorden efter flugt. Jeg bider mig i indermunden, ganske let. Klør mig med neglene ind i hovedhuden. Jeg er her stadig. Trækker vejret dybt ned. Mærker maveskindet spænde sig ud. Othellos ansigt da han forstår Desdemonas uskyld. Sådan er føles jeg. Sådan. At opdage det hele bare er ord. At det hele bare er ord! Men at ordet “bare” i denne sammenhæng rummer alt det der forbinder denne vejrtrækning med navne, fortid og fremtid. Forpligtigelser. Drømmetid. Bare drømmetid. Bare et “bare”. Mit grundlæggende ord - “bare”. Ordet “blot” er måske endda mere præcist. Dine øjne og din duft og din form i bevægelse - du tiltrækker mig i alt hvad jeg møder - du har bredt dig ud i hele verden. Men jeg ville allerhelst , at du og din sprogkrop åndede mig i øret. Du var her engang - kommer vi til at gnide næser igen? Yves Kleins blå firkant. Den røde solnedgangssol. Den gyldenttyrkise morgensol vækker os funklende under fejende hængebirke og varme... Jeg føler varmeforskydninger i hovedet - og resten af kroppen. Mærker blodets puls i kroppen. Venstre tinding pulserer. Fortænder. Tungeflade. Fylde overfor tomhed. Bevidsthed overfor tomhed. Ago, ergo sum. Sed qui agens, ego aut universus? Jeg er her indeni. Er vi alle den samme her indeni? Når alle ordene er stoppet, drømmene og angsten. Fremtiden og fortiden. Når følelsen af at kunne miste - mistes. Jeg ved det jo, men tør ikke leve efter det. Bare fordi jeg ikke kan styre tingene udenfor mig, ligesom jeg kan styre mine hænder eller fødder, er jeg blevet oplært i en verden, der adskiller det. Men vi er eet. Jeg tænker alt. Jeg tænker dig der læser. Min tanke er den grundlæggende skabende handling. Jeg, et menneske. Jeg, et univers. Jeg, en skaber. Som Hermes siger: Gud er tvekønnet, for ellers kunne han ikke skabe. Og da mennesket er Gud, vil jeg aldrig være et helt menneske uden min kvinde. Jeg er halv. Og fordi jeg satsede mit sprog på mine forfædres grave og din kærlighed, er jeg nu ikke blot et halvt menneske, men et menneske, der har mistet ordenes værdi. Genvind dem for mig, B. lå prinsesse. Det mærkeligste er at du er derude et sted. Og at jeg kunne vælge at være tilfreds med at du eksisterer. Jeg savner dit nærvær. Jeg lever ikke godt alene. DØD. Flagermus. Grotter. Krystaller. Grotter. Edderkopper. Grotter. Det fremmede. Grotter. Dialogen. Grotte. Det fremmede sprog. Grotte. Kvindens form. Bjerg og grotte. Mandens form. Hest og lanse. Samlejets form. Drage. Angstens form. Grotte. Men jeg bor i en grotte. En varm, fugtig, pulserende grotte.
Jeg elsker B. s grotte. Jeg elsker grotter.
For der kommer lyset fra. Hvor den fysiske form ikke kan nå længere frem, sender den budbringere frem i tunnelen. Når den aktive budbringer møder den passive budbringer, bliver den aktive passiv, og den passive aktiv. Og der kommer lys. Lys. Kys. Luftens kølighed. Den B. lå Prinsesse blev gift med den deforme smed, Bjergets Indre. Smidt ned fra Bjerget af Lynild, dalede han længe indtil han ramte Øen. Han blev halt, men lærte smedekunsten. Og som gudernes smed var der atter plads for ham på Bjerget. Men B. lå Prinsesse var ham utro med Den Vilde Kriger. Bjergets Indre forfærdigede det stærkeste net af guld, og fangede dem sammen. Alle guderne så det og lo deres frugtbare latter over de to under nettæppet.
Nye børn bliver født af hellige brylluper. Den fysiske forenings hellige bryllup. Sprogkroppenes samleje. Varme og fugtighed. Ømhed og opmærksomhed. Vildt begær og ulmende gløder. Og Gælden? Gælden tårner sig op. Tårne! Har du vandret i ridderborge? Døren smækker. Dråber. Spindelvæv. Mos. Lilla blomster. Bilstøj. Tjære. Brosten. Karamelpapir. Pigeonæbler.
Accelerende lastbil. Træstammer, grå, lette. Rød postkasse. Hængebirk. Antenne. Altan Barndomshus. Tal - husnumre. Garage. Røde giftige bær. Bakke der går ned. Solsorte. Lysegrå himmel med nuancer, lys/mørk. Vinduer. Gammelt glas. Tage. Lysmaster. Brandhaner. Stenkugler ovenpå murstenformation. Husnumre. Trin i grus. Græs. Duften af hund. Fornemmelsen af at gå i et hav af blade. Lysegrå sti mellem grønt saftigt græs. Blade, der indrammer alt. Hav af luft og blade og lyde, virrende blade - takkede. bløde hårde, dunende, sprøde, forfaldne, døde. Gule, røde, okkerfarvede, hvidlige, grønne, tomme. Grene, raslende, faldende, grå som væsner.
Parat til at bevæge sig. Føniksfugle, sommerfugle. Faldende agern, faldende grene. Flyvemaskine høres højt oppe, over det gul-grønne bladhang.
Luft. Luft.
Kølig fornemmelse omkring næsen - næseborene. Luft. Gammel kæmpetræstamme. Drage med bagben. Hoved som brontosaurus. Lyde fra flyvemaskinen blander sig med en drages brølende ild. Første hjerne: Indvolde, bevægeapparatet og huden. Følelser. Anden hjerne: Ryggrad. Tanker. Tredje hjerne: Cerebellum. Mødet med omgivelserne de fysiske omgivelser. Fjerde hjerne: Cerebrum. Mødet med andres følelser. Femte hjerne: Hypothalamus og hypofysen. Kreativitet og forvandling.
Sjette hjerne: Cellerne. Historie. Syvende hjerne: Selvbevidstheden. Væren afgrænset fra omgivelserne. Ottende hjerne: Andre selvbevidstheder i omgivelserne. Niende hjerne: Det store kreative rum, der drømmer alle selvbevidstheders tider.
Tiende hjerne: ? Som er jeg indeni en tunnel. Mos, riller i mørt træ. Små tyrkise, lysegrønne sandkorn, presset ned i mandeldelmasse. Skaller af. Som skove på bjerge set fra højden. Fuglesang. Træstykker. Grene. En kæmpevalnød har sat sig på et træ. Stier mødes. Du overgår Nefertite. Hvad spejler to vandflader i hinanden? Affaldskurv. Rødt slikpapir med blåhvide stjerner, grøn mintbolchepose, sort plastikpose.
Grus knitrer under mig. Ældgammel rod, mørnet, et ungt skud op heraf. Brede buksbom buske følger stien. Stivnede flodbølger af mørkegrønt på hver sin side. Vil jeg opleve fortidens ægyptiske mysterier? Vil bølgerne skilles igen og danne en vej? Vil du tale og jeg lyttet? Par ser jeg. Han, grå sixpence, grå frakke. Hun, grå frakke, hvid, hat, briller. De bevæger sig langsomt forbi bondehus. Stokroser ind i rosenhave. Røde roser. Dugvåde blade, hvide blander sig med skovens. De røde, bløde ligger på jorden - udsatte. Kæmpetræ strækker sine krumme træarme. I havens midte, en marmorsøjle. Vase, englebarnehoveder, sfinxer, voluter, vokset op af marmorkors. Let orange rose, kaldet Micheal Ei. Rosagule, hvidgule. Børnestemmer. Blomster som russisk salat. En rive har lavet mønstre i grusset. Mine fodtrin - en Ariadnetråd i rosenhavens labyrinter. Men jeg vil ikke ud. Jeg vil stikke mig på den smukkeste og falde i søvn. Og blive vækket af B. s kys. Jeg tænker kun på dig og det. På spejle indeni bevidstheden. Kan du mærke det når jeg tænker på dig? Hvis du kan sender jeg dig hermed lykke, og glæde, og Brahms violinkonzert og 300 velduftende kinaroser og en parfume efter eget valg. Og mig, hvis du vil, kære B. Katarsis(gr) : At være ren, siger ordbøgerne. Men en oversættelse er kun mulig hvis man ved hvornår et menneske har brugt dette ord. I hvilke relationer? Med et andet krops-og verdensbillede betyder “ren” ikke det samme for dig, der læser dette, som for den der har et andet krops-og verdensbillede. Religionsstudier kan således være en indfaldsvinkel til kulturers måder at tænke på, både i små grupper og i store grupper. Men også muligheden for at vælge mig selv fra, sagde selvhaderen. Jeg er det alligevel ikke værd tænkte jeg, og nød at skulle beholde mine isbjerge. Men en dag begynder de at smelte. Drukner jeg? Selvom netop disse tanker er et udtryk for at jeg ikke vil have at du vælger mig fra. Du skal vælge mig igen. Og jeg ved du ikke gør det. Begrænsning af viden - afvisning af dialog. Traktorsporsmønstre. Tjærret vej. Zigzagstriber af lerjord. Stemmer, der ler. En solsort skriver en perfekt kaotisk matematisk beregnelig kurve. Stor bil. Vinden i træerne. Måger balancerer i luften langt oppe. Kæmpe grantræ oppe til venstre. Juletid. Jeg ser det med en stjerne, og kandiserede æbler. Sne dækker alt. Varm gløgg og mennesker med vanter og huer. Tidligt mørkt. Bare en drøm. ”Bare”. Går videre i efteråret. Lærketræer. Under dem finder man de bedste svampe har G. lært mig på vandringer gennem Nordskoven. Udødelighedens svamp ønsker jeg slet ikke, selv om de taoistiske eliksirer interesserer mig. Haren i månen kender den. Jeg er haren i månen når jeg danser. Når mit sprog ikke gør mig halv. Når min frugtbarhed som tvekønnet manifesterer sig. Sammen med dig. Jeg leder efter svampe under træerne. Der sker noget i min næse. Jordens forvandlinger afgiver dufte og dug. At leve uden modstand som et blad i vinden. Så manifesterer skønheden sig - og vi er kommet hjem. Først ved ikke-handlen kan vi handle ved at vise det bevægendes strømme. Nationalismens massekoncentrationer. Når en almindelig fredelig, venlig vandregræshoppe, hopper rundt med sin familie og venner spredt over store områder af græs, så er alt godt. Stille og roligt - et rart liv. Men hvis der af en eller anden grund sker det at vandregræshopperne samles i en lidt størrere gruppe, skal vi sige 100 individer - så begynder deres kroppe at udskille et sekret. Dette sekret får de nyfødte græshoppebørn til at have lidt stærkere ben kraftigere ben, masser af sult - og fungerer bedst i flok. Efter nogle græshoppegenerationer kan det pludselig bryde ud: En flodbølge af græshopper samles og æder. Æder alt. Alt. Indtil de dør af sult, fordi de er blevet for mange. Eller finder en ny metode til at lære af situationen. Når flodbølgen tørrer ind til en lille pyt, er det fordi sekretet der startede det hele, bliver svagere og svagere. Og så bliver de fredelige græshopper igen. Propaganda er det der sætter det menneskelige sværme-æde-alt-system igang. David Spangler. Om Findhorn. ”Geburt eines neues Zeitalters”. Hvad skal jeg gøre? Turde at føle, turde at tænke, turde at planlægge, turde at turde! Learn to learn to learn. Opdage et sprog, hvor jeg opdager at jeg tør. Kan poesien overleve holocaust? spurgte Adorno engang. Kan vores sprog? Videnskaben skabte holocaust. Systematik uden poesi. Poesiens afmagt skabte videnskaben.
Efter krigen ændrede videnskaben en smule kurs. Men den lærte ikke af holocaust. Den tror stadig den er almægtig. Idag er der inseminationsklinikker, der kun har sæd fra høje, sunde blonde mænd. Ideen om det ensartet perfekte. Men det perfekte kan kun findes gennem hvad mennesker har til fælles. Udvikling gennem kulturernes grundmetaforfraktaler. Ikke gennem monokulturer. Videnskaben regner ikke med poesi. Men hvis poesien tilegner sig videnskabens metode, reduceres videnskaben til sprog. Og sprog kan kun manifestere sig i et menneskes kommunikation med omgivelserne. Kommunikation kræver gensidig respekt for andres værdier. Videnskaben må lære, at den materie den bearbejder er levende som den selv.
En slange der æder sin egen hale. Poesien behøver alle andres sprog for at kunne leve. Også videnskabens. Den æder sig ud i det tomme rum, og trækker spor af gødning efter sig. Holocaust var et resultat af videnskabens og poesiens adskillelse. Vi må bringe dem sammen. Så de kan forhandle. Der er overlevelseskræfter i dem begge. Men de har mistet troværdigheden hver for sig. Lastbilslæs aflæsses - lyd. Biler starter. Due højt oppe. Mand med slips, gråt hår, lille overskæg slipper hund løs i skoven. Malerbil. Lyseblå bil farer forbi. Fyrretræ over bronzestatuen af Carit Etlar. Tjærevejen med småsten. Ambulance nærmer sig. Sirenesangen dufter af knuste blodfyldte knoglestykker og æter. Blade falder til jorden. En cyklist. Hårde vækster - biler. Hvidblå skilte med pile - røde streger. Bil accelerer. Ældre dame cykler forbi. Trafikstøj. Over vejen. Bilerne brænding bruser faretruende. Babubabu. Ambulance. Blade på cykelsti. Blade kommer løbende hen imod mig. Blade og vind. Hvislen af tusinde gyldne saltemortaler. Let, tør skrøbelighed. Vindenes strømme bliver pludselig synlige gennem deres absolutte hengivenhed til det bevægende element. Ingen modstand, og den fuldendte bevægelse er født. Være fisker. Vuggende på et skib på havets bølgende flade. Du begyndte at tale. Det ved jeg nu i en anden tid. Talte til mig De endeløse bilrækker i alverdens byer lige nu. Standser for den røde mand. Biler blinker. Biler standser for røde sole. Angst for mennesker der nærmer sig. Bilernes stønnen. Moderniserede kæmpedråber i det moderne flodnet. Brænding. De søger ud mod havet. De store motorveje må vel føre ud til bilernes hav, hvor de skuer smeltediglen fra den sidste brink. Står på bro. Går over bro. Udsigt over skinner og banelegeme. Stadig træer. Tage.
Rund rød bygning langt borte.
Grå lysende himmelhvælving. Ser ud over altet. De brugte spor er lysende musketerkårder, de ubrugte rustne arkæologiske fund. Duft af elektrcitet. Dundren af tog. En mand kommer løbende. Cowboybukser, sejlersko, læderjakke.
Biler.
Husker en yogoslavisk dansetrup i gymnastiksalen da jeg var lille. Våbenhandlere og stormagts-interesser. Europas genfødsel - 1914 - 1939 - 1994 ? Nationalisme. Folk i stedet for enkeltindivid. Gå gennem sanserne ud til andre. Også sprogsansen. Den udvider dybdeperspektivet. Det blødende Europa er en passiv del af mit sprog. NETI, NETI. Tænker jeg hele verden? Jeg vågner jo altid med det samme bevidsthedsrum, der ubeskriveligt omgiver mig`et. Selvet skabes mellem overjeg`et og det`et - mellem pligt/ansvar og lyst. Men jeg oplever at der er et rum udenfor eller rettere bagved denne sandwich(hvor jeg’et er bøffen).
Bag det kategoriserbare: Bevidsthedsrummet
Find et billede af billedhuggeren Aksel Poulsen. Kvinde med store bryster under stram rød bluse. Jeg tænker ordet luder. Det ord falder mig ind i pludselig ophidselse, og erindring af min krops ensomhed. Ikke nedsættende. En Rothenburger altblokføjte af ibenholt bevæger sig i en kirke. (Skyld, angst for straf, begær. Hvor ligger helvede?) Sorte bukser. Læderjakke. Fremmed tankesystem i sigte. Alle mand ohøj. Vi nærmer os hinanden. Vores øjne mødes henkastet. Der sendes røgringe. Luften bliver varm. Vi standser. Men helvedet kan også blive for varmt
Løbervi begge to, samtidig? Bevæger sig tiltrækkende. Sort hår. Briller.
Larm. Duften af udstødningsgasser. Begravelseforretning og kirke - hører de altid sammen? Passerer en smuk gammel volvo 145 stationcar. Ældre dame hvidt hår, rød kjole under, beige overfrakke kigger ned. Busstopsted. Barnestemmer. Hamrelyde. Lysmast med ledning bundet om. Mørtelmaskine. Kontainer fyldt af brokker og træstykker. Jeg kigger længe ned i kaos. I hver genstand er en oprindelig orden tilstede. Alt forvandler sig og pulserer mellem begrebet stof og begrebet form. En evighedskæde af firkanter indeni og udenfor cirkler, og cirkler der er i og udenfor firkanter. Tanker stiger op fra følelsernes hav, dybt begravet under tungens bevægelse i åndedrætsrytme. Heste. Capito(Cupido) , Fjante, Capricorn, Conrad, Fiorella. Ånd dybt og koncentreret. Kroppen er opbygget af blokke :
Første blok: fødder, sckenkler og lår indtil overdelen af låret. Anden blok: Fra lårets overdel til øvre bækkenben. Tredje blok: Fra bækken til hals. Fjerde blok: Fra hals til hoved. Blokkene skal stå stabilt på hinanden.
Hesten bærer os, ligesom vi bærer en rygsæk. En bevægelig rygsæk, der er hidsig eller bange vil genere den der bærer. Rygsækken må derfor sidde fast UDEN at genere den der bærer. Man må kunne blive siddende på hesten - og man må sidde stille og korrekt - kropsklodserne lagt solidt på hinanden. Man må ånde dybt - sammen med hjælperne - sædebensvægt (kropsvægt - vægtskift i bevægeapparatets stærke muskler i den nederste del af kroppen) , sckenklerstød af forskellig styrke, stemmeføring og sidst tøjler. Tøjlerne er ridningens tværfløjte - og skal spilles lige så fint.
Hvil som en trekant med hænderne solidt i manken som den ene ben og hælene som de to andre ben i trekanten. Man kan faktisk sætte et instrument til hver af hjælperne, og således får et lille orkester på fire musikalske stemmer. Som man danser med sammen med hesten - der så danser med. Balanceøvelser. Slip tøjler og stigbøjler. Være tung. Ånde dybt. Rette kropsklodserne ind. Ved spring hold fast i manken med den ene hånd - følg med hesten bevægelser. Vær tung og ånd dybt. Defokusere øjnene. Fokuser når en retningsændring fortages. Mærk centret - og oplev en fjeder spændt fast fire fingre under navlen og i 45 graders vinkler opad frem mod ørerne. Balance - og dominans. Små hjælpere. Dominans - få hesten til at gøre hvad du vil - som om den selv havde ønsket det. Dette kræver: Små mål som står i forhold til hestens kunnen. Hesten skal kunne stole på at man kan klare de situationer man sætter sig i. Hestens natur er at gå fremad. Glem aldrig at den i naturen altid bevæger sig fremad - parat til accelerationens flugt. Først og fremmest - vær årvågen og tryg. Vær tændt på BEVÆGELSE , men stol på at du sidder på det mest vidunderlige sted på jorden - på en ven der fragter dig og sig selv ind i nye rum. Føl at du står på jorden, når fødderne dingler ned fra hesten. Husk at du berører de følsomme slimhinder i hestens mund med tøjlerne - følelsen af vand der strømmer fra hænderne, ud gennem tøjlerne og fremad ind i nye rum. Men for en begynder som mig - først og fremmest udholdenhed - og lyst til at undervise hesten BEVIDST - så den lærer det jeg ønsker den skal lære - og ikke hvad jeg ikke ønsker den skal lære. Vær som bjerget der rejser sig urokkeligt fra den bevægelige jord. Pres knæene mod jorden, berør himlen med hjernens længste stræk. Lange udåndinger, hvor hjælpere bruges. Behagelige indåndinger der breder sig fra hesten mund gennem sæde og lår og ud i halehårene. Paradoxet. At være fanget mellem grænser, der ikke kan rumme det der er udenfor grænserne. Hvad er der hvor universet holder op? Det igangsættende i læreprocessen: Paradokset mellem ens eget sprog, og et sprog man ved er udenfor på den anden side af ens sprog. Hóng deng tíng - L`y deng xíng. Jeg mener at metoden kan bruges i ethvert møde med et ukendt tankesystemet. Det være sig i mødet med et enkeltmenneske eller med en gruppe. Hvide ravne fandtes engang, fortæller den røde bog med seende øjne af guld. Brødrene Marx. Groucho, Chico og Harpo. De var oplyste. Og de oplyser os stadig. De viser os at man kan le af paradoxet. Og latter er frugtbar. Latter er kroppens reaktion på at opgive at løse paradoxet. De smelter os. Forvandling af det handlingslammede paradox til en kropslig handling. Latter. Ha-ha-ha. Men det er svært at le, når man er handlingslammet. Afgrunden, når man møder paradoxer. Man falder ned i vandfaldet. Hvirvles rundt. Bliver bevidstløs efter lang tids kamp. Slipper kontrollen. Sikken en isblok at slæbe rundt med. Ændre tidsopfattelse - og finde dig igen. Vær modig. Handl. Udvid sproget. Søg dialog. En bil bremser. Blomster. Cykler. Store læber. Cykler. Kvinde tager nettovarer udaf bagsmæk. Støj. Bukser. Jakke. Rullestol. DU.
Lyseblå jakke. Stor hue, halstørklæde, stor æblenæse. Rød og grøn boks. Piger med langt hår tager sig til håret, kløer næsen. Står foran delikatessebutikken Skolepiger i pølsemandens indelukke. Hvepse. Ukategoriserbar støj. Skorstensfejer cykler forbi. Vinker og smiler. Han er kongen. Alle bukker. Folk holder inde med at arbejde. De råber hurra. En Mexicobølge går gennem gaden. Et øjeblik er det juni 92 igen. Men bye-bye USA 94. Fodbold. Middelalderiddernes moderne verden. De riddere der såredes og dræbte. Hvad skete der med den kastrede Tid? Hans lem faldt i vandet. Hvor er han? I pikken måske. Og pikken skabte Den Blå Prinsesse. De er kød af samme kød. Forvandlingen. S. skulle spille koncert i aften. Skal jeg gå? Jeg skal lære tyrannen at kende. Den der vil have sin vilje. Kun gennem modsætninger kan man bevæge sig fremad i ryk. Jeg har været den underkastede for længe. Metoden: Da det at forstå handler om at lære noget nyt - det man ikke forstår - er mit udgangspunkt læreprocessen. Jeg vil i det følgende søge at vise hvorfor en kulturs eller et enkeltmenneskes opfattelse af tid er en metode til at forstå læreprocesser. Og dermed selv lære at lære andres tidsdimensioner at kende. Hvad er en læreproces? Hvis man betragter noget indefra ser den så ikke anderledes ud end det gør udefra?
Kan man betragte noget indefra videnskabeligt - det vil sige med en sammenhængende kæde af tanker? Jeg hopper ud i forsøget. En læreproces kan defineres som et tankesystem i forvandling. Hvad er et tankesystem? Hvad er forvandling? Tankesystem: Hvad er tanke? Tanke kan defineres som en følelse af at være et selv med et sprog - cogito ergo sum. Hvad er et system? Hvad er et system i? Menneskets krop er et system. Mennesket er i dette system. Kroppen. Vores krop fungerer som en ubeskrivelig genial maskine, og den giver os information om verden udenom, og vi danser sammen med den. Eller slås med den. Eller den forkrøbles. Eller den vokser med opgaven. Hvad er sprog? Sproget afspejler de handlinger kroppen kan udføre. Sproget afspejler det system det fungerer i : kroppens mulighed for handling i omgivelserne. I Byen flåede du min krop og skar den i stykker. Mit hoved faldt i kloaken, hvor det flød i uendelig lang tid. Endelig flød jeg ud i havet, hvor jeg sang om min ensomhed, og skrev ordene i bølgerne omkring mig. Sprog kan ideelt set defineres, som evnen til at orientere sig i og handle i omgivelser. Og vælge nye omgivelser ved nye behov. Sproget er formet af kropsoplevelser. Den indre verdens tanker, sproget, har således i sin natur evnen til at skabe rum, som svarer til kroppens ydre handlingsrum. B. sendte mig de smukkeste breve, klædte mig i det smukkeste tøj og gav mig den dybeste kilde jeg kender. Ønsket om dans og krig, ønsket om at kunne tænke de smukkeste tanker ud i den fælles virkelighed. Kontokort ind i maskine. Tal. Huske.... kode. Penge ud. Slikbutik. Gammel ven dukker op bagfra. Afgjort glæde. Et øjeblik. Vent lidt et øjeblik. Øjnenes blinken er et vigtigt element i hypnose. Derfor var Paulus så opmærksom på det i brevet til Galaterne. At holde øje med nogen eller noget. Magien er mulig! Et øjebliks sprogforøgelse. Kommunikation er en cyklus. Mærke sig selv, og dermed vise den anden hvordan man oplever situationen. Herved mødes man. Drømmen er god. Går om bag skolen. Hvad er der bag skolen? Kontrol. Tankekontrol. Men man lærer sig også færdigheder. Metoder. Begynder rejsen mod at lære at lære. Man lærer at stille spørgsmål, men man får ikke mange svar man kan bruge. Men man behøver heller ikke svar. Man får det allerede i maven. Går i nedfaldne blade. Lang samtale ved søen, om musik, og undslippe kærligheden når hun har sagt nej. Om sproget som nedfaldende blade fra de indre træer. Om London og kinesere. Om blade. Om den grønne mand. Han må gå - hans næste time begynder klokken tolv. Klokken slår - alle, som Stanislaw Yerzi Letzsch, skriver. Indkøbsvogne. Mand fejer mellem solsikker. Bøger stablede. I avisen overskriften: Fagbevægelsen anklaget for sexisme. I avisen, billedet: Mand sidder med benene oppe på knælende kvinde nøgen bortset fra sort undertøj og lange støvler. NAV. Jeg har glemt hvad jeg glemt. Lader min retningsfornemmelse tage over. Du og jeg kan opleve at lære nye færdigheder, og forfine dem. Du og jeg kan opleve at fået højere status i de nære omgivelser. En kropsoplevelse af en bevægelse mod et maksimum. Det kan vi kalde voksetid. Mennesket oplever også forfald og destruktion i omgivelserne, og sig selv. Planter dør, ogtræer falder i storm. Månen bevæger sig fra fuldmåne til nymåne. Menneskekroppen bliver ældre og skrøbeligere. Man glemmer, hvad man gerne ville huske. Det kalder jeg forfaldstid. Mennesket oplever tilblivelse i omgivelserne. Noget nyt dukker op. En fugl man aldrig har set før. En knop på kroppen. En hest der fødes. Et barn fødes. En kvinde føder. Det kalder jeg Tilblivelsestid. Men kroppen har mange måder at forholde sig til disse forvandlinger på. Sproget - et spejlaf vores måde at overleve. Kroppen har lagt sig om vor evne til overlevelse. Overlevelse er nødvendig i omgivelser, der er i forandring. Forvandling kaldes sprogligt tid. Tid er en fysisk oplevelse kroppen gør sig. I sproget spejler denne oplevelse sig i forvandlingsbegreber. Tæppe, som jeg har støvsuget så tit. Farvel. Kors på kirkegården. De fire døre. Farvel. Rocker med motorcyklen i stuen, olie, øl, læder. Farvel. Støvfnug. Solen rammer dørens ramme. Udsigt til haven. Schæfferen kommer dansende - legende. Jeg hører dig stadig hulke - af lettelse og sorg. Græsplænen, hvis bugtninger og huller jeg kender fra de endeløse ture med slåmaskinen. Vasketøj. Biler der farer forbi på vejen udenfor. Blød snude. Vågne øjne. Kast med hovedet hen mod pinden. Nej, ikke idag. De brusende birketræer. Sidste blik. Ser dig, Blå Prinsesse. På min ryg vejer vort forladte hus tungt. På rejse. Brandtomtsflygtning. På min ryg mine fejl.... På din... ? Jeg trækker vejret dybt. Lyset viser alting så skarpt. Sætter min fod på stenstien. Græsset dufter af fugtig saft. Hækken er veltrimmet. Naboernes buske klippede. Roserne i blomst. Værdiløse. Himlen er truende høj.
Du bad mig rejse.
Undskyld at jeg var svag og tvivlrådig.
At jeg undskylder uden at have noget at undskylde er måske det der hindrede den tætte kontakt.
Står stille på havegangen, ser på knolde og huller i græsset. Hækkens konturer, en flydende Rorschacktest i løvets krusninger. Ingen billeder har betydning nok til at jeg fikserer dem. Jeg flyder i et fluidum kaldet luft. Jeg flyder i et fluidum kaldet det meningsløse. Jeg defokuserer.
Min krop føles som en bristende dråbe. Blå Prinsesse griber mig ikke. Hun ser ild, hvor jeg er vand. Og jeg ser ild i spejlet.
Sanser mine håndled, spiler næseborene ud. Ånder ordet “AUM “ på udåndingen. Uret, som jeg ikke har på, drejer drømmende. Jeg ånder kvantemekanisk - et par molekyler af den gul-rosa-hvide rose “peace” gennemborer og befrugter duftnerverne over velum palatum. En erindring af din håndsæbe blander sig. Jeg tumler fortvivlet op af havegangstrappens trin, hvor myrer bevæger sig. Usynligt følende sociologiske idealdyr. Åndedrættet spænder min krop indefra ligesom universet trykker udefra. Et trin, endnu et trin. Gamle brune, knasende blade. Skyer på himlen. Kirken og kirkegårdsmuren hæver sig. Sne..............
I vinter skrabede jeg sne her. Først.. :. ;........ ... .... .................................... med skovl, og så med plov. Jeg husker de frosne fodtrin. Jeg krydser vejens stentjære masse. Mine sorte støvler dundrer let.
Jeg husker definitionen på 3/4-dels takt.
Tung, let, let, tung, let, let.
De store kampesten i kirkegårdsmuren. Sten. Husker uendelige stengærer i hele verden. Bønderne, der samler sten fra marken.
Jeg træder ikke i mellemrummene mellem fliserne.
Er det varmt?
Jeg elsker dig stadig.
Busskilt.
Tider.
o8 38.
Venter.
Duften af jord fra kirkegården. Af råd fra dammen. Af mødding fra gårdene. Af skoletasker fra børnene der dukker op.
Venter.
Laver bevægelser med fingrene, strækker dem, knytter dem.
En krumbøjet kone trisser hen under halvtaget.
Venter.
Trækker vejret.
Glimt af fortvivlelse jager gult. Himlen er stadig blå. Jag af tåbelighed formørker farverne.
En rød folkevogn passerer med en karakteristisk lyd. For at forstå forvandlingsbegreber, må jeg undersøge lidt nøjere hvad sprog er. Hvordan struktureres mening?
Findes der et redskab til at formidle betydning? Hvordan struktureres mening?
Nye lingvistiske forskere har sat sprogets forhold til kroppen i system.
Et system af systemet.
Icy was the ocean of love.
En måde må findes til at lære den sociologisk-sproglige virkelighed at kende.
En grammatik.
Et af de nye lingvisters redskaber kaldes grundmetaforer.
Jeg har brugt udtryk som sammenhængende kæde af tanker, inde i tankerne, ude i verden, jeg hopper ud i det, danser, slås.
Sproget afspejler vores krop.
Grundmetaforerne afgrænser typer af kropslige oplevelser. Og dermed også tidsbegreber-og dimensioner. Disse grundmetaforer mener jeg beskriver tidsdimensioner.
Jeg var i tvivl. Endelig havde jeg fundet den dør jeg havde ledt efter. Mosbegroet og i skygge. Revnede mursten og rødder og bænkebidere i revnerne.
Jeg var i tvivl, fordi det pludselig gik op for mig at begyndte jeg først at gå ind ville noget dybt i mig drive mig fremad.
Men hvad havde jeg at tabe?
Jeg havde mistet solens nære lys, jeg havde mistet hjemmets ro og hygge. Men jeg havde stadig ønsket og håbet om at vinde det tabte tilbage. Og oven i købet var der pengene - eller rettere manglen på dem. Jeg havde fået frie hænder, men skulle vende tilbage med en kortlægning af noget ukendt. Jeg havde to år. Så skulle jeg stå til regnskab, og var det ikke godt nok, var det ud. Men var det ikke det jeg virkeligt ønskede - at komme ud. Droppe disse meningsløse jagter i mørke, af klamme ukendte stier, hvor det stadig er muligt at du efter års arbejde vender tilbage, for at finde ud af at en anden alligevel har været der før dig. Nej rejsen var mit mål. Rejsen mellem mit punkt og dit punkt - du der er derude et sted , min eneste Prinsesse. Min tvivl handlede i virkeligheden ikke så meget om at jeg skulle gå ind i det ukendte. In the quest for my princess I meet my fear. If she does the same we experience love.
If not we are blind. Min tvivl kom af at du´et var forsvundet. Vi havde ikke den samme nære fysiske verden mere.
Noget stærkt i mig bliver ved med at tro at det vil vende tilbage en dag - at det må vende tilbage. Men jeg ved det kan være en illusion. Du kan have fundet en anden. Mon duelskede mig da vi var sammen? Og alligevel. Tænk. Tænk hvis du har det på samme måde som jeg. Savner. Håber. Tror. Men der er kommet sådan en afstand. Nå døren. Ja døren.
Der er tegn på den. Den er af tungt gammelt, mørnet træ. Og den er bagerst i haven. I min lærers have.
Jeg går undertiden tur i min lærers have.
Giver mælk til pindsvinene i buskadset.
Og der var den så.
Døren.
Jeg har flere gange prøvet at skubbe til den.
Den giver sig ikke rigtigt.
Håndtaget er helt tilgroet af mos, undtagen der hvor mit greb har fremrevet en mørk irret metalmasse nedenunder.
Der er tegn på den.
Det var det der førte mig på sporet.
En Hermesstav.
Den stav som den græske gud Hermes altid bar, sammen med rejsehatten og de bevingede støvler.
Eller rettere det var ikke denne stav, men det lidt omformede planettegn for planeten Hermes, bedre kendt i vore dage som Merkur - hans latinske navn. Han var gudernes budbringer hos Homer. Han var en lille røver, var han. Jeg har altid godt kunnet lide ham. Der er sådan lidt Ole-luk-øje over ham. Lidt sov godt, drøm sødt. Og så leder han de døde sjæle.
Han gør meget.
På døren var der altså indridset en hermesstav. Skåret dybt ind i træet, så man stadig kan skimte det for mosset. NO DOUBT. En grundmetafor er en del af sprogets grammatik. Denne grundmetaforgrammatik er grundet i den menneskelige krop. På syntaksplan - sætningsplan - siges f. eks. : At få foden indenfor. At føle sig hjemme. At føle sig udenfor. Inde i tankerne. Ude i verden. At have det godt indeni. Disse sætninger afslører en bagved liggende grundmetaforgrammatisk størrelse: Kontainermetaforen. Man placerer sig -placerer noget- eller placeres i et rum i et rum. Det sproglige rum der svarer til kroppens oplevelse af omgivelserne. Rum har grænser. Mange grænser. Rummet udenfor kroppen kategoriseres af sproget i arter og klasser. Og gennem denne kategorisering opleves kun de arter og klasser man har at tænke i. Og forskellige kulturer ser således også forskelligt - eskimoen de 50 former for sne, og massaien de 40 ord for brun. Her eyes were an ocean of love. Vi har ikke brug for disse distinktioner i vores forhold til sne og kvæg. Man må konstatere et der er noget udenfor de arter og klasser sproget indeholder. De usynlige muligheder, som andres tanker udgør. Eller det farligt ukendte. Den gode storfamilie der på trods af vrede over barndommens familieerhvervede traumer, kan se igennem renselsesprocessen og lever kærligheden der hjælper alle. Inde-og ude er et eksempel på kontainermetaforen. Man kan også sige at en kontainer indeholder andre kontainere. Eller en kontainer rummer kontainere. Kroppen har celler med mitochondrier, som har mindre celler, med atomer osv. I kommunikation har man budskaber, der kan betragtes som kontainere. Efter modtagelsen skal de pakkes ud, afkodes, tolkes og reageres på. Kastraktionsangst må enhver ny hersker føle. Af angst for nye generationer. Men hvis man elsker sit afkom - og det gør de fleste - så accepterer man angsten og afgiver magten over fremtiden. Og vender tilbage til den gyldne uralder hvor guder og mennesker boede sammen på Jorden. Jeg vågner i den samme krop som altid og dog milliarder af fotonbevægelser senere. Vi er stadig eet, selvom du ikke vil se mig. Men vi kan ikke få børn, eller vågne sammen, eller kaste armene rundt om hinanden ved gensynet efter en lang dag. Jeg er alene - mine ti milliarder celler skriger på erindringens tågede billeder. Og dog ved jeg at du er mulig, selvom du ikke vil at vi skal leve sammen. Kære overjordiske væsen - engel, fe, alf eller hobbit - bring os sammen. Jeg bliver så grim alene, så grim drives rundt i meningsløse gader, trækker luften ud af træer, biler, skyer af sod, forvandler den i mit indre og giver gyldne bobler tilbage. De blæser ned af gaderne og sprænges een efter een når de møder noget skarpt. Alene, selv når jeg søvngængeragtigt beskriver min længsel til lyden af bremsende biler. Stemmen prøver at belære mig. Kærlighed er ikke noget der besluttes. Det er noget der er der. Og når det er der, er den der altid. Man kan blive skuffet og vred og ked af det, men kærligheden - den grundlæggende tiltrækning - er der. Grundmetaforerne sætter den sproglige oplevelse af den menneskelige krops orientering i den fysiske verden i system.
Foruden kontainermetaforer kan nævnes:
kæde-, krigs-, dans/ritual-, død-, vækst-og skabelsesmetaforer. metaforer. Og der er mange andre. Sprogets DNA. Eller sprogets evne til at tilpasse sig omgivelsernes hastighed og forvandling. Fordelene ved grundmetaforerne er at et tankesystems indholdsmæssige grammatik kan afdækkes. En læreproces kan skildres som en forandring af tidsbegreber. Kæreste B. - Jeg elsker dig og savner dine fødder under dynen. Og at disse tidsbegreber kan indkredses ved at skildre det syntaktiske indhold i et givent tankesystems grammatik - hvordan strukturer tankesystemet sin unikke måde at bruge grundmetaforerne?
Står på et skib i en stor swimmingpool. Et eksperiment. Pludselig drøner skibet ud af swimmingpoolen, rundt om en række hjørner, under stilladser. Og ud i swimmingpoolen igen. Jeg står sammen med en reporter fra POLITIKEN fra begyndelsen af århundredet, og en dame som har arrangeret det hele. På et andet tidspunkt kattekillinger, der ligger hos deres mor. Tænker hele tiden på B........................................................... Jeg mener at grundmetaforerne strukturer tid som en slags tidsspil, med følgende opbygning:
Kontainermetaforer afgrænser genstande, og deres hieraiske forhold til hinanden. Det hierakiske ytrer sig i ude og inde - hvem styrer hvem? Rummet hvori de forskellige tider virker.
Kædemetaforer viser hvordan denne hierakiske orden virker. Hvorfor er noget ude og inde ? - og hvad er regler i det hierakiske spil? Reglerne for fortid, fremtid, nutid. Skolepiger i hvide skørter vandrer til St. Felix
Til skovbjerget St. Felix
pludrende regnbække på skråninger
hver torsdag søger de
den vilde mand
De synger og spreder sig - og snart kommer han frem af løvet - overgroet med bark og mos -
øjne gnistrer og knitrer.
Hver torsdag søger de
den velduftende mand
Kæder af konkylier og snegle
to unge træer
ved hans side
De danser med hængende grene
Hver torsdag søger de
den vågne mand
Piger i hvide skørter klukker
armene i ring for at fange de vilde
skørter farves af pirrende klap
Hver torsdag søger de
den glade mand
De syngende piger binder røde silkebånd
fører dem til byen
krumspring og en lang tunge
Hver torsdag søger de
den frie mand
Båndene løsnes vin, brød, frugt og ost - ædes
af åbne munde og vippende næser
I en skovdal for længe. længe siden
Hver torsdag søger de
den vilde mand Vejmetaforer afgrænser en enkelt genstand, og dens mulige placeringer i det hierakiske spils regler. Oplevelse af at være afgrænset af tid. Kamp-og ritual/dansmetaforer beskriver hvordan spillet spilles. Handlemåder til at udvide tidsbegreberne.
Vækstmetaforer beskriver hvordan man selv kan vælge sin placering i sproghierakiets spil. Skabende eller skabt? Form eller stof? Hvis man vælger en anden placering i hierakiet står det gamle sprogsystem i et paradoks. Det har ikke et sprog der kan beskrive bevægelsesmulighederne ud fra den nye placering. Det gamle forsvinder, og der bliver kaos. Uorden. Men i oplevelsen af at vågne op et nyt sted uden kort eller atlas vokser en ny orden op. Et nyt tankesystem er født, og man har lært sig at lære. Men vækstmetaforen bevæger sig stadig indenfor samme kontainerhieraki - bare fra et andet orienteringspunkt. Oplevelse af udvidelse af tiderne.
Biler. Over broen. Luften bliver renere. Går overfor rød mand. Biler suser. Når jeg ser nogen langt borte - tit smelter det, former sig om, til noget blåt, noget slankt, noget smukt. Hendes skikkelse, hendes hår, hendes smil, hendes blå. Det eneste der betyder noget. Du er min anden halvdel. Den eneste mulige.
Betydningen i mit sprog. Hvad er sprog uden betydning? Hvad er jeg uden B. ? En selvbevidsthed måske. Et selvstændigt handlende væsen i kommunikation med andre selvstændigt handlende væsner. Rytmen, Pegefingrene. B. er den ædleste person jeg har mødt. Lydene fra loftet. Evermore said the white Raven. Rytmen i Poes digt er genialt. Man ånder med de ord man læser. Man transformeres ind i en dybere tilstand hvor kroppens åndedrætsrytmer bliver bevidste. Fem jagerfly i skyerne. De flyver i formation. Et fly flyver i midten. Det er ildrødt - med en gul stejlende løve i midten. De sprænger lydmuren. De eksploderer afsted i en ny tidsdimension. Hastighed - tiden i lyddimensionen. Omgivelsernes hastighed. Bevidstheden kan selv vælge hvilken hastighed den vil have omgivelserne til at bevæge sig på. Den tænker det den har behov for. Jeg var ikke som du ville have mig. Og jeg var forfærdelig for dig, som du var det for mig. Men jeg elsker dig. Du er skatten. Så mit hjerte er forsvundet. Mine ord leder efter hjertet. Hvis jeg opgiver mit sprog kan jeg leve uden hjerte. Men mit sprog vil ikke dø, så det leder efter dig. Som hvis Duke Ellington havde spillet “She pretends I’m dead, but I’m in her breath”. Hvem er jeg? Hvem er du? Skorstensfejeren kommer ned af bakken. Han smiler og hilser. Han ved at vi elsker de få billeder fra
børnebøgerne der er mærkelige
og virkelige. Lidt ligesom regnbuen. Biler er der også i børnebøgerne. Men dem er der så mange af at vi glemmer at glædes over dem. Selvom jeg stadig godt kan lide røde volvo 145 stationcars.
Bring hendes hænder til mine, hendes øjne til mine, hendes næse- udstrømninger til mine næseindstrømninger og hendes næseindstrømninger til mine næseudstrømninger og lad vore munde forenes i eet hav. Matematikmetaforen, evnen til at kunne tælle. Mens de hidtil diskuterede grundmetaforer har fungeret i nutid, indfinder historisk fortid sig her. Evnen til at huske de unikke begivenheder i fortiden, der har skabt det hierakispil man bevæger sig i. Evnen til at at se tid som en historisk størrelse. Kreativitets- metaforen, hvor det kreative sprog, poesiens sprog, meddeler noget til omgivelserne, og de forvandler sig gennem meddelsen selv. Mulighed for at skabe andre hierarkispil. B. er også den sødeste, fineste, kærligste person jeg har mødt. Hun forsvarer hunde der bliver slået af deres ejer. Hun er tapper. Og evnen til at indleve sig i andre. Kommunikere det videre på et metaplan. Tiden udenfor tiden i det beskrevne system. Ikke-tid. Videnskab. Hvid magi, hvis der er en oprigtig forståelse af at man altid kan lære nyt. At lære at lære at handle. Og at lære igen for at kunne foretage nye handlinger. Evolutions regnorm, der gennem sine snoninger indoptager stof og gør det frugtbart. Igen og igen. Indtil alle sprog synger. At leve i tid, men ikke være begrænset af den. Forening af mulige tider og ikke-tid. Jeg savner dig. En politibil dukker op. De dukker altid op. Og lister sig forbi, for at kontrollere. Solarplexus registerer dem før mine øjne. Nogle mener at solarplexus er den fjerde hjerne. Den tænker intuitivt, og ved hvad vi har brug for. Dens tanker hedder følelser - og de hviler i navleområdet. Selvom det er et sjældent øjeblik i nuet, kan der være smerte. Krampegråd - tårer ud af øjnenes indre. Navleområdet hvor livsenergien strømmer ind. Fungerer teorien eller fungerer den ikke? Alt der eksisterer rummer en selvbevidsthed. Og er omgivet af andre selvbevidstheder - al la Leibniz’s monander - og disse selvbevidstheder sender impulser til hinanden. Uhm, karbonader smager godt! Ikke blot i nuet sender de impulser til hinanden - men deres kroppe rummer erindringernes isbjerge. Møder mellem isbjerge er meget vanskelige. Titanic er et godt eksempel på to hårde former der støder sammen. Den ene vinder over den anden, mens et orkester spiller. Det er en tragisk situation, og var det også i 1912. Vand er et stof med tre tilstandsformer; damp, flydende væske, fast masse. Hvis man kun bruger en de mulige tilstandformer, kan evolutionens puls ikke slå mellem ekstremerne - damp og isbjerg. Menneskets evolutionære selvbevidsthed - erhvervet gennem universets plasmiske udvikling - pendulerer mellem følelsernes, tankernes, mødets og kreativitetens cykluser. Frihed - Månens søn. Gå ned til navleområdet - mærk stedet. Ånd med tungen samtidig. Hør musik. Lyt til de stille dryp. Hør vinden. ITI, ITI, ITI, ITI. Jeg roder i kasser under skrivebordet. Kattene Q. og R. slikker hinanden. Slås lidt. De vil have mad igen. Jeg går ud i køkkenet og lader lidt tørkost falde i deres skåle. De skubber til pakken med snuden for at komme til. Hvordan mon Freud og Jungs følelser blev til tanker, ideer og kreativitet? Bogstaver. Ord. Lastbiler. Riller. Æg. Uinteresse. Egetræer. Langt om længe. Katapult. Ville jeg ikke stille op, hvis jeg kunne mærke at nogen ønskede det? Nej, ikke altid. Jeg vil så gerne dø. Forvandling - kun mulig hvis man kan udføre den modsatte ekstrem til den situation man er i. Hvad er det mest modsatte din situation lige nu? En vandring på Cairos museer, lære tai-chi i Shandong, gå på University of California og ha det sjov? Ordene kommer fra følelserne. De passerer gennem et filter. Træk filtret op af hatten på hovedet - og lad lyset strømme frem fra det kreative mørke bagved selverindringens rum. Udskillelse. Pis. Toilet. Presse lorten ud. Den første kreative handling man ikke kan undgå at lave. Og toilettræningen. Et møde med med omgivende tankesystemers kontrol. Begrænsning. Påtvungen tidsopfattelse. Jeg er i jordskælvzonen i delstaten Maharashtra. Kæmper han mellem lig og murbrokker, og drikker the og ryger beedier på en fortovscafe i en rig forstad til Bombay. Byens vilde aber skriger ved jordskælv. Alle disse lemlæstede, og døde, lige nu. Hvad er forskellen mellem historie, fabler og drømme? Historie findes i relationer mellem lokale og globale kulturspil. Fabler findes i de kulturspil der ønsker sammenhæng for enhver pris. Drømme er de ulevede følelser, der bobler op fra maven. Selvbevidstheden bevæger sig i sprogets indre rum, når følelsesenergien optages passivt gennem drømmene. Mennesker nærmer sig. Anarkistiske blade lægger sig som det passer dem - og vinden. Biler larmer. Biler blinker. Suser jeg forbi det gamle lægehus? Træng igennem til det du kan mærke. Følelserne skaber tankerne. Mærk det sted hvor følelsen i maven bliver til tanker. Aids-angsten. Jeg går ind og leder videre. Finder den sorte japanske dragt, der er syet med brede ærmer. Lejren i de svenske skove, ved søen. At sidde stille, strække rygsøjlen mod himlen og åndedrættet mod jorden. At forbinde altet, og stoppe. Tiresias møder to slanger som han slår med sin stav. Han forvandles til en kvinde i syv år. Alle rums betydning opløses. Så begynder kampen for at blive en voksen mand:
Kønslivsmareridt.
Hvad er forskellen mellem metafor og metonym? En metafor bruges når et kulturspil skal oversætte en lille del af et andet kulturspil til noget forståeligt. En metonym er i et kulturspil - del/helhedgrundmetaforen - og kan betragtes som kulturspillets hellige handlinger. For protestanter er nadvergangen en metafor, for katolikker en metonym. For mig er en computer en metonym - et værktøj jeg bruger, og som er virkeligt i mit kulturspil. For en aboriginal fra begyndelsen af dette århundrede ville en computer være uforståelig. Og hvis en forståelse skulle blive mulig, måtte han først beskrive en computer med en metafor fra hans eget kulturspil. F. eks. en måde at udvide bevægemuligheder i landskabet - som en boomerang eller en summer. Paradigmeskift sker i videnskaber og enkeltmennesker, samfund og i det hele taget enhver population, når mennesket tillader svingning mellem tankemæssig damp og tankemæssige isbjerge. Ethvert menneskeligt forhold, en relation må gå gennem en række stadier, igen og igen, indtil de får givet hinanden nogen impulser.
NUET
Min hud omgivet af vand, gennemsigtige bløde brudflader kaster sig op i dråber. Jeg er hvor luft og vand mødes. Jeg gisper og skyder mig med kraftige stød fremad. Når jeg lukker øjnene bevæger jeg mig ikke - jeg svæver i midten af et uendeligt mørkt rum. På den anden side bevæger mine lemmer sig i vandet.
Dine tæer da jeg trækker mig op på land. Du sender bobler til mig jeg sluger dem grådigt og gylper selv et par op til dig. De svæver langsomt ud fra min mund, hviler i luften og bevæger sig ad en rolig bane ind i dig.
Jeg iklæder mig den røde bomuldsslåbrok og nynner. Du spiller sagte på en obo mens vi vandrer gennem haven op mod huset.
Roserne fylder haven med næseborsdrivhuse.
Min bærbare telefion i lommen meddeler at en overførsel fra Kina er på vej. Da jeg ikke ved hvad Kina er beder jeg om yderligere information. På verandaen skyder Ybariumskærmen op, og indgiver mig historisk bevidsthed.
Jeg går ind i den subjektive ontologi som hører til historien, og anbringer mig i tid og rum. Templer, hænder rismarker, kobbermønter på snore. Mønterne er runde med firkantede huller - jeg forstår verden således. Ybariumsskærmen suger mig ind og anbringer mig på en klippeafsats. Horison bjerge, hav sol der forsvinder bag fjerne bjerge. Dyreklokker, stemmer der råber, klokker.
Hede, gyldent lys. Orange sugende lys. Arbejdende hænder, ansigter, flydende lys hældes i form. Damp. Atter igen vand. Ybariumskærmen prøver at udskilde mig. Jeg holder oplevelsen af selvbevidsthed fast. Stemmer. Stilhed. Jeg venter.
Morgenlys. Gårdsplads. Lerklumpen splintres af store hamre.
En guldfigur. De synger lyde der gennemtrænger min ubevidsthed jeg glemmer. Jeg glemmer alt.
Ybariumskærmen synker ned. Telefionen tier. Du smiler. Bugtende klitter, sandslanger under den blå himmel, tårne omgivet af træer, uigennemtrængelige klippemassiver, floddale og regnskove skiller os.
Jeg tror jeg kysser dig.
Der er så langt til Putuo øens bjerge.
Man kommer til øen med båden fra Ningbo. En dansk færge fra 1960erne har sejlet mellem Ningbo og Putuo i 52 år. Ingen forstår de danske meddelser, der stadig står at læse på døre og halvtopløste skilte. Men min telefion kan. Den kan endda registrere alle de ord, der er trængt ind i skibets træ og metal.
Du var med mig første gang. Med hver vores telefion udsendt af Det internationale Hermeneutiske Selskab. Vi var pionerer i indsamlingen af bevidsthedshorisonter. Vi skaffede Museet uvuderlige skatte. Vi var nogen af de få der fik lov til at gå ind i den subjektive ontologi.
Vi havde også lært hinanden at kende før den subjektive ontologi var blevet for de priviligerede. Jeg modtager en boble fra dig. Den smager af lad os lave en subjektiv erindring. Jeg tøver. Vi kan søge tilbage og fortælle hvordan vi lærte at skabe os selv. Dengang du og jeg opstod som betydningens dyb. Nogle forhold betyder meget, fordi der er noget dette menneske kan lære os Andre forhold behøver bare et nanosekund at udveksle impulser, så har de ikke mere at lære hinanden. Kroppen ved hvem den kan lære hvad af. Men selvbevidstheden ved det sjældent. For det er kun gennem mødet mellem egen krop og selvbevisthed at man kan lære. Indgå i dialog. Kroppen og sproget er historie og fremtid.
II Kina hedder jeg Kong Qi.
Det indre kropssprog er vores virkelighed. Selvbevidstheden er en spiralsk kædemetafor der vikler sig gennem tunler af vekslende stof og form. Jeg skaber verden, samtidig med at du skaber verden. Vores dialog. Mit sprog påvirker dit sprog. Sprogforøgelse.
Sprogets indhold vokser ud af følelser. Følelser stammer fra det parasympatiske- eller autonome nervesystem. Kroppens metode at forholde sig til omgivelserne, uden selvbevidsthedens kontrol. Ved selvbevidsthedens dialog med de parasympatiske nervesystemer skabes en lille økologi. Kroppen reagerer, enten indad ved optagelse af den følelse der modtages, eller i afvisning udadtil.
Hvis der reageres udadtil uden at den indre følelse reflekteres og gennemleves , kommer organismen i sammenstød med den anden organisme. I et vinder-taber spil, som oftest. En dag møder kvinden Tiresias de to slanger igen. Hun slår dem med sin stav. Og bliver atter en mand. Senere blev han rodet ind i en rodet historie mellem nogle guder. Forfald fratog ham det ydre syn. Himmelen gav ham det indre syn. På selvbevidsthedens plan kommunikerer organismer i et jeg-du forhold. For at blive beriget af et jeg-duforhold må begge parter være tilstede, som selvbevidstheder. Men da man ikke kan mærke det signal man udsender, samtidig med at man modtager den andens signal må man indgå i et åndedrætsforhold. Hvis den første kan ånde helt ud, mens den anden ånder helt ind, og den første ånder helt ind når den anden ånder helt ud, sker en elektrificering af jeg-duforholdet, og kreativitet og kærlighed udløses, hvilket fører til et nyt skridt i evolutions læreprocessen: En ny selvbevidsthed.
Meget ofte sker der dog det at den ene eller begge selvbevidstheder er så bange for sat miste deres form at egenligt udveksling ikke er mulig.. Jeg, underverdenens konge, røvede dig ved kløften nær dit hjem. Slyngede dig op bag på min hest og galopperede ned i mørket. Tænk hvis Paven var i slægt med de italienske okkupationstropper der henrettede Jesus? Ville det betyde noget? Mange mennesker formår kun at være form eller stof, ikke både -og. Hvilket driver dem ind i en virkelighed uden forvandlingsmuligheder. Uden evne til kommunikation. Men hvad er det for størrelser rent sprogligt, der udgør en dialog - en kommunikation?. Man betragte grammatikkens forhold til mængder. Det er kun bevidstheder der kan kommunikere , hvilket grammatisk betyder et møde mellem jeg og du. Første og anden person ental. Ud af dette møde kommer et han, hun det. Tredje person ental. AB = Å. Dette betyder så lige pludselig at AB er blevet flertal overfor et ental Å. Å er udenfor systemet A-Z. Det er det ukendte , men mulige. Det på den anden side af det kendte. Som kun kan kendes gennem forvandling. Hvis der er flere systemer udenfor AB, opstår et møde mellem AB og ØÅ. Græsk har f. eks. en særlig endelse for totals møder. Hvis der er tre eller flere systemer på den anden side , AB overfor Æ, Ø, Å , opstår de personlige flertalsformer vi, I, og dem. ! , 2 og 3 person flertal. Og hvis der kommer noget ukendt der er fundamentalt udenfor reglerne af dualiteten vi - I, forenes vi og I, i et os overfor det fremmede:
ABÆØÅ overfor XenoV
I den hellenistiske periode bestemte solen over året, og månen over dage og måneder. Hesten under mig i vuggende bevægelser. En ældre galophest der er endt på en rideskole. Dollarboy. Jeg vil så gerne lege med den, men den er så stærk. Galoppere er vel det den godt kan lide at lege. Det vil jeg gerne lære. Det har jeg lært nu. Jeg er ikke bange for heste mere. De passer på en. De er stærke og kommunikerer anderledes. De kan også blive irriterede og forskrækkede. Og så skal man passe lidt på. Vise hesten man underviser at man kan klare situationen. Og at den skal bære en. Det er rarest hvis hest og rytter vil det samme og slapper af. Smelter man sammen. En kentaur på vej fremad... Heste er ligeså forskellige som mennesker. Nogle sprog har tre-fire-og femtal, og så videre. og har et andet forhold til mængder end os. Og dermed til relationer mellem mængder. Mødet mellem mængder er møder mellem forskellige opfattelser af omgivelserne. Og tidsdimensionerne i grundmetaforerne former opfattelsen af omgivelserne. Så at ændre sin opfattelse af omgivelserne, er at ændre sit forhold til tid. Prøv at forstille dig du sidder på en bænk. Prøv så at forestille dig du står på ski ned af en stejl bakke. Er der ikke forskel på tidsdimensionerne? Fortov. Æbletræer. Forfaldent murværk. Grus. Tvillingekattene i gråt jakkesæt, hvide skorter og sko dukker op. De vil have mad. Stryger sig op af mig. Stien til huset. Åbner gadedøren. Forlader himlen og jorden, møder taget og gulvet. Rød løber og blåt kvadrat. Går op og ned af trapper. Sætter vand over. Dufter til de forskellige teer. Vælger jasmin. Ligesom ved undervisningen i kalligrafi. Hører Duke Ellington. Trompet leger med klarinet ovenpå trommepuls og piano. Det gør mig varm at lytte til. Det gode menneske. Et øjeblik uden sprog. I en varm strøm af gode bølger. Jeg vandrer ind i musikken som i en sal af voksende søjler. Dæmpede grottefarver. Skvulp. Fugtig varme - behageligt duftende kroppe. Hjemme og tilfreds. Ligesom kysset eller at trænge ind i den våde varme kusse.
At være helt.
Det kan ikke undgåes at dette overføres til virkelighedsopfattelsen. I vores kultur ville man rent historisk kunne forklare det med at når selvbevidstheder er mast sammen på et sted, det være sig mennesker i en by eller en cellerne i urgubi i uroceanet, opstår flertalsbegrebet: “vi” overfor “du, I”. Etik er en spillemanual til hver enkelts kulturspil. Gennem etikken kan man finde ved at finde ud af hvilke handlinger man synes ens krop må foretage sig. Og hvilke handlinger andres kroppe må foretage sig. Hvis der er meget stor forskel på etik og virkelighed, har man et problem.
Den usynlige ingen ser.
Du og jeg kan diskutere et problem med hinanden og foretage os noget sammen. Finde veje til at løse problemets knude gennem dialog. Som den Gordiske Knude Alexander den Store huggede over med et sværdhug. Dialog er svær fordi vi taler ikke om det samme når vi tror vi taler om det samme. Flertals-begrebet og entalsbegrebet er dog to sider af samme sag, ligesom enhed og mangfoldighed. Nogle kulturer lægger mere vægt på det ene, andre på det andet. Men alle kulturer rummer begge størrelser, ellers ville de ikke begrebsmæssig kunne fungerer som kropslige selvbevidstheder.. Hvorfor altid kategorisere efter folk? Et folk er et sprog. Men selvom man har samme sprog, tænker man ikke den samme verden. Samme sprog, f. eks. dansk, engelsk og kinesisk, har mange sprog i sig. Ikke blot dialekter, men subkulturers sprog, og vigtigst: Det individuelle sprog. Syntaksen er vejen til grammatikken. Og har man lært sig grammatikken har man lært sig en måde at lære nye sprog.
IKKE AT VÆRE HELT
Jeg har sunget for underverdenens konge. Betingelsen er at jeg ikke vender mig om når jeg går. Ellers bliver hun til sten og jeg ser hende aldrig mere. At være bevidst om hvilken tidsdimension dialogen finder sted i. Og søge at forstå den andens måde at opbygge sine kategorier på i denne tidsdimension. Den egentlige udfordring kommer når man kommunikerer udfra forskellige tidsdimensioner. Hvis man ønsker dialog må den ene eller den anden forlade sin tidsdimension og gå ind i den andens. Og den der gør det lærer noget nyt. Overgangene mellem grundmetaforernes tidsdimensioner ytrer sig i paradoxer - i valg. I hver grundmetafor-tid er der orden. I hvert mellemrum mellem grundmetafortidsdimensioner er der uorden. Og man kan kun komme fra den ene orden til den anden, ved at gå gennem uorden - kaos. Husserl gør opmærksom på den baggrund - livsverden, eller horisont - enhver iagttagelse gøres udfra1. Kulturen oplærer os til at se en række kategorier, som danner den ubevidste baggrund for enhver iagtagelse2.
Heidegger arbejder med at videreudvikle den Husserlske fænomenologi udfra den hermeneutiske cirkel 3. Man kan ikke skille iagtagerens brug af det iagttagne fra det iagttagende “i sig selv”, idet det iagttagede altid betragtes udfra en aktiv intention. En hammer kan med Husserl godt beskrives som havende et sådant og sådant udseende, og tilhørende den og den kategori. Men ifølge Heidegger er det kun for det menneske , der har haft brug for at slå søm i, og har en overordnet delbetydningsramme af værktøjsbrug, at en hammer har betydning. Man kan også med Heidegger sige at det er først når hammeren går i stykker at man får brug for ordet. Ord og begreber betegner således muligheden for at verbalisere savn eller behov, som redskab til at få tilfredsstillet behovet. Dvs. at hammeren er en del af ens aktive vokabularium.
Heidegger relativerer således ideen om at man - f. eks. i videnskaben - kan finde summen af al væren. Vi har kort sagt ord for det vi kan mangle, ikke for det vi ikke ved vi kan mangle. Dvs. at Heidegger relativiserer at man nogensinde kan finde et absolut vokabularium.
Hos Luhmann4 kobles systemteorien og livsverdenideen. Hermed bliver det muligt at betragte en religiøs livsverden som et system. Systemer befinder sig altid i en omverden af andre systemer. Et system rummer både behovet for intern kontinuitet, hvilket viser sig dels i en lukkethed overfor omverdenen, og dels i en udveksling , hvilket kræver en periodisk åbning overfor omverdenen. Der findes i den moderne verden ingen systemer der er centrum for alle andre;alle er delsystemer omgivet af kaos. Delsystemernes kommunikation må derfor struktureres efter delsystemernes evne til at overleve, dvs. evolution. Religionens rolle er ikke at skabe fælles konsensus mellem delsystemerne5 i et stort system, men at give delsystemet en mulighed for at stabilisere sig i omverdenen, ved at indoptage og kategorisere den.
Når jeg f. eks. siger:
“... Min indgangsvinkel til oversættelse er at der i den almenmenneskelige sprogevne er nedlagt nogle formende strukturer, metaforkomplekser, der kan danne udgangspunkt for sammenligning, oversættelse og forståelse... ”(Zebra, 1994, p. 62)
og taler om en hel livsverden, og et metaplan der kan sammenligne helheder er der kun tale om midlertidige helhedsstørrelser. Mit teoretiske projekt skal således ikke i dette speciale forståes, som en tro på at oversættelse er eller kan blive mulig. Jeg mener at man tilegne sig redskaber , der midlertidigt synes at virke hensigtsmæssigt.
Hvilke følger har begrebet forudforståelse i den hermeneutiske cirkel for mig?
Foruden at beskrive kildernes historiske aspekter som forsknings-og virkningshistorien viser dem må jeg finde et metaplan, som jeg mener er almentmenneskeligt og samtidig kan afdække horisont- og livsverdensbegrebet.
Et sådant metaplan mener jeg nye forståelser af metaforer kan være baggrund forAndre myter fortæller at Tiresias så Blå Prinsesse i badet. Han blev ikke dræbt, fordi hans mor kendte Blå Prinsesse godt. Men Den Blå Gudinde tog hans ydre syn, og gav ham det indre. Et forsøg på dialog. Men dialogers art afhænger af det tidsplan, og indholdet i det tidsplan partnerne tænker i. Menneskekroppens dialoger former sig sprogligt som et fysisk møde: Man kan slås, forhandle eller gå til grunde.
Man kan danse. Man kan elske. Man kan dræbe.
Jeg hiver 1000 krone sedler op af Den Høje Sorte Hat. På nogle indo-europæiske sprog kan dette møde iagtages i de grammatiske klasser: aktiv, passiv og medium. Respektere, respekteres, respekt. Ethvert møde mellem kroppe har disse tre aspekter. At besejre, at forhandle/ udveksle, og at besejres. I Byen opførte du dig som en kold slange sammen med en såret mand med een hånd. Hvordan lyder det når een hånd klapper? En krop vil gerne overleve intakt. Det ved at der er fare når en ukendt krop mødes. På samme måde med tankesystemer. Når en krop erkender noget ukontrollerbart i nærheden, reagerer den, alt efter art, med grader af nysgerrighed og frygt. Der sker noget. Hvad er to appelsiner plus to kilometer? En kategorifejltagelse, der skaber tanketåge. Men man kan godt betragte to appelsiner, der er anbragt med to kilometers afstand. Man kan godt kombinere forskellige kategorier - men ikke lægge dem sammen. Ringe, kæde, små flagstænger, lysestager, blå-lilla sten, rav, øreringe, blå flasker, bøf med løg, flæskesvær. Går og glor på vinduer. Uden Moussa Diallos funkbas. Og med. Jeg danser alligevel.
En vis træthed. Går, går, går. Biler suser forbi. Tomme bænke, tomme bænke. Biler. Larm. Kirken, Mægtig, gammel mursten. Fastfrossen form. Vil du ikke nok komme nu ? - jeg vil gerne have at du kommer lige nu. Hvorfor er du her ikke lige nu? ! Sprogkroppens afgrænsede, kendte verden er størrere end den har ord for. Uorden. Kaos. UFOer nærmer sig jorden. En anden tidsdimension søger at manifestere sig. Men en ny orden er mulig - overlevelse for tankesystemet i en ny tidsdimension- hvis tankesystemet ændrer opfattelse af omgivelserne. Tilpasser sig den nye hastighed, eller tvinger omgivelsernes hastighed til at følge egen. Eller søger dialog i et forsøg på forståelse. Jeg elsker dig B. Elsker dig, elsker dig. Hvordan gør tankesystemet så det? Det lærer sig et nyt sprog som kan rumme det hidtil ukendte. Et nyt grundmetaforplan - en ny tid. Og kroppen kan igen være tryg i en ordentlig verden. Hvor sprog og omgivelser bevæger sig med samme hastighed. Eller den besejrer eller besejres, og beholder således sit gamle sprog. Men lærer ikke en ny tidsdimension at kende. Hvordan læres et nyt sprog? Gennem paradoxet. At være fanget mellem grænser, og vide at der er noget på den anden side af grænserne. Hvad er der hvor universet holder op? Hvad er der hvor Universiteterne holder op? Paradokset er mellem ens eget sprog, og det sprog man ved er derude på den anden side af grænserne. Valget mellem det gamle og det nye. Fordi Tiresias både havde været mand og kvinde blev han dommer i en strid mellem Lynilds og Bjergets Indre Mor. De to var uenige om hvem der havde mest glæde af samlejet. Og Tiresias sagde at kvinden havde ni gange mere ud af det end manden. Bjergets Indre’s Mor blev vred og lukkede hans øjne. Men Lynild gav ham indre øjne at se med. Jeg vælger at betragte dig som et sammenhængende krops-og sprogbillede, der kan give mig sanse-eller tankeoplevelser. Ligesom jeg vælger at betragte dine meget forskellige, og ofte modstridende handlinger som resultat af eet system.
Hvilken stilhed i denne kinesiske æske
Hvilket rum i dette måneformede atom
Jeg inviterer dig med til vores egentlige hjem
et øjeblik i lysordets tigerøje
Mellem flodbølgen og eksplosionen
kan vi begynde
her i tungens bløde mørke
hvor vi er nøgne og parat til udviklingens
tornekrat
i længslen lærer vi hvor vi skal søge
hjerteslaget
det nye
Måske er du allerede holdt op med at lytte
tænker
jeg ved hvad han vil sige
stop
du må høre mine ord før de blev skrevet
hvis du virkelig elsker mig
ligesom vinden gør det og de sidste solstråler
før natten
Ser du
billeder i himlen
Elektriske funklende lykkelige
morgen
hos din elskede
sommeraften på cykel
ud i havets blå og grønne væske
Når du drikker af duggen
der bryder frem når du græder
længe
som en tung sky over bjerge og basilikum
når du har mistet
dråben
der svømmer i fryd over sin egen form
Før den forsvinder i en munter smertefuld
vuggende evighed
Sådan er denne dag under tolv tegns blinken
ti globers drønen
og mælkehavene i det mørkeblå
jeg er bevægelsen fra side til side
Ved graven hos dem der tror de skal genopstå
og på jorden hos dem der bliver brændt
I de få glimt af mulige kærtegn der tilkæmpes
når de nu ikke kommer af sig selv
Jeg er den der udvikler sig
atter og atter
hun svarer
Jeg ved hvad du vil sige
Det er umuligt at elske
den man tror man kender
Man kan kun vække oplevelsen
af at der virkelig er
en anden udenfor
Og at mødet med den anden
rent fysisk kan forædle verden
Jeg ved ikke hvad du vil sige
derfor lytter jeg
Det er det eneste en elskende gør
lytter til alt den anden frembringer
Om den anden så er
himlen, havet, øjenene, hænderne
brysterne træerne musklerne dyrene
duftene drømmene
spejlbilleder af dine egne spejlbilleder
Og så kan det ske at du stopper
Jeg stopper
Stop
på en rul
letra
ppe
dykkerfødder dobbeltdækkere
elefanter slædehundeforspand
bevægelser retoucherer
vore verdensbilleder hver gang de synes at
hænge sammen
en bevægelse vi prøver at standse
fordi hjerteslagets og åndedrættets
beruselse ikke tilfredstiller os
Stop
Jeg søgte solen - jeg indrømmer det
Jeg ville være en eventyrprins
Så blev alt sort Biler. Bildøre der lukker. Husmure. Mand der ordner tagrende stående højt på en stige. Koboltblå farvespande. Lyseblå kappe sort hue. Hvide sko, ældre indfaldent ansigt. Grå himmel. Billarm. Har glemt noget. Går tilbage.
Majs, grapefrugt, blommer, bønner courgetter, æbler, avocado, porrer. Babymad, minalvand, opvaskebørste. Der lugter af varm leverpostej. Biograf. Vinduesudstilling. Danmark. 1941.
Vilhelm Buhl. Ingen sabotage. Men læs brevet mellem linierne. Eller Hvem Hvad Hvor for 1941. Der var mange der holdt på tyskerne. Jeg ser Den B. lå Prinsesse køre i limousine. Hun smiler stolt og hård. Og er så fin så fin. Hun har pels på. Måske sidder der nogen ved siden af hende. Det er uretfærdigt. Hun var min. Er du stadig min ? Læreprocessen er sprogets forvandling. For at undersøge sprogets forvandlings-muligheder beskriver jeg mit tidbegreb. For forvandling er tid. Hvis man har prøvet at blive skudt ned i et jagerfly, er man ikke bange for mennesker. Hvis faldskærmen holder. To grundideer om transformation af stof synes at være væsentlige: Den seksuelle og den sjælelige. Den seksuelle, der mener at alt vokser, og at metaller og andre stoffer har en befrugtende sjæl, der vokser når den møder det legemlige urstof - som kornet der møder jorden, og vokser - som børn der vokser i kvinden når manden og kvinden har elsket.
Kort sagt ved at tilsætte en smule “han”-stof til et “hun”-stof fødes et ædlere “det”-stof. Jeg savner din smukke krop mod min, B. Den sjælelige forklarer at stoffet - blyet - må opløses - dø - for at forædles. Blyets sjæl må fordampe ved opvarmning en gryde. Og en ny ædlere guldsjæl kan trænge ind i materialet, der er tilbage i gryden efter fordampningen. Der kan her både være tale om konkrete fysiske handlinger - og om indre processer - i lighed med den kinesiske taoistiske alkymi. I begge tilfælde er det der bliver tilbage efter blysjælens fordampning - prima materia - eller det undfangede barn i kolben - meget vigtigt. Et kaosstof som er istand til at forvandles - vokse som et barn eller tiltrække en ædlere
(guld) sjæl. Selve ordet alkymi er nok knyttet til denne forvandling, idet ordet etymologisk stammer fra“km”, der på ægyptisk/koptisk betyder sort. Man regner med at dette skyldes nilslammets sorte farve, hvorfra kornets guld voksede frugtbart. Man må have stoffer der kan forvandle, f. eks. guddommeligt vand - eller et filosofisk æg. Dette stof kan give frugtbarhed i det frugtbare kaos. Man må have en kolbe - en gryde - til at foretage det store værk i. Mange af tegningerne af disse instrumenter er vanskelige at forstå. Der kan være tale om afbildninger af menneskets indre krop - som man kan se det i indiske kundalini-illustrationer og kinesiske alkymiske værker. Vi drikker birketræsaft. Et kort sekunds lykke. A+B= Æ, Ø, Å. Men Lynild var bange for at den samme skæbne han havde givet sin fader skulle overgå ham selv. Han slugte det barn Jorden ellers havde forudbestemt skulle være hans efterfølger. Og han bar selv på væsnet, og det blev til et vældigt dyr - Den Vingede Hest, Den Vingede Hest. Mærker du vinden suser ? Men uden rigtige menneskebørn, hvad er det hele så værd? , tænker bedstemoderen. Dialogens forsvinden. Nedturen. Ensomheden. Paradoxet.
Evighedens cykliske gentagelser. Forsøg. Duer ikke. Væk. Nyt forsøg. Duer ikke. Væk. Nyt forsøg. Duer ikke. Væk. Nyt forsøg. Duer ikke... Og aldrig helt væk - fordi man må forsøge. Ønsket om kontrol. Du må godt gå! Jeg venter på dig. Den røde kvinde i sort cirkel. Med N. på ski og på klipper. Følelsen af at lære. Respekt for vækst og dialog. En god ven.
Endelig. Bandet - musik. Guitarens rå vokseværk. K. og O. på Øen - omgivet af mænd med sorte masker. Kong Ashokas klippe-edikter. Indhuggede i sten, da buddismen bredte sig - også ind i den vestlige kulturkreds. Mange af de historiebøger der omhandler området omkring Middelhavet i perioden omkring år nul efter vores tidsregning,
viser den som en kedelig forfaldsperiode. Før kristendommen, efter den ædle græske oldtid og før den stærke romerske oldtid. Men denne periode var hverken særlig græsk eller særlig romersk eller særlig kristen. Den var multinational. Der kom et fælles rigssprog
- koinegræsk - i den østlige del af Middelhavet. Og langt ind i Asien, hvor Alexander den Stores stærke hær havde overvundet vældige riger. En blandingskultur af ægyptiske, græske, fønikiske, syriske, babylonske, persiske, indiske, afrikanske og tyrkiske kulturer. Den blå kærhøg flyver igen. Læs bogen igen og igen. Lån mig dine vinger. SE! Du har vinger du kan miste! Vi kommer til at leve sammen, og få mange børn. Hvis du vil. Vil du? Vil du-vil-du-vil du-vil du-vil du? Jeg forbereder mig på endnu en vejrtrækning. Nu kommer den. Nu kommer du til mig, min kære B. , fra dit fjerne land. Kom nærmere. Nærmere. Drik min ords åndedræt. Lad mig drikke dit. Vi ånder den samme luft. Vore lunger mødes. Vi ser den samme sol, og samme måne. Vore syn mødes. Vi mærker vore følelser for hinanden.
Vore sprogs urgrunde mødes. Jeg ælter din krop - din hud smelter ind i min hud - i varme og fugt og hengivenhed. Du danser og flimrer indeni mit indre rum. Uden for tid og rum er mit indre rum. Ingen kausalitet. Hold nu op med det pis. Du var min bedste ven i mange dage. Dette er mit forsøg på at vække din interesse igen. Kan jeg få din nysgerrighed til at danse? Du elsker bøger, så måske prøver du at finde mig. Igen. Igen. Udvekslingen mellem sanser. Og sproget er en sans. Kun den biologiske viljes lys. Kun selvbevidsthedens mørke. Selvbevidstheden - deres mødes skygge. Hvem laver skyggen? Solen eller formen? Sammen. Din skygge er mig, og min skygge er dig. Og jeg elsker dig for tid og evighed. Stay in the
beginning. Jeg kan mærke, at jeg er indeni dig, og, at du er indeni mig. Lys og gravitation. Nyt liv. Sammen. Når to selvbevidstheder har justeret sine tidsdimensioner med hinanden kan de indgå i nye dialoger. Med et fundament af: Jeg er ikke alene, det er udviklende at være sammen. Den ydre verden er et laboratorium, hvor man kan skabe hvad man formår at tænke. Men hvad man vil er begrænset af hvad den indre udgave af den ydre verden. Grænserne kan forandres. Indenfor og udenfor. Nye rum. Nye tider. Aldrig mere drømme alene. Men måske har jeg levet på en måde siden som forhindrer at du kan elske mig - måske elsker du mig bare ikke mere - og vil bare ikke have noget med mig at gøre... Det håber jeg ikke - hvis du nogensinde har elsket mig, hvad jeg tror du har , så gør du det stadig væk et eller andet sted. Jeg må godt ! Du venter på mig. Den grønne mand i sort cirkel. Lad Tid og Blå Prinsesse forene sig. Så kan vi elske igen. Lad der blive lys. Og der blev lys. I maven. Det er vådt og tåget udenfor. Skal jeg til den koncert? Jeg tror jeg skal til koncert. Klædt i sort. For at få alle elementer med. For indeni er jeg en regnbue med en særlig varm rød, dyb gul og himmelnatsBlå. Måske kan jeg glemme bare eet sekund, at vi ikke kunne finde hinandens tidsdimensioner. Men nu kan vi, fordi jeg har lært bønnen at kende! Det blev spået Lynild at han ville få et barn med Visdommen som ville dræbe Lynild for at overtage hans plads. Lynild tog barnet ud af Visdoms mave, og lod det vokse i sit hoveds moderkage. Og da barnet havde vokset sig stort lod han Bjergets Indre kløve sin hovedskal, og Den Blå Prinsesse sprang ud. Men Lynild helede såret i sit hoved og beholdt sin magt. Og Lynild har i sin datter Blå Prinsesse - en glæde til alle dage. Bare blåt. Bare blot. Bare blåt. Bare blot.... Velkommen til din drømmetid... Essentielt at vågne sammen. Det er nat. Floden flyder stille. En bils projektører åbner mørket og farer forbi bladløse træer. Vindues- viskere fejer støvregnen bort i tunge pibende strøg. Mesterkaligrafen lader pennen suge blæk... Da Tidens lem faldt i havet blev der skabt andre væsner end Den Blå Prinsesse på muslingeskallen. Alle havets væsner
stammer fra lemmet. Havfruer med de smukkeste øjne og de eleganteste fiskehaler, søheste der bevæger sig lodret gennem vandet ved hjælp af ind-og udfoldninger af fraktalhalerne. Og Havets Konge regerer i et mægtigt tang-og klippeslot. Jeg elsker dine hænder. Han sørger for glæde og frugtbarhed i havet, sammen med sine mange dronninger.
Tilgavn for fiskere: Q123456789!+Husk Ó ¤ (&) = ?! ¤ øjeblikkets fysiske rum ¤ Hvad vil “og” sige ? = NouV= AgaqosDaimon Æ Bifald, bifald + sum, es = Utnapishtim, Atramhasis = ØZXC > abraxaV ø Adonai Sebaoq +(Abl anaQanalBa )¨ åpoimandrhV + AW ´ IcquV = 10987654321 Jeg elsker dig - B. i det uendelige øjebliks rum
ÓTen Hearts Spaceship, 1994. Tak til Macintosh Classic II, Epstein
Du kan komme i kontakt med mig gennem: lingzhi999@hotmail.com