Christian Svendsen

              Karl Raymond Popper blev født i Wien i 1902, og døde i London 1994. Hans forældre var født ind i jødisk tro, men blev døbt (protestantisk) før de fik børn. Faderen var advokat, og intellektuel (hjemmet rummede et omfattende bibliotek med skønlitteratur og filosofi, foruden et godt flygel og et musikbibliotek) og deltog i velgørenhedsarbejde for fattige. Faderen var desuden frimurer, og politisk set liberal, og skrev bl.a. politiske satirer, og havde af disse grunde et anstrengt forhold til det østrig-ungarnske regime. Popper voksede således op i et stimulerende intellektuelt miljø i det multietniske, kulturelt rige Østrig-Ungarn, der dog også efterlod ham stærke indtryk af tidens udbredte fattigdom.

              Da han var 12 år startede første verdenskrig, som han senere (f.eks. i Det åbne samfund og dets fjender, kapitel 16, sektion 2) så som et af de afgørende knæk for den internationale arbejderbevægelse, da franske, engelske og tysktalende arbejdere ikke formåede at opretholde deres solidaritet, men tværtimod blev grebet af krigsnationalismen, og endda fortolkede denne marxistisk. Han genkalder sig i denne periode blandt andet diskussioner med sin fader, på baggrund af litterære studier, om ikke at skændes om ord og deres betydninger, fordi sådanne diskussioner ikke fører nogen vegne. Han mente selv, at hans senere modstand mod metodologisk essentialisme fik sin grund her (essentialismen er en lære om, at alle fænomener har bagvedliggende skjulte essenser eller sande naturer, som visse mennesker kan erkende intuitivt, og som kan formuleres i definitioner. Se f.eks. diskussionen her i bogen, i kapitel 3, noterne 21-31, og den dertil hørende tekst, og hele sektion 2 i kapitel 11).

              Efter krigen indskriver han sig på universitet, og begynder et meget aktivt studenterliv med med vidtfavnende studier, indenfor bl.a. historie, litteratur, filosofi, medicin, psykologi, men først og fremmest matematik og fysik. På trods af tidens fattigdom og politiske hårde miljø, så husker han også denne tid som fuld af debatter, musik, bjergvandringer, og drømme om en bedre verden. En kort overgang er han kommunist. Han bliver dog drevet væk af den marxistiske dogmatik, men fastholder i nogle år en stærk beundring for socialdemokraterne som vækker arbejderne til deres "historiske mission" for skabelsen af en bedre verden: "Jeg forblev en socialist i adskillige år, selv efter jeg havde forkastet marxismen, og hvis man kunne forestille sig en socialisme kombineret med individuel frihed, så ville jeg stadig være socialist. For intet kunne være bedre end at leve et beskedent, enkelt og frit liv i et egalitært samfund", skriver han næsten 50 år efter i sin selvbiografi.

               I 1919 hører han en forelæsning af Einstein, og bliver slået af dennes holdning til sin forskning. Einstein hævdede, at han ville anse sine teorier for at være uholdbare, hvis de blev tilbagevist af visse tests. Popper mente han selv hans senere idé om den sande videnskabelige holdning stammede herfra: Idéen om, at videnskab går ud på at søge at falsificere, dvs. tilbagevise, hypoteser snarere end at prøve at verificere dem. Udover sine intellektuelle studier uddanner han sig i denne periode (1922-1924) også som møbelsnedker. Han anså senere sin mester i dette fag, Adalbart Pösch, for at have været én af sine vigtigste lærere. Denne havde ikke blot stor historisk viden, men stod for ham som en elev af Sokrates - ét af hans virkelige idealer. Pösch indprentede ham betydningen af intellektuel beskedenhed, og at diskussion og kritik er vigtigere end akkumuleret viden, fordi man aldrig kan vide tilstrækkeligt. Popper arbejder i denne periode også med musikkomposition, og overvejer at bliver komponist; og han beskæftigede sig med mentalt syge børn, under overopsyn af den betydelige elev af Freud, Adler. I 1925 begynder han at studere på et nyoprettet pædagogisk institut, hvor han møder sin kone, der er en medstuderende.

              Et afgørende brud med socialdemokratiet kommer i 1927, da politiet skyder og dræber adskillige demonstanter og tilskuere ved en socialdemokratisk demonstration. Popper lægger skylden for disse drab på de socialdemokratiske anførere, fordi de i deres agitation havde fastholdt, at som følge af den marxistiske udviklingslov kunne en voldlig revolution blive nødvendig. Gennem deres dogmatiske tro havde de derfor været med til at fremprovekere en reaktion fra styrets side, ved at undergrave tiltroen til demokratiet. I samme periode med politisk vold vokser også racismen, og Popper ser allerede nu den totalitære fascistiske reaktion (der allerede har vundet i Italien) vokse frem. I 1928 godkendes hans doktorafhandling, der bar navnet: "Om metodeproblemerne i tankens psykologi" og i 1929 tager han en lærereksamen i matematik og fysik/naturvidenskab for gymnasiet.

              Fra og med 1926-27 har han en vis kontakt med folk som Herbert Feigl og Rudolf Carnap, der var medlemmer af den såkaldte Wienerkreds - en gruppe videnskabsmænd og filosoffer, der kom til at danne kernen i den logiske positivisme, og som i 1929 trådte frem som en egentlig bevægelse, med folk som for eksempel Moritz Schlick, Otto Neurath, Ernst March, Carnap og til en vis grad Wittgenstein. Da Popper's første vigtige bog (Forskningens logik (Logik der Forschung), Wien, 1934) drejer sig om et centralt problem for Wienerkredsen - demarkationsproblemet: Hvordan man skelner metafysik fra videnskab - må kredsens holdning skitseres meget kort: Metafysik beskrives som filosofiske påstande om verden, der alene er opnået gennem tænkning. Disse påstande er ikke falske, men meningsløse. Den positive viden grundes derimod enten på påstande af rent logisk art (som matematik eller ren logik, der ikke siger noget om verden), eller på påstande grundet i sanseerfaringen (eller logiske funktioner heraf). Gennem verifikation ved hjælp af sanseerfaring er det muligt at afgøre sandhedsværdien af sådanne påstande. Induktion - slutning fra enkelte fænomener eller begivenheder til generelle love - er således et underforstået grundlag for Wienerkredsens løsning af demarkationsproblemet.

              Forskningens logik behandler blandt andet dette demarkationsproblem, som han dog formulerer som spørgsmålet om, hvordan man afgrænser videnskab fra pseudo-videnskab. I denne bog fremsætter han første gang klart sin opfattelse af videnskaben som en kritisk metode (som Einstein's) med tre trin: 1/ der findes først et problem, der skal løses. Dette problem formuleres så klart som muligt, hvorefter man fremsætter de mest dristige hypoteser, som ens fantasi tillader, til dets løsning 2/ Derefter kritiserer man gennem diskussion, iagttagelser og eksperimenter den fremsatte hypotese, idet man søger at finde ud af, hvad man vil anerkende som en tilbagevisning af hypotesen. Kun hvis man anerkender noget, der kan tilbagevise hypotesen, er der tale om videnskab. 3/ Hvis man ikke formår at tilbagevise hypotesen, så antager man den som det bedste svar på problemet hidtil, men uden at se den som endegyldig. Hvis den tilbagevises begynder man forfra med processen. Ved at udgå fra et sådant krav om falsifikation, og kravet om brug af en forsøg-fejl metode (trial and error), afviser Popper induktion, da han mener den logisk set ikke er mulig: Man kan ikke udlede universelle love af et endeligt antal enkeltstående påstande eller enkeltstående begivenheder. Man kan højest nå frem til foreløbige løsninger, som man må fortsætte med at prøve på at falsificere: "For vi kan aldrig rationelt etablere videnskabelige loves sandhed; alt vi kan gøre er at teste dem strengt, og eliminere de falske (det er måske kernen i min The Logic of Scientific Discovery). Derfor bibeholder alle videnskabelige love for altid en hypotetisk karakter; de er antagelser" (Det åbne samfund og dets fjender, kapitel 25, note 8). Pseudo-videnskab er videnskabelige hypoteser/teorier, der (som Marx', Freud's, Mannheim's) er altomfattende, som ikke tillader falsifikation, og som ser alt som en bekræftelse af teorien - dvs. hypoteser, der ikke kan tilbagevises, men som altid kan henvise til egne påstande eller til hjælpehypoteser for at få deres teori verificeret.

              Popper mener, at videnskaben bevæger sig fremad ved hjælp af fejl (falsificerede hypoteser), af den lære vi drager heraf, og af de nye problemer/spørgsmål, der opstår når en hypotese er blevet falsificeret. Dette princip lader han i Det åbne samfund og dets fjender også indirekte gælde indenfor det politiske område: "Og politikerne bør med iver søge efter de onder som deres handlinger nødvendigvis må skabe, i stedet for at prøve at skjule dem, eftersom en ordentlig bedømmelse af konkurrerende onder ellers bliver umulig" (kapitel 18, note 4). Én ting bibeholder Popper dog fra Wienerkredsen, nemlig idéen om, at alle videnskaber, for at være videnskaber, må følge samme logiske metodiske principper, hos ham altså princippet om falsifikationen. Der kan således ikke skelnes mellem ånds- og naturvidenskab, som Dilthey f.eks. gjorde, men kun mellem videnskab og pseudo-videnskab (Popper skelner dog mellem generaliserende videnskaber og historiske videnskaber. Men denne skelnen synes ikke at være mellem ånds- og naturvidenskab, snarere er der tale om et skel, man kan indføre i enhver videnskab, der således alle har begge disse vidensaspekter: "Nu kan de videnskaber, der har denne interesse for specifikke begivenheder og for deres forklaring, kaldes de historiske videnskaber, for at skelne dem fra de generaliserende videnskaber" (Det åbne samfund og dets fjender, kapitel 25, sektion 2).

              Popper mener, at sandheden findes som mål, og virkeligheden (såsom tid og rum) eksisterer, men at det er meget usandsynligt, at vi kan nå sikker viden om den - for vi kan aldrig være helt sikre, idet induktion principielt set er umulig. Popper er altså realist (der findes en virkelig verden udenfor vores opfattelse af den) og videnskabens grundlæggende problem er, hvordan vi kan opdage og udforske denne verden. Vi kan ikke starte fra sanseindtryk, fordi menneskets sanse- og tænkeapparat er fuldt af fælder. Men vi kan heller ikke udgå fra den rene tanke, for selvom vore teorier skabes aktivt af vore sind og ikke gives os direkte af virkeligheden (de overgår "erfaringen"), så har den rene tanke ikke direkte forbindelse med den ydre virkelighed. Den eneste sande videnskabelige metode er derfor at følge princippet om, at vore hypoteser må kunne falsificeres gennem iagttagelser, eksperimenter og diskussion, for dermed bringes vor rene tanke direkte i kontakt med virkeligheden gennem tests. Navne for denne metode bliver senere kritisk rationalisme eller hypotetisk-deduktion. Bogens grundlæggende resultat, som Popper fastholder hele livet, er, at videnskab ikke er akkumuleret viden, men en kritisk metode.

              Wienerkredsen havde dog også gennem sit kontaktnet stor positiv betydning for Popper, bl.a. gennem det kendskab han fik til Gödel og fremfor alt Tarski, hvis sandhedsbegreb og logiske semantik senere fik afgørende betydning for hans tænkning.

              I 1935 kommer Popper til England flere gange, og holder bl.a. forelæsninger i Bedford College, London og andre steder. I Oxford møder han fysikeren Schrödinger (ham med katten) som i øvrigt efter krigen bliver Popper's faste diskussionspartner indtil 1960. Han opfordres under disse ophold til at søge en stilling som lærer i filosofi på University of New Zealand (Canterbury University College). I 1936 møder han Bohr i København i forbindelse med den berømte konference dér.

              Desillusioneret over den fascistiske udvikling i Tyskland (og Østrig), og de vestlige demokratiers eftergivenhed (Hitler tog Rhinlandet tilbage i 1936) og Folkeforbundets magtesløshed overfor de totalitære stater drager han til den fjerne udpost i det britiske imperium, New Zealand i foråret 1937. I marts 1938 marcherer Hitler's tyske tropper ind i Wien, og dette får Popper til at begynde denne bog, Det åbne samfund og dets fjender, og samtidig den kortere Historicismens elendighed. De totalitære samfundsfilosofier truer friheden og demokratiet. Anførerne for de socialdemokratiske bevægelser, som han selv havde troet på, og naturligvis for marxisterne, har svigtet, og ladet fascismen komme til, i deres tro på, at denne bare var et nødvendigt stadium på vejen til socialismen. Derfor må både marxismens og fascismens filosofiske grundlag udforskes og kritiseres. Grundlaget for fascismen og marxismen finder Popper i det, han kalder historicismen, dvs. en historisk determinisme: Verdenshistorien udvikler sig efter en plan, som vi ikke kan ændre. Historicisten mener, at det er samfundsvidenskabens opgave at opstille reglerne og lovene for denne plan, så menneskeheden kan indrette sig efter den, lave profetier om den, og hjælpe denne proces, så det ideelle samfund kan opstå (eller genopstå). En særlig gruppe udvælges oftest til at være den ideelle plans værktøj og mål, uanset om der er tale om en samfundsklasse, en kaste, en race eller en anden gruppe. I sine studier af historicismen opdager Popper, at den er knyttet sammen med en essentialisme. Han føres dermed tilbage til Heraklit, Platon og Aristoteles. Han mener, at deres essentialisme skyldes en erkendelse af, at alting forandrer sig, og at denne erkendelse så igen skyldes, at disse filosoffer levede i en tid med intens forandring af samfundet, fra det stabile, lukkede stammesamfund, til et dynamisk åbent samfund. Denne kamp mellem på den ene side ønsket om at standse forandringer og skabe eller genskabe et stabilt samfund, og på den anden side et dynamisk åbent og demokratisk samfund (materialiseret i kampen mellem det totalitære Sparta og det demokratiske Athen), ser han som baggrunden som sin samtids (anden verdenskrig) kamp mellem de totalitære og demokratiske stater.

              Hos de tre nævnte klassiske filosoffer finder han det essentielle (og essentialistiske) grundlag for den moderne totalitarismes fader Hegel. Og fra Hegel føres dette grundlag videre dels til Marx (som Popper dog i meget høj grad menneskeligt set betragter positivt) og til de fascistiske teoretikere. De forskellige former for historicisme er således knyttet til forsøget på at genskabe eller fremhjælpe bestemte essensers rene manifestation, for at frembringe det ideelle samfund. Arbejdstitlen på værket er: "False Prophets: Plato - Hegel - Marx". I Det åbne samfund og dets fjender og den kortere mere filosofisk koncentrerede, og mindre historiske Historicismens elendighed gennemanalyserer han historicismen og kritiserer den. Begge bøger betragtede han siden som sin krigsindsats. Og Det åbne samfund og dets fjender betragtede han desuden også som en generel introduktion til den vestlige verdens samfundsfilosofis historie.

              Det åbne samfund og dets fjender er skrevet i en dybt personlig tone, og man følger Popper's tanke, der undertiden når næsten hypnotisk bevidsthedsstrømmende karakter, omend den altid er logisk, og argumenteret. Det helt grundlæggende synspunkt synes at være, at ens opfattelse af hvad viden er, bestemmer ens politiske opfattelse. Men ens opfattelse af hvad viden er, er et spørgsmål om tro: "så problemet [kan] ikke bestå af valget mellem viden og tro, men kun mellem to former for tro. Det nye problem er: Hvilken er den rigtige tro og hvilken er den forkerte tro? Det jeg har prøvet at vise er, at valget som vi står overfor står mellem en tro på fornuften og på menneskelige individer, og en tro på menneskets mystiske evner, gennem hvilke det er forenet med et kollektiv; og at dette valg på samme tid er et valg mellem en holdning, der anerkender menneskehedens enhed og en holdning, der opdeler menneskene i venner og fjender, i herrer og slaver."

              De to modpoler i den vestlige videnstradition opstilles altså meget skarpt. På den ene side det lukkede samfunds falske profeter Platon, Aristoteles, Hegel og Marx, med deres drømme om et stivnet kollektivistisk idealsamfund, deterministisk bestemt af naturens ubønhørlige love. De kræver utopiske og dybtgående forandringer af samfundet i overensstemmelse med deres idealer. På den anden side det åbne samfunds forkæmpere Xenofanes, Sokrates, Kant og Russell, der med deres kritik og åbenhed muliggører det demokratiske, liberale samfund, som indeterministisk udvikler sig gennem diskussion og kritik, og som bygges på institutioner, der beskytter friheden og menneskenes forskellighed ved kun at acceptere trinvise mindre ændringer, der kan kontrolleres og aldrig skader for meget. Det lukkede samfunds profeter sættes således i forbindelse med en pseudo-videnskabelig ikke-falcificerbar, irrationel holdning, mens det åbne samfunds forkæmpere forbindes med forsøg-fejl metoden, og dermed med falsifikation og rationalitet.

              Troen på et lukkede samfund er forbundet med en dyrkelse af det perfekte samfund og det perfekte menneske. Trosstifteren - filosoffen, føreren, herskeren, digteren, mystikeren - formodes at have evnen til at erkende naturens eller historiens plan og derfor ved, hvordan det perfekte og lykkelige statssamfund skal se ud, og hvilke perfekte, udvalgte mennesker (bestemt af nationalitet, race, kaste, klasse), der skal skabe det og leve i det. I det lukkede samfund er moral derfor det, der gavner den udvalgte gruppe, og fremmer, eller formodes at fremme, skabelsen det ideelle statssamfund.

              Troen på det åbne samfund er derimod forbundet med (den realistiske) erkendelse af, at mennesker ikke er perfekte, at vi begår fejl, at moralske problemer ikke kan løses, fordi vi er forskellige og at det perfekte samfund ikke er muligt, selvom vi med rationalitet kan skabe et samfund, der mindsker lidelsen for flest muligt.

              Det åbne samfund og dets fjender blev færdig i 1943. Men først to år efter udkom den, som følge af hjælp fra Professor E. Gombrich og lederen af London School of Economics, Friedrich van Hayek. Bogen fik meget, meget hård kritik, og selve idéen om det åbne samfund og dets videnskabelige, kritisk rationelle tilgang til livet druknede næsten i fagkritik fra specialister i Platon, Hegel og Marx. Et eksempel herpå kan findes i Popper's forsvar (se Tillæg 3) mod en særlig omfattende kritik (en bog på over 600 sider, der også blev udgivet 1945) fra en Platon-specialist, Professor Levinson. Friedrich von Hayek tilbyder samme år Popper et lektorat på London School of Economics, som han tiltræder i 1946.

              Det åbne samfund og dets fjender og Historicismens elendighed havde været værker, der lå udenfor Popper's centrale filosofiske interessefelt. Og selvom han fortsatte med sine historiske og politiske studier (til en vis grad tvunget hertil af den hårde kritik), så vendte han nu mere tilbage til sine studier af de videnskabsproblemer, der var knyttet til fysikkens, matematikkens og logikkens områder. Især spiller problemerne angående sandsynlighedsberegninger, blandt andet knyttet til de filosofiske problemer i forbindelse med kvantemekanikken og den klassiske fysik, en stor rolle i hans teoretiske arbejder efter krigen. I 1949 bliver han professor på London School of Economics, med logik og videnskabelig metode som særligt område.

              I 1950 besøger han USA, og giver forelæsninger på University of Harvard, hvor han møder Einstein og Bohr, der begge kommer til nogle forelæsninger. Men han foruroliges af heksejagtstemningen - McCarthyismens jagt på kommunister - og indser, at selv et så rodfæstet demokrati som det amerikanske kan blive til et diktatur.  

              En forelæsning Popper holder i Heidelberg i 1961 fører til den såkaldte "positivisme-strid" mellem Popper's kritiske rationalismeskole og den dialektiske Frankfurterskole, først og fremmest repræsenteret ved Adorno og Jürgen Habermas. Ét aspekt af denne strid gik ud på, om man kan forudse ny viden. Popper mente ikke, at man kan forudse udviklingen af ny viden ud fra sociale forhold. Jürgen Habermas mente derimod, at der fandtes en sammenhæng mellem viden og sociale forhold, skønt det ikke nødvendigvis betød, at man derfor kunne forudsige løsninger på samfundsmæssige problemer. Popper kritiserede synspunkter, der forbinder viden og sociale forhold (et synspunkt, han kalder sociologisme) i hele kapitel 23 ("Vidensociologi") i Det åbne samfund og dets fjender. Et andet aspekt af striden var, at selvom både Popper og Frankfurterskolen var enige om, at naturvidenskabernes og samfundsvidenskabernes metodologi burde ligne hinanden, så var de stærkt uenige om hvad, der skulle betragtes som videnskabelig metode. Og mens Jürgen Habermas mente, at samfundsvidenskaberne kan være politisk neutrale, så var Popper fundamentalt set af den opfattelse, at intet synspunkt kan være værdineutralt, og at al videnskab derfor bør indgå i den mellem-menneskelige videnskabelige kritik, for ikke at ende i dogmatik.

              Fra og med begyndelsen af 60'erne vandt Popper virkelig stor respekt i meget vide kredse: Udover hans åbenlyse kvaliteter kan det skyldes, at han af den "frie verden" blev set som den liberale filosof, der havde leveret en sønderknusende kritik af marxismen, og dermed af den totalitære fjendestat Sovjetunionen. Han adles i 1964. Den sidste reviderede udgave af Det åbne samfund og dets fjender (som er kildeteksten til denne oversættelse) udkommer i 1966. Tillæg og reviderede noter gjorde det således muligt for Popper at opdatere sine synspunkter og tilføje nye, så denne sidste udgave kan siges at rumme også nye tanker og nyt materiale frem til 1965. Det åbne samfund og dets fjender modtog i 1976 Lippincott Award of the American Political Science Association.

              Popper fortsætter indtil sin død i 1994 med på et utal af måder at formulere sit grundlæggende standpunkt: Søgen efter sikker viden må opgives - sikkerhed i videnskaben er umulig - fordi det logisk set ikke er muligt endegyldigt at fastslå en teoris sandhed (selvom det er muligt at fastslå enkeltsstående udsagns sandhed, og selvom sandheden findes). Fremtiden er videnskabenligt set og politisk set åben. Vi skaber viden og historie ved vores fantasi, og vi sikrer rationaliteten og friheden ved hjælp af kritik og diskussion, og trinvise eksperimenter. Vi kan aldrig være sikre på, at vi endegyldigt har fundet sandheden, selvom vi kan komme den nærmere - alt er muligt. Og derfor har vi en pligt til at opbygge institutioner, videnskabelige og politiske, der beskytter rationalitet, frihed og fri diskussion.

              Det bør måske nævnes, at Popper ikke selv synes at have været særlig god til at tage imod kritik. Nogle elever på London School of Economics kaldte ham den totalitære liberale (the totalitarian liberal), og han synes således at have kombineret en enestående evne til formulere en visionær demokratisk vidensteori, der bygger på gensidig kritik og diskussion, med en personlig vanskelighed med at følge en sådan.

              Mange er blevet påvirket af Popper. Blot to eksempler skal nævnes: Imre Lakatos og George Soros.

              Imre Lakatos (1922 - 1974) har videreudviklet Popper's lære om falsifikationen, bl.a. ved hjælp af Kuhn's paradigmeteori. Han fremhæver i sin forskning, at hypoteser ikke bør ses isoleret og falsificeres isoleret, men betragtes og falsificeres som dele af større systemer af metoder og hypoteser, såkaldte forskningsprogrammer. Videnskabens fremskridt fører ikke nødvendigvis nærmere sandheden, men fører til mere og mere avancerede problemskift.

              Den ungansk-fødte finansmand George Soros (1930 - ) studerede ved London School of Economics, og blev stærkt påvirket af Popper's tanker. I 1956 flyttede han til USA, hvor han efterhånden tjente en formue ved økonomisk spekulation. I 1979 grundlagde han den første Fond for Det Åbne Samfund i New York, fulgt i 1984 af en tilsvarende i Ungarn. Siden har dette fondsarbejde bredt sig til hele verden, med hovedvægten på Østeuropa. Han støtter forskellige typer aktiviteter, såsom uddannelse og information angående menneskerettighederne, for at fremme udbredelsen af idéerne om et åbent samfund. Et åbent samfund fortolkes som et samfund, hvor ingen har monopol på sandheden, og hvor der findes eller opbygges demokratiske institutioner til beskyttelse af menneskerettighederne.

              Hans nyeste bog, skrevet sammen med sociologiprofessor Anthony Giddens (også en af Popper's elever fra London School of Economics), er en kritik af det moderne kapitalistiske markedssystem, der i sin nuværende form undergraver det åbne samfunds institutioner. En kritik, man til en vis grad kan sige, at Popper foregriber ved at sige: "Den økonomiske magt må ikke få lov til at dominere over den politiske magt; og om nødvendigt må den bekæmpes og bringes under kontrol af den politiske magt." og "... i et demokrati har vi nøglerne til at kontrollere dæmonerne. Vi kan tæmme dem. Vi må erkende dette og bruge nøglerne; vi må konstruere institutioner til den demokratiske kontrol med den økonomiske magt og til vores beskyttelse mod økonomisk udbytning" (begge citater er fra Det åbne samfund og dets fjender, kapitel 17, sektion 4).

              Nogle karaktertræk ved Poppers ordvalg (og oversætterens) må kort skitseres. For det første bruger Popper udsædvanligt mange "-ismer". Dette forbinder han med sin metode med først at definere en term, når behovet for den opstår: "I denne bog kan der findes adskillige eksempler på denne metode med først at indføre den nye term efter behovet for den er opstået. Når bogen nu behandler filosofiske standpunkter, så kan den næppe undgå for korthedens skyld at introducere navne for disse standpunkter. Dette er grunden til, at jeg er nødt til at bruge så mange 'ismer'. Men i mange tilfælde introduceres disse navne først efter de pågældende standpunkter er blevet beskrevet" (kapitel 11, note 41). To "ismer", foruden et centralt begreb i bogen skal kort introduceres:

              1/ Humanitarianismen er en egalitær, demokratisk og individualistisk ideologi eller tro, der måske også kan beskrives som en tro på den franske revolutions tre mål: frihed, lighed og broderskab.

              2/ Autoritarisme er en tro på autoritære princippet generelt set..

              3/ Den sociale ingeniør og den sociale teknologi er nøglebegreber, som et længere citat kan forklare: "Den sociale ingeniør... tror, at mennesket er herre over sin egen skæbne, og at vi i overensstemmelse med vores mål kan påvirke eller forandre menneskets historie, ganske som vi har forandret jordens udseende. Han tror ikke, at disse mål er påtvunget os af vores historiske baggrund eller af historiens udviklingstendenser, men snarere at de er valgt eller endda skabt af os selv, ganske som vi skaber nye tanker eller nye kunstværker eller nye huse eller nye maskiner... I modsætning til historicisten, der tror, at intelligent politisk handling kun er mulig, hvis historiens fremtidige forløb først er bestemt, så tror den sociale ingeniør, at et videnskabeligt grundlag for politikken ville være noget ganske andet; det ville bestå af den faktuelle information, der ville være nødvendig for at konstruere eller ændre samfundsinstitutioner i overensstemmelse med vore ønsker og mål. En sådan videnskab ville fortælle os, hvilke skridt vi må tage, hvis vi for eksempel ønsker at undgå lavkonjunkturer, eller at frembringe dem; eller hvis vi ønsker at gøre fordelingen af rigdom mere jævn eller mere ujævn. Med andre ord forstår den sociale ingeniør politikkens videnskabelige grundlag som noget, der ligner en social teknologi..." (Det åbne samfund og dets fjender, kapitel 3, sektion 4).

På dansk findes følgende bøger med tekster af Popper:

Kritisk rationalisme - udvalgte essays om videnskab og samfund, Nyt Nordisk Forlag, 1973 (anden udgave, 1996) Oversættelse ved Knud Haakonssen og Niels Chr. Stefansen

Historicismens elendighed, Gyldendal, 1996. Oversættelse ved Gitte Lyngs og Hans Siggaard Jensen

- og værker om Popper:

Karl Popper, København, 1973, af Brian Magee

En analyse og diskussion af Karl Popper's syn på historie som videnskab, speciale, Historisk Institut, Københavns Universitet, 1985, af Jan Rågård

Popper har udgivet en stor mængde værker på tysk og engelsk. (En mere omfattende litteraturliste kan findes på det japanske Popper-netværks hjemmeside på internettet: http:\\www.law.keio.ac.jp\popper\. Det må iøvrigt nævnes, at der findes mange andre gode Poppersites på internettet, f.eks. The Karl Popper Web: http:\\www.eeng.dcu.ie\~tkpw\; dog må jeg tage forbehold for hvor længe disse addresser gælder, på grund af internettets flygtighed). Her vil blot blive nævnt nogle af de allervigtigste:

Logik der Forschung, Wien, Julius Springer, 1935 (engelsk oversættelse: The Logic of Scientific Discovery, London, Hutchinson, 1959)

The Poverty of Historicism, London, Routledge & Kegan Paul, 1957

The Open Society and its Enemies, I-II, London, Routledge, 1945 (5. udgave Routledge & Kegan Paul, 1966)

Conjectures and Refutations: The Growth of Scientific Knowledge, London, Routledge & Kegan Paul, 1963

Et større værk i serien "The Library of Living Philosophers" er viet til Popper, og dennes kommentatorer og kritikkere. Heri findes også Popper's selvbiografi:

The Philosophy of Karl Popper I-II, red. P. A. Schilpp, La Salle: The Open Court Publishing Company, 1974

                                                                       Christian Svendsen, Venedig, september 1999