Christian Svendsen

Regnbuekrigere

- de indianske folks mærkelige og profetiske drømme

af

William Willoya og Vinson Brown

Billedkunst af Tzo Yazzie (Navajo), Jim Redcorn (Osage), Al Momaday (Kiowa), Clayton Sampson (Paiute)

Researchassistenter: Jerry Erby, Frank Newman

Første udgave 1962, Naturegraph Company, Healdsburg, Californien

Oversat fra engelsk og introduceret af

Ni Vilde Ørne

Dedikeret til:

Frihed og retfærdighed for alle indianske folk.

Ethvert overskud fra salget af denne bog skal bruges til at fremme dette.

Oversætterens forord:

"Regnbuekrigere" handler om oprindelige folks, især indianeres, profeter og profetier. Ordet "profet" stammer fra græsk og betyder "en der fremsiger eller forkynder noget", og profetier er derfor sådanne menneskers udsagn. Profeterne er normalt knyttet til jødisk, kristen og muslimsk tradition, hvorfra vi kender en række der i følge disse religiøse traditioner taler Guds ord, og altså ikke deres egne. De er talerør for det guddommelige, og dermed en slags orakler som viderebringer Guds vilje. Som regel fordømmer de måden hvorpå menneskene lever og opfordrer dem til at (gen-)finde den levevis som Gud ønsker, så de ikke skal blive ramt af Guds straf.

I denne bog genfortælles en række profetier fra en række oprindelige folk der ikke har deres rødder i kristen/jødiske/muslimsk tradition, men som alligevel menes at være talerør for den ene Gud.

                 Bogens profetier handler om hvordan de undertrykte, ikke-hvide folkeslag i verden, kan genvinde deres værdighed ved at indse deres verdenshistoriske mission: at lære at elske andre mennesker, naturen og Gud. Hvis de ikke-hvide folkeslag genvinder værdigheden og påtager sig deres mission, vil de hvides værdier om succes og egenkærlighed falde sammen, og en evig lykketid vil oprinde for menneskeheden. Alle store profeter (Moses, Jesus, Muhammed, Buddha, foruden de mange indianske profeter) har haft denne den samme vision. Og nu (1962 da bogen udkom) er nye lærere[1] begyndt at lære menneskene om denne vision, og om vores fælles ansvar for at virkeliggøre den. En total forandring af menneskenes liv på jorden er mulig, hvis vi alle begynder at elske og respektere hinanden.

Sådanne forestillinger plejer man at kalde millenaristiske, dvs. drømme om et kommende lykkerige der skal vare tusind år, etableret af en stor profet eller et gudsmenneske, en messias. Millenaristiske forestillinger opstår især i samfund i opløsning (på grund af undertrykkelse/ kolonialisering af magtesløse/ overvundne grupper), og udtrykker virkelighedsfjerne drømme under elendige fysiske livsforhold. Foruden religioner, kan politiske bevægelser have millenaristiske elementer, sådan som kommunismen eller nazismen har det. Millenaristiske forestillinger kan derfor være meget problematiske, især når de udtrykker ønsker om universel enighed og fællesskab. Der er selvfølgelig ikke noget galt med enighed og fællesskab, men demokrati og menneskerettigheder bygger i høj grad på anerkendelsen og respekten for retten til uenighed og retten til at arbejde for andre veje end dem, der vælges af flertallet. I et demokrati bekæmpes ulighed ved hjælp af institutioner der beskytter folk mod lidelser, ikke med institutioner der gør alle ens og lykkelige ud fra én "sand" model.

At bogen også bedømmer profeters historiske succes som et tegn på at Gud er med dem, er en meget meget farlig forstilling, som de mest totalitære tænkere og regimer ville være enige i.

Bogen om regnbuekrigerne kunne derfor være meget problematisk. Jeg mener imidlertid at den ikke er det, dels fordi de naturfolk der tages udgangspunkt i har meget ringe politisk magt, dels fordi de moderne demokratiske samfund akut har brug for disse folks  værdier: I en tid hvor de Østersøen, Kattegat og mange andre havområder er ved at dø på grund af iltsvind (og alle ansvarlige taler om at nok skal vi gøre noget for miljøet, men vi skal jo stadig have virksomheder), i en tid hvor genmanipulerede planter snart vil kunne komme til at ændre vores vilde flora og vore økologiske planter for altid gennem spredningen af og bestøvningen med deres pollen (og de teknologifikserede nægter at se farerne ved denne teknologi, som kun hører hjemme i koloniseringen af Mars og ikke i store selskabers profithungrende hænder), i en tid hvor den globale økonomiske uretfærdighed har skabt et klima af terror, i en tid hvor grundvandet er forurenet 100 år frem af sprøjtegifte, i en tid hvor spredningen af miljøgifte over hele kloden forurener isbjørnene nord for polarcirklen, i en tid hvor gravide ikke længere må spise fede fisk fordi de er fulde af kviksølv, i en sådan tid kan visioner om regnbuekrigerne der rejser sig for at genskabe en global balance, være på sin plads.

Vores samfund skal ikke vende tilbage til naturen, hvor den stærkeste altid har ret, og vi skal heller ikke have de viiseste eller de frommeste til at styre. (for hvem skal vælge hvem der er de viiseste eller de frommeste?) - den slags kan kun føre til nye totalitære stater. Vi må altid kræve skriftlige love der garanterer individerne deres frihedsrettigheder. Men netop som individer, og ikke som anførte flokke, må vi samle os om visse grundlæggende mål som blandt andet handler om forvaltningen af vore fælles ressourcer. Hvis vi skal nå at vende den udvikling der er ved at svine vores jord til så den er ved at blive ubehagelig at leve på, den udvikling der får folk til at dø af sult, børn på ti år til at skyde voksne med maskinpistoler, og får fattige til at bortdonere deres nyrer for at få penge til at give deres børn et sted at bo, så er det NU. Visionerne om regnbuekrigerne kan hjælpe os til hver især at finde de kræfter der skal til for at skabe balance i jordens økosystem, retfærdig fordeling af velstand og muligheder blandt menneskene, uden at skabe nye totalitære samfundssystemer.

Indhold:

Forord

1. Åndens genkomst

2. Drømmen om den sioux-indianske pibetaske

3. Indianske profetiske visioner

 a. Montezumas, en aztekiske konges, vision

 b. Crow-indianernes høvding, Plenty Coups, vision

 c. Kong Djojobojos profeti

 d. Krishnas og Buddhas profetier

 e. Irokesernes profet, Deganawidas, vision

 f. Blackfoot-indianernes og en assiniboine-indianers 

  visioner

 g. Hopi-indianernes profetiske visioner

 h. Black Elks store drøm

 i. Wovoka og Ghostdance-religionen

4. En eskimo i søgen efter Gud

5. Regnbuekrigernes opgave

Appendiks

 a. Om William Willoya af Vinson Brown

 b. Peyote-religionen

 c. Proudhons profeti

 d. Videnskab og profetiske drømme

 e. Forståelse af de profetiske drømmes symbolik

 f. Hvordan profetiske drømme passer sammen i              

  mønstre

Tak til...

Bibliografi

Tekster til illustrationerne

Noter

Illustrationer

Forord

I ordene der følger har vi enkelt, helt og fuldt skrevet hvad vi tror, i troen på at kun Gud har sikker viden. At menneskene bør elske hinanden og forstå hinanden er det store budskab i de indianske folks visioner som der fortælles om i denne bog, uden selviskhed eller forfængelighed, uden snæversyn eller hovmod. Vi skriver hvad vi føler dybt i vore hjerter, og denne bog er et udtryk for denne følelse. På den anden side ønsker vi kun at skrive om det der er fornuftigt og intelligent, og har derfor i appendikset bagi bogen fremlagt hvad vi betragter som fornuftige og intelligente svar på hvorfor studiet af profetiske drømme har værdi, hvordan de passer sammen i mønstre og hvordan man kan forstå dem.

De læsere der er mest interessede i ånden kan starte med bogens begyndelse, mens de mere praktisk og kritisk indstillede nok skal læse appendikset først. Hver del af bogen har sin plads og opfylder et behov. Emnet er dybt, og denne bog bør kun betragtes som en introduktion. Vi håber at læseren vil fortsætte med at udforske de fremlagte ideer med et åbent sind. For sandhedens lys skinner klarest ind gennem åbne sind.

Disse visioner stammer ikke kun fra de amerikanske indianere, men også fra Indiens og Ostindiens ind(ian)ere. Skønt disse asiatiske ind(ian)ere ikke har samme kulturelle baggrund som de amerikanske indianere, så har de én ting til fælles. De blev overvundet og dårligt behandlet af de hvide. Det er bemærkelsesværdigt at de profetiske drømme hos alle disse ind(ian)ske folk ikke fortæller om hvordan deres ydmygelse en dag vil blive hævnet, men om hvordan broderskab og kærlighed vil opstå mellem alle racer. Det er det storslåede i disse visioner der giver enhver fremadskuende person lyst til at hjælpe med at virkeliggøre dem, for de lover hele menneskehedens åndelige genfødsel og genrejsning.

Noget nyt var kommet, og de kunne ikke se det

En ny vind blæste, og de kunne ikke føle den.

                                                    Lord Dunsany i digtet "In his own country".

1. Åndens genkomst

                 Engang var vi alle frie, sammen på prærierne

                 Blå og rosa og gule stepper som denne

                 Vi løb og jagede

                 Du var god mod os

                 Du gav os mad og tøj og boliger

                 Nu er vi alle gamle

                 Vi er bundne

                 Men vore sind er ikke bundne

                 Vi kan huske de gamle dage

                 Vi kan sige til hinanden:

                 De tider var gode

Naturligvis forstår du ikke min sang, sagde Spear Woman (da hun sang til bøflerne bag hegnet). Naturligvis forstår I ikke hvad det handler om når jeg synger om de gamle dage. I er blot kalve. I kan ikke huske de tider. I blev født bag hegnet, ligesom mine egne børnebørn.[2]

Den gamle kvinde sad under balsampoplens skygge ved bækken og døsede[3]. Hun var meget gammel, så gammel at hendes rynker dækkede hendes ansigt med små fine krusninger, og hendes øjne syntes skjulte blandt folderne, som kilder skjult i en ørken. Men når et sandfirben løb gennem de tørre planter, strejfede stænglerne og fik bælgene til at rasle i den vindstille luft, åbnede hun sine øjne og kiggede ud fra hudens folder, med klare øjne, glødende af liv som to sorte ørken-opaler funklende i solen. Øjne-Af-Ild var hun blevet kaldt for længe siden da hun var 17 år og dansede på steppen, mens en halv snes prægtige unge jægere pressede sig frem til hende for at bejle. Men det var længe, længe siden, dengang de hvide endnu var fåtallige og indianerne stadig nød en rest af deres oprindelige frihed.

Nu kom en indiansk dreng på omkring tolv somre gående ned til bækken, lidt forlegen, klædt i fabrikslavet tøj, men med øjne som udforskede omgivelserne fulde af forundring. Det var Jim, hendes oldebarn, der for nylig var kommet fra byen, hvor hans far arbejdede som mekaniker på et stort bilværksted. Bjerglandskabet var nyt for ham, nyt og fremmed, og han var lidt bange for de andre indianerdrenge, hans slægtninge som boede dér. Det var omkring middag, og de andre var gået indendørs for at sove middagssøvn mens heden var stærkest, men Jim vandrede langsomt og genert ned til bækken, ned til sin oldemor.

Små lynglimt af latter fór gennem den gamle, viise kvindes øjne. Hun så hans forundring over bjergenes sneklædte tinder, og sagde blidt:

"Hvad vil du, Jim?"

Han sparkede i jorden, så støv stod op i små skyer, og hans læber skælvede.

"Jeg vil gerne spørge dig om noget, Ældste Mor."

"Spørg da", sagde hun stille, og hendes krop syntes pludselig mindre gammel, og det var næsten som om hun sad med rank ryg i en saddel på en livlig hest, sådan som hun havde gjort så mange gange i den fjerne fortid.

"I aftes fortalte du historier for os", sagde drengen, og man kunne se for sig, hvordan han aftenen før havde siddet i ildens skær og suget de gamle fortællinger til sig med ivrige øjne og knyttede hænder. "Du fortalte om hvordan de hvide kom og tog vort land, om hvordan indianerne blev ramt af sygdomme så deres knogler blev så svage at tusinder døde, og om hvordan oldefar blev dræbt af en hvid mand, fordi han prøvede at stoppe et røveri. Alle disse ting som du fortalte om, Ældste Mor, har givet mig lyst til at spørge dig om noget."

"Spørg da", befalede hun med en stemme der lød som en vind i bjergene.

Drengen trak sig tilbage som om han ville løbe væk, men han knyttede atter sine hænder og talte.

"Hvorfor tillod vor Bedstefar-i-Himlen at de hvide tog vort land, Ældste Mor?"

Øjne-af-Ild blev stille som en ørkenræv der lå på spring ved en kænguru-rottes hul. Kun hendes øjne forblev levende, mens de betragtede drengen som om hun nu så ham for første gang. Hun betragtede hans prægtige øjne og den stolte måde, hvorpå han holdt sit hoved. Hans næse var temmelig stor, men stærk og kraftig, og i ham så hun noget af hans oldefar, sådan som han havde været i sin ungdom da han med jægerens glød lysende omkring sig stolt havde vandret gennem bynkebuskene med en antilope over skulderen.

"Du er den første der stiller det spørgsmål", hviskede hun. "Din

far og din bedstefar spurgte aldrig om sådan noget. Hvorfor spørger du?"

"Fordi jeg gerne vil vide det", råbte han utålmodigt. "Hvorfor

blev vort folk udsat for så forfærdelige ting? Hvorfor? Hvorfor?"

Igen blev den gamle meget stille. Hun betragtede ham længe i tavshed. "Kunne det være ånden, som vender tilbage", spurgte hun sig selv. "Kunne det være, kunne det være?" Noget voksede inden i hende, noget så stærkt og kraftfuldt at det brølede som vildgræs i flammer. Det tordnede som når de halvvilde prærieheste galoperede ned til et vandhul. Hidtil havde dette håb været ganske lille, blot en lille flakkende lue dybt nede, næret af de historier som stammede fra de urgamle, viise historiefortællere, dem som havde videregivet hendes folks traditioner. Hun huskede bålene der brændte ved teltene for længe siden, præriehundene som hylede og lo i mørket omkring lejren, og bjergene der rejste sig mod nord, hvorfra de isnende vinde kom hvinende. Hun huskede hvordan hun havde siddet skælvende af fryd nær ilden og varmen, et lille og ubetydeligt pigebarn for en tid fanget ind af fortidens pragt, herlighed og store drømme. Ja, håbet voksede, det skød frem i hende som jægerne der med vilde, vilde skrig kom hjem med bøffel-kød og bøffel-tunger hængende ved deres sadler. Men hun turde ikke vise håbet i sine øjne, hun turde ikke! Det ville vare længe før hun kunne være sikker. Det var bare en lille, blid dreng fra byen; tiden ville vise om hans vilje var stærk.

Pludselig opdagede hun at Jim så spændt på hende.

"Hør nu, dreng der taler ligefremt: Du har stillet mig et stort spørgsmål - et spørgsmål der skal stilles af en kriger, ikke af en dreng. Når en dreng stillede sådan et spørgsmål i gamle dage, så betragtede de viise høvdinge ham og sagde: "Ho, det var et stort spørgsmål fra en lille fyr! Lad os prøve ham før vi svarer, lad os sende ham ud til ensomme steder, så han kan finde sin ånd. Kun store mennesker kan besvare sådan et spørgsmål. Lad os se om han er stor".

"Hvad ønsker du jeg skal gøre, Ældste Mor?"

Spørgsmålet overraskede den gamle. Hun havde ikke forventet det, men hendes øjne blev smalle og så begyndte hun at le. Det var ikke som en gammel kvindes latter. Det var som et åndepust af bjergvindenes vilde latter, og med i den var ørnens skrig, bjergløvens brøl og en dyb stolthed over at et drengebarn af hendes blod talte således.

                 Men Øjne-af-Ild blev pludselig bekymret.

                 "Der er måske stor forskel på hvad jeg ønsker du skal gøre, og hvad din mor og far vil give dig lov til."

                 Drengen lo trodsigt.

                 "Min mor og far ønsker at ligge i skyggen og sove, se tv eller høre radio. De siger at de er kommet for at hvile sig denne sommer. Men jeg ønsker at løbe rundt i bakkerne og betragte dyrene. Sig mig hvad du ønsker jeg skal gøre, Ældste Mor, og giv mig så svar på mit spørgsmål. Det vil være vor hemmelighed."

                 Den gamle, viise rystede på hovedet.

                 "Se på mig, Jim", befalede hun. "Ønsker du virkelig at kende svaret på dit spørgsmål? Ønsker du virkelig at vide hvorfor Altets Ånd lod de hvide tage vort land?"

                 Drengen nikkede ivrigt og så hende direkte ind i øjnene. Så tog han en kniv ud af lommen og skar med ét i sin finger. Triumferende råbte han:

                 "Se, Øjne-af-Ild", og det var første gang han brugte hendes gamle navn. "Jeg har skåret mig selv ligesom de gamle gjorde det når de søgte deres visioner. I mit blod har jeg skrevet mit svar. Sig mig nu hvad jeg skal gøre,"

                 Tårer brød frem i hendes øjne. I blinde rakte hun ud for at røre ham.

                 "Jeg takker Ham-i-Solen for at jeg har levet længe nok til at opleve denne dag! Gå hen til din mor og far og sig at jeg vil tale med dem."

                 Hun sad helt rank, som en høvding der skal træffe en beslutning, eller som en kriger der spænder sin bue.

                 Drengen løb afsted og hans fødder efterlod lykkelige støvskyer i luften. Han var ikke længere drengen fra byen, som var bange for de mærkelige ting omkring sig, genert og usikker. Han spænede afsted fuld af glæde, som sin oldefar da han for længe, længe siden fangede sin første præriehare.

                 Da den unge mor og far langsomt og under protester kom ned til balsampoplen, anført af deres ivrige søn, så de øjeblikkeligt at den gamle kvinde ikke lignede den gamle kvinde, de havde kendt. Der var gnister og lyn i hendes øjne. Selv hendes gamle krumbøjede krop virkede mærkeligt ung og spændstig.

                 "Hvad vil du, Bedstemor?", spurgte manden. Han var firskåren og stærk, men bøjede alligevel sit hoved lidt, sådan som man gør det for en stor og viis høvding. Hans hænder var nervøse, for han så ørneblikket i hendes øjne.

                 "Sæt Jer ned og lyt til mig", befalede den gamle dem.

                 De satte sig i græsset. Cikaderne sang i balsampoplerne og bækken klukkede over sin sandede bund.

                 Hun pegede på drengen.

                 "Han har stillet mig et vigtigt spørgsmål. Men spørgsmålet er så vigtigt at jeg kun kan give svaret til én der er ren, én der søger ånden."

                 "Åh nej, Bedstemor", protesterede den unge mor, "den slags hører fortiden til. Vi lever i en ny tid nu."              

                 Den gamle kvinde syntes at vokse for deres øjne. Hun tog en gren og gjorde et tegn i sandet. Det var deres folks urgamle tegn, et tegn man lavede med hænderne ved mødet mellem to stammefæller der ikke kendte hinanden.

                 "I 80 år", sagde hun langsomt, "har jeg ventet på denne dag. I 80 år har jeg set mit folks ånd blive dræbt langsomt af de hvide. I 80 år har jeg set mit folk forsøge at følge de hvides måde at leve på. Noget har været godt. Noget har været meget skidt. Men det værste har været at vort folks ånd er gået bort, for et folk er intet når dets ånd er borte."

                 "Men vi har lært de hvides religion", protesterede manden. "Der er meget godt i deres religion."

                 "Det er rigtigt at der er meget godt i deres religion. Men de fleste hvide bruger deres religion ligesom et barn bruger et stykke legetøj. Når den er til nytte, husker de på den, men når den sætter grænser for fornøjelser og interesser, så glemmer de den. I gamle dage hjalp vi indianere hinanden når der opstod problemer; vi levede virkelig vor religion. Så kom de hvide med deres ønske om at ændre indianernes levevis. Det var godt når de bragte kærlighed, hvilket nogle få af dem gjorde, men det var skidt når de fik vort folk til at adskille sig i mange små religioner, og når de lo af vor religion. De små ting der skaber skel blandt de hvide og de indianere som lytter til dem, stammer ikke fra Jesus. Hans kærlighed var alt for stor til sådanne småting. Gid de hvide genfinder deres egen religions sandheder, og holder op med at bygge mure mellem sig, og mellem andre af verdens folk."

                 Manden kiggede ned på jorden.

                 "Hvad ønsker du vi skal gøre?", spurgte han modstræbende.

                 "Lad denne drengs ånd vokse. Lad den vokse sig lige så stor som himlen! Jeg vil sende ham til bjergenes tinder og til de mærkelige steder. Han skal lære vort folks hemmeligheder at kende, de hemmeligheder som du og din far forlængst har glemt. Han vil bringe den næsten forsvundne ånd tilbage. For længe siden fortalte de urgamle mig at dette skulle ske. De hvide ville dræbe indianernes ånd og føre den langt bort, men efter lang tid ville den komme tilbage, den ville blive genfødt. En ny ånd ville komme ind i verden, sagde de, og vi skulle spejde efter den. Ligesom regndråber samler sig i forårets skyer, sådan ville ånden komme til et tørstende land, til et døende folk. Den ville gengive dem livet og håbet, og gøre dem store igen. Jeg har set denne ånds vækst i denne dreng. Lad den vokse! Lad den vokse!"

                 Den gamle kvinde var blevet meget træt af sin lange tale, men hendes øjne strålede stadig som glødende kulstykker. Pludselig huskede den unge mand hvordan hun havde været da han selv var barn, og en stærk følelse af tab omsluttede ham. I sit hjertes dyb hviskede han til sig selv: "Jeg skulle have lyttet til hende da jeg var lille. Nu bliver det min søn der får æren". Han så at hans kone skulle til at protestere på ny, for der var frygt i hendes øjne, og hendes læber bevægede sig. Han berørte hende blidt med sin hånd.

                 "Den gamle taler sandt", sagde han. "Når vi ser dybt nok, vil vi forstå. Det er et stort privilegium drengen er blevet tilbudt."

                 "Jeg vil lære", sagde drengen og stod rank som et spyd.

                 Selv den unge kvinde begyndte at se på ham med stolthed, og for en tid sad de alle tavse.

                 Den nat fortalte den gamle igen historier ved bålet, og børnene sad meget stille mens de lyttede, med øjne dybt hensunkne i flammernes skær. Og det var som om noget nyt var i luften, som om indianernes ånd der havde været langt oppe i bjergene og skjult sig dér, var kommet tilbage til dalene igen.

                 Næste dag blev Jim vækket ved daggry af en berøring på hans skulder, og han så ind i de viise, gamle øjne. Han sprang op, parat til at følge de ord der blev hvisket til ham. Han hoppede i bækkens morgenkolde vand og vaskede sig. Han lyttede til englærkens morgensang, løftede sit strålende ansigt mod den første røde rand af solen, og bad for alle væsners velvære. Han løb barfodet op i bakkerne, og selvom det gjorde lidt ondt i fødderne, holdt han sig ikke tilbage. Da han nåede op på en bakketop løftede han armene og sendte en bøn op til solen, til vor Bedstefar-i-Himlen, en urgammel bøn som Øjne-af-Ild havde lært ham. I ti dage løb han rundt i bakkerne indtil hans lårmuskler kunne få ham til at springe ligesom antiloperne sprang over prærien.

                 Midt om natten på den tiende dag, rørte den gamle hånd ved ham, og han rejste sig skælvende for at gå ud i mørket. Han vidste at det var en prøve der skulle teste hans mod, og han bed tænderne sammen og tænkte på øjne i buskene, skindbeklædte væsner, mennesker med gifttænder, klapreslanger og skygger.

                 "Bed Livets Ånd om beskyttelse", sagde den gamle. "Husk på at dyrene og indianerne er brødre. Hvis dit hjerte er godt, vil ingen skade dig. Vis ingen bekymring for grene og ting i mørket, men gå som en mand, og bring mig en sten, der kan frembringe ild, fra den højeste klippe.

                 Jim skælvede og så sig vildt omkring mens han gik gennem den mørke nat op mod bakkerne. Han stødte hovedet mod en gren, snublede over en sten og faldt pladask ned i en tornebusk. Et skrig trængte sig op gennem hans hals, men han holdt det tilbage ligesom en jordgøg der slår ud mod en huggende klapreslange og trænger den tilbage. Overalt omkring sig hørte han mærkelige raslelyde. I det fjerne hylede en præriehund som et fortabt djævlebarn, og han var sikker på at han i stilheden kunne høre en panter snige sig afsted ved sin side. Netop da han begyndte at ønske at råbe om hjælp og løbe tilbage til huset, hørte han i sit indre sin Oldemor sige: "Hvis dit hjerte er godt, vil ingen skade dig. Dyrene og indianerne er brødre."

                 Ånden sprang frem i ham som en hingst, og han mumlede en kort bøn mens han så op mod stjernerne. Han hviskede også en af fortidens krigeres sange: "Natten er min ven fordi den skjuler mig, og jeg er en ulv om natten."

                 Nu vandrede han stolt fremad under stjernernes lys. Han kom til en klynge enebærbuske og gik gennem dem uden at en eneste gren rørte ved ham - det var som om hans krop var blevet flydende som en bæk. Han begyndte at løbe - det var som om hans fødder havde fået øjne på tæerne. Hans krop kunne fornemme hver en sten, hver en busk og hvert et træ han kom forbi. Han skød som et lyn op over den sidste stejle skråning til bakkens top, helt uden at snappe efter vejret. Han greb en sten, og kunne fornemme at det var en ildsten. Hans fingre famlede over jorden i søgen efter endnu en ildsten, og han slog dem sammen indtil de udsendte en byge af gnister. Langt borte nedenfor i dalen så han et lysglimt der besvarede hans. Han tog et dybt åndedrag og følte en syngende glæde: den gamle holdt øje med ham.

                 Han lo højt og bredte med et stød armene ud i den kølige vind, for han vidste at han havde bestået den første vanskelige prøve. Mørket omkring ham var fuldt af små talende stemmer, hvisken, raslen og piben kom ud fra buskene, og i det fjerne tudede en ugle spøgelsesagtigt. Før havde disse lyde fået ham til at skælve, men nu virkede de blot som om de igen og igen gentog: "Jim har klaret det! Jim har klaret det!"

                 Træningen fortsatte dag og nat. Han lærte at ligge fuldstændig ubevægelig, mens han betragtede et egern, indtil han kendte alle dets vaner. For hver dag og hver nat blev hans muskler, sind og sjæl stærkere, og hans ånd voksede. Efter tre uger lod den gamle, viise sine fingre glide over hans muskler i arme og ben. De var blevet hårde som sort obsidian.

                 "Nu skal du lave din egen bue og dine egne pile", sagde hun. "Glem alt om de hvides geværer. De er kun koldt stål, mens indianerens bue har sjæl; den bliver levende i hænderne. Og det at lave en bue med kærlighed og hengivelse vil vække Åndens styrke i dig. Når du har lavet en bue som din far ikke kan knække, skal du bringe mig en hjort fra bjergene. Men husk at en indianer kun dræber for at få de ting, han behøver."

                 Jim havde aldrig tidligere lavet en bue. Den første knækkede da han spændte den. Den anden bad den gamle hans far om at prøve, og den flækkede i den stærke mands hænder. I hemmelighed græd Jim over det, for den bue havde taget lang tid at lave, og han var træt af at lave buer. Den gamle sagde at han skulle gå til en bestemt hule i bakkerne, hvor han fandt en gren af hårdt hærdet træ som han tog med sig hjem. Stædigt bed han tænderne sammen og gav sig til at bearbejde træet, men følte at arbejdet var endeløst. På andendagen blev han pludselig fyldt af den gamle indianske ånd til at lave godt håndværk. Han skar, filede og polerede, og begyndte at se hvordan træets årer blev smukke efterhånden som det fik form som hans oldefars bue, en bue der hang under de tilrøgede sorte bjælker i huset ved bækken.

                 Den tredje bue knækkede ikke da manden prøvede den. Den var stærk og god, og dens buestreng, der var snoet af en sene, summede truende når Jim spændte den. Efter den gamles ansvisninger lavede han derefter pile af piletræ, bjerg-mahogny og kalkunfjer.

                 Han gik ud i bakkelandet for at øve sig, for han ønskede ikke at nogen så ham. I begyndelsen fløj pilene i alle andre retninger end mod målet, og mange af dem gik i stykker. Bistert lavede han nye pile, og langsomt blev han dygtigere. Hans arm blev hudløs og blodig dér, hvor buestrengen slog ind mod den, indtil han fandt på at binde et læderdækken omkring den. Til sidste lærte han at holde to pile i munden, mens han afskød den første, og snart kunne han sende alle tre pile syngende ind i målet i løbet af ti sekunder.

                 To nætter senere var han alene i en fjeldkløft ude i bjergene. Han betragtede dansende flammer, og så i de flakkende skygger fortidens jægere samle sig omkring ham for at give ham gode råd. Han bøjede sit hoved, og bad den urgamle bøn om at hjortefolket ville tilgive ham for hans drab, om at de ville give ham del i deres styrke og mod når han spiste kødet, og om at hans hjerte måtte fyldes med godhed.

                 Træerne, skyggerne og græsset flød sammen med hans ånd i morgengryet; bækken, der løb klukkende hen over klipperne, sang i hans blod; mørke formers bevægelser blandt balsampoplerne ved engens grænser spændte hans nerver til klar årvågenhed. Klipper og skarpe blade skrammede hans knæ da han begyndte sit jagtløb. Men han lod hele sin sjæl strømme ind i jagten og blev snart en del af jorden, hans brune krop flød sammen med bladene, klipperne og stammerne som om han ikke længere var et menneske.

                 Hvor rystede hans hånd ikke da han omsider rejste sig op bag en stor klippe, spændte pilen i dens rille og lod blikket glide ned langs skaftet videre mod et ungt dådyrs gyldenbrune skulder! Pludselig lynede den hvide hale og dådyret sprang bort på dundrende hove. En ny kraft skød op i Jim og hans hjerte udsendte et højt råb da han hørte pilen synge sin dødbringende sang. Den ramte det flygtende dyr, og Jim kastede sig brølende efter det.

                 Pludselig så han hjorten ligge foran sig under en busk, blodet strømmede fra dets mund, og dets store mørke øjne var fyldte af smerte og angst. Og da han nærmede sig, så han i disse øjne al den lidelse der er gået igennem de utallige dyr, som mennesker i tidens løb har såret; sådan som de har ligget med udmattede brudte lemmer, eller vredet sig i fælder, og med ét forstod han, hvad han aldrig havde forstået før, hvorfor fortidens viise indianere kun dræbte når de havde brug for mad, klæder eller for at forsvare sig selv. Selv i det øjeblik da han gav dyret nådestødet som bragte ende på dets lidelser, svulmede hans hjerte over med en stor, tavs bøn. Han bad om at dette ville blive den sidste gang han ville få brug for at dræbe, og om at han i stedet for måtte komme til at hjælpe med at beskytte de dyr som de hvide næsten havde udryddet og bringe dem tilbage til jorden. Han gjorde et tegn for sig, som hans folk kun brugte når de svor en hellig ed, og lovede Den Store Ånd at ville efterleve den.

                 "Dette er godt", sagde den gamle viise da Jim lagde kødet og skindet foran hende sent samme aften. "Han er ved at blive en mand". Hun kastede nogle hellige urter på ilden, så flammen blussede kirsebærrødt, men han var så tavs at hun måtte se længe ind i hans øjne før hun forstod, og blidt lagde sin hånd på ham.

                 "Han har set andre lide", sagde hun højtideligt. "Oh folk, se her denne nat", og hendes stemme dirrede, "ligesom en viis høvding har denne dreng være tæt på Den Tavses hjerte, og hans ånd vil blive stor i årene som kommer."

                 De andre forstod, i den varme stilhed. En tromme begyndte at buldre, og folk gav sig til at synge med samme vidunderlige, opløftende ånd, som dengang prærierne endnu ikke var hegnet ind, men var rene og smukke i tusinde miles omkreds!

                 Træningen fortsatte, han klatrede op af klippeskrænter, søgte efter føde og lægeurter, spejdede og løb, indtil han en dag stod med brændende øjne foran den gamle.

                 "Sig mig nu, Ældste Mor, hvorfor Den Gamle Mand, Herren over Torden og Lynild, lod de hvide tage vort land?"

                 Hun lo længe og hjerteligt, den dybe vidunderlige latter som kun høres når folk ved at de er omgivet af venner. Hun strakte en kæp mod jorden og tegnede i støvet, indtil en bjergtinde viste sig, med en mand stående på bjerget med arme som nåede op til himlen.

                 "Du har klatret og du har jaget, du har søgt og du har fundet. Du har fået muskler som bjergløvens, og øjne som ørnens. Du har gjort alt dette, og kun en sidste ting må du gøre for at blive et sandt menneske, og det er at klatre op på toppen af det store bjerg dér, faste og bede om at få en vision fra Alle Tings Ånd. Men før du gør det, vil jeg fortælle dig hvorfor Den Ældste lod de hvide tage indianernes land. Sæt dig og vær stille. For alt det jeg vil fortælle dig, vil hjælpe dig med at finde din vision."

                 Jim satte sig og blev stille som en ulveunge, som hører sin mor udsende den dybe knurren der betyder at der er fare i nærheden. Øjne-af-Ild tegnede cirkler i støvet med sin kæp, og tegnede tilsidst en stor cirkel som omringede alle de små cirkler.

                 "Disse små cirkler svarer til alle de små folk og alle de små religioner i verden, mens den store cirkel er det ene store folk og den ene store religion som omslutter dem alle, som indbefatter dem alle og kender dem alle, ligesom en vagtelmor samler alle sine unger under sine spredte vinger, og elsker dem som en mor skal.

                 "For længe siden var hele vort folk forenet i kærlighed og indsigt. De gamle viise høvdinge og de gamle viise kvinder lærte børnene, hvordan de skulle vokse op, så de blev gode og kom til at elske hinanden. Landet tilhørte hele folket, og børnene oplevede at enhver mand eller kvinde var en far eller en mor. Derfor var der ingen sårede børn som vandrede rundt alene uden at blive elsket, og der var ingen gammel som måtte undvære omsorg. Når de stærke unge jægere drog ud for at dræbe bøfler eller antiloper eller hjorte eller elge, bragte de det bedste kød med tilbage til de gamle, til enkerne og til de svage. Så der var venlighed og godhed og enhed blandt folket, og der fandtes næsten ingen tyve eller mordere eller andre som dem der gør så megen skade nu i denne tid."

                 "Men hvad med krigene med andre indianerne?", spurgte Jim.

                 "Det er sandt at der somme tider var krige, men de var kun få før de hvide kom. Du må vide at de hvide kom over det store ocean, og derefter langsomt bevægede sig mod vest. Efterhånden som de bevægede sig fremad, drev de indianerne foran sig, så stammerne blev presset ind over hinandens grænser og begyndte at kæmpe for at beskytte deres landsbyer. Jo mere de hvide pressede på, jo flere kampe opstod der, indtil kampen havde bredt sig alle steder. Så kom de hvide med deres whisky, som gjorde indianerne vanvittige og fik dem til at gøre tåbelige ting som aldrig var blevet gjort i gammel tid."

                 "Men sig mig, Ældste Mor, hvorfor lod Jordens Ånd de hvide tage vort folks land?"

                 Øjne-af-Ild lo igen, en latter der var som torden i en fjern bjergkløft, og hun skjulte sin mund med hånden og gyngede lidt fra side til side.

                 "Alle de ting, jeg har fortalt dig, vil hjælpe dig med at forstå det", svarede hun. "De gamle viise fortalte mig for længe siden, hvorfor de hvide blev sendt hertil. Alle Væsners Hjerte sendte dem, fordi de hvide kom fra et land, hvor der kun levede hvide mennesker, og det var nødvendigt for dem at komme til dette sted, hvor de kunne lære andre racer at kende, og lære at leve med dem. Og en dag når indianerne får den gamle ånd tilbage, vil de vise de hvide hvordan man virkelig kan elske hinanden og hele menneskeheden. Og fordi indianerne blev ydmyget og gjort fattige på grund af de hvides erobring, blev de renset for al selvisk hovmod. De er derfor parate til en stor opvågnen, og de vil vække andre.

                 I deres drømme så de gamle at indianerne skulle gennemgå en meget slem tid at de ville miste deres ånd, og at de ville blive opsplittet i mange dele på grund af de hvides forskellige former for religion. Ligesom de hvide, ville de forsøge at opnå det, disse mærkelige mennesker kalder succes. Men en dag vil indianerne begynde at vågne, fortalte de gamle mig. De vil indse at de hvide, som stræber efter personlig tilfredsstillelse, mister kontakten med de virkelig vigtige ting i livet. Indianerne vil indse at deres folk i gamle dage var i kontakt med noget langt mere vidunderligt, med Livets Ånd.

                 Og du må forstå at de gamle ikke kun så dette i deres drømme. De så også at netop da indianerne alle syntes at ende som de mest tåbelige af de hvide, netop da alle mente de havde glemt de gamle dage, netop da ville et stort lys vise sig i øst. Dette lys ville trænge ind i nogle af indianernes hjerter, og som en steppebrand spreder sig vil de sprede, ikke blot kærlighed mellem alle racer, men også mellem de forskellige religioner.

                 Dette lys må du finde, oh søn af min søns søn, min højt elskede, og jeg tror at du vil blive fortalt hvordan du finder det når du søger din vision på bjergets top. Det vil være noget så stort og vidunderligt at alle verdens folk vil kunne finde ly under det. Og den dag vil alle de små cirkler blive forenet af forståelsens ene store cirkel."

                 Da hun havde afsluttet sin tale, kiggede både den gamle kvinde og drengen mod øst, og de så en stor regnbue flamme i himlen dér, hvor et tordenvejr var passeret.

                 "Regnbuen er et tegn fra ham der er i alle ting", sagde den gamle viise. "Den er et tegn på alle menneskers forening, som en stor familie. Gå nu op til bjergets top, du barn af mit kød, og lær at blive en regnbuekriger, for det er kun ved at sprede kærlighed og glæde til andre at hadet i denne verden kan forvandles til forståelse og venlighed, så krig og ødelæggelse kan høre op!"

Og det skal ske derefter at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød; jeres sønner og jeres døtre skal profetere, jeres gamle skal drømme drømme, og jeres unge se syner

 Joels Bog, 3.1

SØGEN EFTER ÅNDENS GENKOMST

Lyt, mine ører, lyt ligesom hjortekiddet lytter efter sin mor i skoven, men lyt, mine ører, efter Åndens Ord.

Se, mine øjne, se ligesom odderen ser efter sine unger, men se, mine øjne, efter Åndens Vej.

Føl, mine fingre, føl ligesom bjørneungen føler i mørket efter moderens tunge, men føl, mine fungre efter Åndens Berøring.

Dag efter dag vil jeg samle styrke fra dig, tænke, tænke, men også lade tankerne hvile ligesom sommerens ro lader søens vande hvile.

Når mit hjerte er stille, når mine tanker er bragt til hvile, når jeg har glemt min stolthed, når jeg er fyldt med kærlighed til alle Dine skabninger, så vis mig vejen, Bedstefader.

I Din kærlighed vil jeg vokse, du Urgamle, indtil alt had forsvinder, indtil al misundelse og jalousi og smålige tanker blæses bort, ligesom vinden blæser tågen bort fra dalen.

Jeg var svag, men Du gjorde mig stærk; jeg var stolt, men nu vil jeg være ydmyg; jeg var fyldt med slette tanker, men nu vil de være borte for altid, ligesom det viise unge menneske forlader barndommen og bliver voksen.

Jeg længes, du Bedstefader, efter Din ånd; min søgen vil føre mig til stille steder, ligesom Ørnenes Høvding stiger op mod solen.

Jeg vil gå ind i søvnen med roligt sind; jeg vil gå ind i mørket uden at frygte noget ondt.

På mit åndedræts fjed vil jeg vandre op over himlene, og rummets umådelighed vil være som min hule hånd som jeg gennemfarer ligesom lynet der berører både jorden og himlen.

Så vil Din ånd komme, du Alle-Væsernes-Kerne; og når den ydre verdens lys svinder bort, vil den indre verdens lys gløde, og jeg vil blive skyllet ind i Din nærhed og visdom som på prægtige bølger.

2. Drømmen om den sioux-indianske pibetaske

                 For mig[4] begyndte denne historie da jeg var en lille dreng på fem år og min far viste mig en vidunderlig taske. Den var lavet af blødt kaninskin, var omkring fire fod lang og dækket med smukke perlemønstre, som glødede i grønt, blåt, hvidt, rødt og guld. Da jeg rørte ved den var det som om en flamme af forundring skød op gennem min arm og ind i mit hjerte.

                 Min far fortalte mig at denne pibetaske stammede fra Oglala-siouxerne, og var blevet brugt til en ganske særlig ceremonipibe. I begyndelsen af 1890'erne var min far læge i sioux-reservatet ved Pine Ridge i South Dakota. Du må forstå at dengang var siouxerne et overvundet folk der led under de hvides love; et folk der så på de ufrugtbare stepper med blinde øjne, og som med sorg huskede tilbage på de dage da der var bøfler overalt og jægerne havde kunnet strejfe om vilde og frie.

                 En dag da vintersneen lå tykt over det døde græs, sendte en af Oglala-siouxernes høvdinge bud til min far, og bad ham komme og forsøge at redde hans søn der var ved at dø af lungebetændelse. Da min far ankom og så den lille dreng indhyllet i et bøffelklæde med ansigtet blussende af feber, svor han at han ville gøre alt for at redde hans liv. Han vågede over ham i to dage og to nætter, gned hans bryst med levertran og gav ham den medicin, han mente kunne hjælpe. Midt i den anden nat så drengen ud til at være ved at dø, og i desperation satte min far sine læber til drengens mund for at tvinge luft ind i hans lunger. På en eller anden måde hjalp dette og senere faldt min far så udmattet i søvn da han ikke kunne holde sig vågen længere.

                 Da han vågnede igen, var drengen i bedring. Nogle dage efter da drengen var ved at være rask, var høvdingen og hans kone meget taknemmelige og spurgte min far hvad han ville have for sit arbejde. Min far huskede på historierne om indianernes lidelser, og svarede høvdingen:

Den hvide mand har altid taget ting fra indianerne. Det er på tide at den hvide mand giver noget igen. Jeg giver dig din søns liv, og jeg skal ikke have noget betalt.

Høvdingen var for stolt til at modtage noget uden at give igen, og bad sin kone om at hendte den smukke pibetaske. Han insisterede på at give den til min far for at vise ham sin taknemmelighed. Han fortalte at tasken engang var blevet smidt på en stor dynge med indianske ting som de hvide soldater havde samlet. Soldaterne havde sat ild til det hele for at knuse indianernes ånd. Men et vindstød havde kastet tasken væk fra dyngen til et sted, hvor indianerne havde fundet den og frelst den.

Min far var overrasket, og spurgte høvdingen hvorfor han gav ham så værdifuld en pibetaske, og høvdingen svarede at han i en drøm havde fået at vide at han skulle give den til den første hvide mand der viste hans familie venlighed, fordi hans gave en dag ville føre godt med sig til indianerne. Min far fortalte mig at den smukke taske en dag ville blive min, og at han mente at den ville være mig til hjælp, hvis mit hjerte var godt.

Nogen tid efter min far havde vist mig pibetasken og fortalt mig historien om den, begyndte jeg at drømme min mærkelige drøm. Jeg drømte drømmen igen og igen, altid ens i alle detaljer, fra jeg var fem år til jeg blev ni.

I drømmen flød jeg ligesom oppe i himlen og så ned på et område med mange runde bakker. På toppen af hver bakke var en gruppe indianere. Nogle af dem lå i det tørre græs og gravede desperat i jorden med fingrene. Andre løftede håbløst deres arme op mod himlen. Kvinder krøb sammen i grupper og græd. De var alle klædt i de hvides tøj, gamle, slidte klæder, de rene pjalter. Deres ansigter var dybt triste, og deres hud lå ligesom stramt omkring deres knogler, så jeg følte at både deres kroppe og deres sjæle hungrede.

Så var det som om et mærkeligt lys begyndte at vokse på himlen. Jeg kiggede opad, og så sollyset glimte på vingerne af en smuk hvid fugl, en due. Duen kom ned fra himlen svævende i cirkler, med krop og vinger så rene som nyfalden sne. Den baskede langsomt afsted i sine cirkler, men den udsendte en følelse af enorm kraft, som om hele himlen var koncentreret i den.

Da duen nærmede sig en af bakketoppene, skete noget mærkeligt og forunderligt. Indianerne på bakken sprang pludselig op, og stirrede op mod duen. De hvide mænds pjalter faldt fra deres kroppe og forsvandt. I stedet løftede de nu deres hoveder stolt under smukt hovedtøj, og deres kroppe var dækkede af rene hjorteskind, der glimtede med perler og snegleformede spænder. Deres ansigter glødede af lykke og glæde. Deres kroppe spændtes som buer der skal til at udsende summende pile. Så begyndte de til min overraskelse at vandre op mod himlen efter duen, med sejrherrers fjedrende skridt, som verdens herrer.

Duen dykkede igen og igen ned, og andre mørkhudede folk rejste sig glædesfyldte på den ene bakke efter den anden, og begyndte at vandre op mod himlen, idet de fulgte efter den smukke hvide fugl. Jeg så mange dragter i min drøm, men jeg vidste ikke hvad de betød eller hvilke stammer de repræsenterede, jeg så blot de fejende fjer, de mangefarvede perler glitre, og de brune arme som glødede bronzefarvede og gyldne. Trommer begyndte at dundre og rumle som torden, og fløjtetoner steg triumferende op. Stemmer sang urgamle sange og folkenes oprindelige råb gjaldede.

Langsomt dannedes en regnbue på himlen af folk der vandrede frem i herlighed, en enhedens regnbue og en vision så pragtfuld i henseende til skønhed og glæde at jeg aldrig vil kunne glemme den eller kan håbe på at se noget lignende. I slutningen af hver drøm svandt den herlige vision langsomt bort, men dens løfte forsvandt aldrig, løftet om at en vidunderlig forandring var på vej.

I fire år havde jeg denne drøm et par gange om måneden indtil jeg var ni år da den holdt op med at komme ligeså pludseligt som den var begyndt. Jeg tilbragte mit niende års sommer på en stor ranch, der hed Hot Creek Ranch, i det sydlige Nevada. Dens land var omkring 70 miles langt og 60 miles bredt. Jeg lærte at ride halvvilde heste, både med og uden saddel, mens vinden hvislede i mine ører. Jeg husker stadig den vilde og krydrede duft af bynke, de klare bjergbækkes larm og latter når de kastede sig ud i vandfald, og vor glade hujen når vi prøvede at løbe antiloper eller vildheste op.

Jeg dansede af spænding da en af drengene på ranchen inviterede mig med til at ride på besøg i et lille reservat for Shoshone-indianere nogle få mil væk. Det var som et stort eventyr at se nogle Shoshone-familier på vejen dertil, men da vi ankom blev dagen mørk og forfærdende. Engang havde Shoshone-indianerne været et prægtigt folk, modige, gode og fyldte af de vilde steders vidunderlige ånd. Men jeg fandt dem i nedbrudte skure, klædte i hvide mænds bortsmidte pjalter. En tung byrde af elendighed hvilede på deres rygge, og deres øjne så kun ned i jorden.

Det er mærkeligt at jeg ikke dengang indså at disse folk netop var de indianere som havde været i min drøm, et folk der var fyldt af stor sorg, og hvis ånd og håb var blevet tilintetgjort af de hvide. Jeg red bort syg i hjertet, og fordi jeg ikke forstod noget, hørte min drøm op med at komme.

Mange år senere lærte jeg andre indianere at kende, og jeg mødte prægtige folk. Jeg forstod også hvordan mit eget folk havde skadet og knust indianerne. I Panamas jungler traf jeg en Burica-indianer der havde bevaret de gamle dages ånd intakt. Han førte mig gennem skoven, og dækkede mit tøj og min hud med den stærke duft fra en plante, som fjernede lugten af menneske. Han bad mig være stille. Så kaldte han dyr og fugle frem fra træerne. Hans stemme slog triller og klukkede og hviskede ligesom de mange stemmer i skoven. Fugle der var som flammer af ild satte sig på hans skuldre. Store sorte brølende aber, hvis struber udsendte dybe gurglende råb, svang sig ned af lianer for at huje og grynte af ham. Senere kom vaskebjørnenes fætre, de langnæsede næsebjørne, frem for at smyge sig ind til hans knæ, og han legede med dem som et barn leger med en hundehvalp eller en kattekilling. Jeg betragtede dette vidunderlige syn med ærefrygt, og vovede knap nok at trække vejret, fordi jeg var bange for at forstyrre. Denne mand havde stor åndelig kraft, så tæt på det Åndedræt der bevæger sig gennem den vilde natur.

Endnu senere i mit liv rejste jeg i den vestlige del af USA, og holdt foredrag på skoler. Jeg mødte adskillige indianere på denne rejse, og fortalte dem historien i min drøm. Jeg spurgte dem om hvad den betød, men der gik lang tid uden nogen kunne fortælle mig det. En dag da jeg var på vej i bil fra Albuquerque i New Mexico til Snowflake i Arizona var jeg kommet langt ud i ørkenen, og fik så øje på en høj ung mand der vandrede på vejen foran mig med en løbers lange fjedrende skridt. Han gjorde intet tegn til at ønske at blive taget med, men tog imod det da jeg tilbød det. Han sagde at han var på vej til et job på en ranch ti miles længere fremme, og allerede havde gået 20 miles. Hans ansigt var stærkt og godt, og hans øjne strålede af ånd. Han sagde at han hovedsagligt var Otomi-indianer, en stamme der lever i bjergene i det centrale Mexico, men også havde Olmec-blod i årerne. Da han hørte min historie om den mærkelige drøm, oplystes hans ansigt pludselig af forståelse!

"Jeg ved hvad din drøm betyder!", råbte han. "For længe siden levede der en stor profetkonge blandt Toltec-indianerne i det sydlige Mexico, som kaldtes Quetzalcoatl, hvilket betyder Den-Vingede-Slange[5]. Quetzalcoatl videregav et budskab om kærlighed og venlighed, og underviste folket i at lave nye ting, fremavle bedre afgrøder, og gjorde Toltecerne til Mexicos største folk. Min bedstemor fortalte mig en gammel historie om at Quetzalcoatl da han forlod Toltecerne for at drage på en rejse langt bort, havde profeteret hvad der skulle ske med indianerne.

"Han forudsagde at hvide mænd en dag vil komme ud fra det østlige hav i store kanoer med hvide vinger som store fugle. Det var datidens sejl, han beskrev. Han sagde at de hvide selv ville være som en fugl med to slags fødder, den ene fod som en dues, den anden fod som en ørns. Duens fod hentød til den kristne religion, som de hvide bragte med sig og som er en kærlighedens og venligheds religion, skønt alt for få fulgte denne religion i deres liv. Ørnens fod hentød til den måde, hvorpå de fleste hvide behandlede indianerne, ved at tage dem i sine kløer, dræbe dem, slavebinde dem og udnytte dem.

Men Quetzalcoatl lovede indianerne at nogle få hundrede år efter de første hvide mænd var kommet, ville andre hvide kun med duefødder komme til indianerne, og så ville enten Quetzalcoatl selv, eller den ånd der levede i ham, vende tilbage. Dette betyder, ud fra det du så i din drøm at de nye hvide vil komme i form af en hvid due. Og de vil føre indianerne op fra fortvivlelsens og nederlagets jord til håbets, frihedens og sejrens himmel.

Den kendsgerning at de indianerne du så i himlen bar de gamle dages klæder, betyder at disse hvide ikke vil gøre nar af eller more sig over den gamle indianske kultur og religion. I stedet vil de lære indianerne at være stolte over deres forfædre og bringe den store ånd og visdom, som de gamle folk havde, tilbage. Som sande brødre vil indianerne og disse hvide påbegynde opbygningen af en bedre verden, hvor der hersker retfærdighed, fred og kærlighed mellem mennesker."

Denne Otomi-indianers ord har længe givet genlyd i mine ører, og længe har mit hjerte længtes efter at trænge endnu dybere ind i betydningen af min drøm. På en eller anden måde er eskimoen William Willoya kommet mig til hjælp i denne søgen. Resultaterne af vor søgen er fremlagt i denne bog, og vi håber at den vil få andre til at søge og forstå den store forandringens ånd, som i dette øjeblik er ved at vokse frem i verden.

Nu stiger der en lille sky op af havet, så stor som en mands hånd

                                                                                                                Første Kongebog 18.44

3. Indianske profetiske visioner

Vi tror der findes en stor styrke i jorden og i naturen, som de gamle indianere kendte til, men som de nuværende generationer næsten fuldstændig har mistet kontakten med. Denne åndens kraft, som blev vundet i den vilde natur, kender de fleste mennesker som lever i byer intet til. Landmanden, som elsker den jord han arbejder med, kender lidt til denne følelse, for de levende tings ånd bliver dybt meningsfuld for ham. Han kan fornemme deres behov og gør hvad han kan for at opfylde dem, hvilket sikrer en fremgangsrig gårddrift.

                 Vi der har levet i den vilde natur i lange perioder (dette gælder begge denne bogs forfattere), får efter en periode en oplevelse af en mærkelig slægtskabsbånd med livet dér, en oplevelse der gør hele ens væsen følsomt afstemt overfor dyre- og planteliv. Hvis ens hjerte viser de vilde skabninger kærlighed vil flere og flere af dem efter en periode begynde at vise velvilje mod dig, og synliggøre harmonien mellem alt levende[6]. Hvis vi kan tro på de gamle viises fortællinger, gik indianerne et skridt længere end dette, til et punkt der måske aldrig kan måles af videnskabsfolk, hvor dyrets ånd blev et redskab til at finde Verdens-Kilde, og til at rense sjælen[7]. De gamle tiders store renhjertede høvdinge opnåede deres åndelige kraft gennem den mest krævende selv-disciplin, faste og bøn, herunder også hjertets fuldstændige opgivelse af jordiske begær, og det indre øres hengivne lytten til den vilde naturs hvisken. Der var ikke tale om afgudsdyrkelse, sådan som mange der ikke forstod dem troede, men om noget langt dybere og langt mere vidunderligt: forståelsen af Det-Værendes-Ånd som viser sig selv i alle levende ting. Ud fra denne dybe forståelse mener vi at de sommetider fik egentlige glimt af indblik ind i deres folks og i verdens fremtid. De profetiske visioner om tider med store bekymringer og plager der vil blive fulgt af en tid med global harmoni og fred, udgør de bemærkelsesværdige mønstre af tanker og skønhed, som du vil finde i de fleste af de følgende historier:

Montezuma - en aztekisk konge

Aztekerne var et civiliseret, men også krigerisk indiansk folk fra det centrale Mexico, som arvede deres kultur fra de vidunderlige Toltec-indianere. Toltecerne var blevet givet en venlighedens og godhedens religion af deres profetkonge, Quetzalcoatl. Det er en skam at aztekerne ikke lærte at forstå denne religion fuldt ud. I stedet begyndte de at ændre den, og indførte menneskeofringer. De skar hjerterne ud af tusinder af deres fjender for at ofre dem til deres krigsgud, Huitzlipotchli.

                 Montezuma den Anden var aztekernes konge eller kejser da de hvide spaniere kom. Ligesom de fleste andre af datidens aztekerne deltog han i krigene, og førte tusindvis af fangede krigere som slagtofre til krigsgudens store tempel. I en periode var han en grusom konge, der satte en hæder i at have magt over andre indianere. Men da spanierne, anført af Cortez, kom og fangede Montezuma, behandlede de både ham og hans folk dårligt. Han begyndte igen at vende sig til Quetzalcoatls religion. Han blev mere og mere bekymret efterhånden som han så de hvide meje tusindvis af indianere ned i Kristus' navn med geværer og sværd.

                 Da Montezuma forsøgte at stoppe kampene, blev han alvorligt såret af en af sine egne. Mens han lå døende, sendte Ånden Montezuma en vidunderlig fremtidsvision, som han fortalte sin yndlingsdatter Tula. Senere fortalte Tula historien om denne vision videre til Iztlilzochitl, en fornem Terzcucan-indianer, som nedskrev denne profeti:

                 "Jeg har sagt verden farvel", sagde Montezuma. "Jeg ser dens tomme forfængeligheder forlade mig, en efter en. Sidst af dem, den mest elskede og prægtige er magten... og den holder mit hjerte i sine hænder. En skygge omslutter mig, formørker den ydre verden mens oplyser den indre; og i lyset ser jeg mit folk og dets fremtid.

                 De lange tidsperioder... to... fire... otte... passerer forbi, og jeg ser de nye stammer rejse sig, som nedtrådt græs, og i deres midte et Præsteskab og et Kors. Endnu en periode med kampe og slag, og nu står Korset tilbage, men ingen præster - i deres sted står Friheden og Gud.

                 Jeg ved at børnene af de aztekerne, der nu ligger knust, vil leve, og mere... efter lange tiders lidelser vil de rejse sig, og indtage deres plads... en pragtfuld plads... blandt jordens udødelige folk. Det jeg fik lov at se var en åbenbaring. Værn om disse ord, Tula; gentag dem ofte, og få folket til at tage dem til sig som deres; en hellig tradition; før dem videre fra generation til generation, indtil en generation omsider vil få en korrekt forståelse af ordene FRIHED OG GUD, som synes dunkle for mig; da, men først da, vil den ny fødsel og den nye levevis komme."

                 Nu er der kommet en generation af indianere, som kan forstå Montezumas profetiske ord FRIHED OG GUD. En stor ny ånd spreder sig nu i verden, en ånd som hæver sig op over fortidens smålige misforståelser, fordomme og had. For at finde denne Ånds sandhed må hvert enkelt menneske nedbryde sit sinds og sin sjæls mure af religiøse misforståelser, som skiller mennesker, og søge frit, uafhængigt og glædesfyldt efter sandheden. I tidligere tider var det nødvendigt at have særlige religiøse ledere, som anførte menneskenes flokke, og tog sig af størstedelen af deres religiøse tanker, men i den mere modne tidsalder må vi alle blive voksne, og tænke og søge for os selv, indtil vi finder broderskabets strålende lys som venter på os.

Crow-indianernes høvding, Plenty Coups

Plenty Coups[8] var en meget viis og stor leder af Crow- (eller Absorokee-) indianerne i Montana og Wyoming. Det lykkedes ham ikke blot at føre sit folk gennem krigens problemer, men også gennem de endnu vanskeligere problemer, der fulgte med freden, efter de hvide havde erobret vesten.

                 Da Plenty Coups fortalte sin livshistorie til steppe- og bjergvandreren Frank B. Linderman, fortalte han også historien om sin store vision. Plenty Coups var ni eller ti år gammel da drømmen kom til ham. Han var gået op i Crazy Mountains i Montana for at søge en vision, og fastede adskillige dage. Han blev meget svag, men fik stadig ingen drøm. Tilsidst skar han i desperation et led af sin pegefinger og tvang den til at bløde, sådan som han huskede at fortidens store Crow-krigere havde gjort for at vise deres mod. Han faldt i søvn, og syntes så at vågne op igen omringet af krigsørne. Senere kom en åndeskikkelse til ham, og førte ham gennem en lang underjordisk tunnel i retning af Arrow Creek Mountains. Han blev omringet af et væld af bøfler som stødte mod ham i tunnelen. Først blev han meget bange for at de ville mase ham ihjel, men åndeskikkelsen bad ham gå lige ud og være uden frygt.

                 Da ånden havde ført ham ud af hullet ud i solskinnet, rystede den en stor rød rasle og sang en mærkelig sang fire gange. "Se", sagde skikkelsen og pegede, og Plenty Coups så tusindvis af bøfler komme ud af et hul i jorden, så mange at de gjorde sletterne sorte. Så var det pludselig som om de forsvandt. Ud af det samme hul kom nu store hjorder af plettede og hornede dyr, som han senere forstod var de hvides kvæg. De brølede og prustede, men på en anden måde end bøflen, og derfor blev han bange for deres fremtoning og deres lyde. Snart forsvandt også de ved at gå tilbage i det store hul i jorden.

                 "Forstår du det jeg har vist dig, Pleanty Coups?", spurgte åndeskikkelsen, men drengen svarede: "Nej!"

                 Åndeskikkelsen førte Plenty Coups tilbage gennem hullet i jorden til et sted, der nu befinder sig på Crow-reservatet i Montana, og viste Plenty Coups en gammel mand, der sad svag og alene i skyggen.

                 "Denne gamle mand er dig selv, Pleny Coups", sagde åndeskikkelsen, der snart forsvandt sammen med den gamle mand.

                 Nu så Plenty Coups en mørk skov og en sort storm der nærmede sig. De fire vinde ramte skoven med et brusende brøl, og drengen følte medfølelse for de væsner, som levede i skoven. Vindene væltede alle træerne, bortset fra et, der stod højt og rankt. "Hvad betyder dette?", spurgte drengen.

                 "Lyt, Plenty Coups", sagde en åndestemme. "I det træ har mejsen sin rede. Sammenlignet med andre fugle har den ikke megen fysisk styrke, men til gengæld har den et stærkt sind. Den er villig til at arbejde for at opnå visdom. Mejsen er god til at lytte. Intet undgår dens ører, som den har skærpet ved stadig opmærksomhed. Når som helst nogen taler sammen om deres sejre eller nederlag, vil du finde mejsen lytte. Men selvom den lytter, passer den sig selv. Den trænger sig aldrig på, taler aldrig i fremmed selskab, og lader aldrig en chance til at lære af andres erfaringer gå fra sig. Den opnår sejre og undgår nederlag ved at lære af andres sejre og nederlag, og uden at få de store problemer. Der er næppe et hus den ikke besøger, og næppe et væsen den ikke kender, og alligevel kan alle lide den, fordi den passer sig selv, eller lader som om det.

                 Der var utallige fuglevæsners reder i skoven da De-Fire-Vinde gik løs på den. Kun mejsens rede blev ikke ødelagt. Udvikl din krop, men forsøm ikke dit sind, Plenty Coups. Det er sindet, der giver mennesket magt, ikke fysisk styrke."

                 Derefter vågnede Plenty Coups, og hans venner hjalp ham tilbage til lejren. Alle Crowstammens viise mænd samledes i et stort telt, og bad Plenty Coups komme for at fortælle dem om sin vision. Da han havde fortalt sin historie, kunne han føle uroen i luften, for det var en meget usædvanlig drøm. De sad stille et stykke tid og røg; så rejste Yellow Bear, den viiseste, sig langsomt og sagde:

                 "Han er blevet fortalt at i hans levetid vil bøflen forsvinde for altid, og at de hvides tyre, køer og kalve i stedet vil overtage deres plads på sletterne. Jeg har selv set disse plettede bøfler trække de hvides varer på vogne...

                 Plenty Coups drøm betyder at de hvide vil overtage dette land, og deres plettede bøfler vil dække sletterne. Han fik besked på at tænke selv, lytte og lære af andres erfaringer for at undgå ulykke. Han blev rådet til at udvikle sin krop, men ikke glemme sit sind. Denne drøms betydning er klar: Jeg hører dens advarsel. De stammer, der har bekæmpet de hvide er alle blevet overvundet og udslettet. Ved at lytte ligesom mejserne kan vi måske undgå dette, og beholde vort land.

                 De-Fire-Vinde repræsenterer de hvide og dem, der hjælper dem i deres krige. Træerne i skoven er stammerne på disse udstrakte sletter. Og det ene træ, som De-Fire-Vinde lader stå efter det skrækkelige slag, repræsenterer vort folk, absarokeerne, den eneste af sletternes stammer, der aldrig har bekriget de hvide.

                 Mejsens rede i det træ der blev stående, er denne stammes boliger som vil være i sikkerhed, takket være fredelige forbindelser med de hvide som vi ikke kunne stoppe selvom vi gerne ville. Mejsen er en lille fugl; vi er også et lille folk overfor vore mange fjender, hvide såvel som røde. Men mejsen var viis da den valgte et sted til sin rede. Efter slaget med De-Fire-Vinde havde den stadig sit hjem, sit land, fordi den havde vundet visdom ved at lytte til andres fejltagelser, og vidste at den og dens familie kunne være sikker dér. Fra denne dag er mejsen Plenty Coups' medicin. Han vil ikke være nødt til at bære på et tungt medicinbundt, men hans medicin vil være stærk alligevel, både i fredstid og i krig.

                 Han vil blive gammel, og han vil blive høvding. En dag vil han komme til at leve anderledes end vi gør nu, og sidde under de store træers skygge ved Arrow Creek, hvortil væsnet bragte ham i hans drøm. Den gamle mand var ham selv, sådan som han blev fortalt. Han vil blive gammel, og kendt for sine tapre bedrifter... Jeg har talt."

                 Efter denne drøm kom til Crow-indianerne, begyndte de at samarbejde med de hvide, fordi de vidste de ikke kunne kæmpe mod dem. Det førte til at Crow-reservatet i det sydlige Montana ved floderne ved Bighorn og Little Big Horn idag er det prægtigste indianske område i vesten.

                 Plenty Coups' store visdom som bestod i omhyggeligt at iagttage og lære af andres fejltagelser, gav ham mulighed for at lede sit folk gennem vanskelige tider. Han viste stor skarpsindighed da han beskrev de hvide som følger[9]:

                 "De talte højt når de sagde at deres love gjaldt for alle, men vi indså snart at skønt de forventede at vi overholdt dem, så så de stort på om de brød dem selv. De sagde at vi ikke skulle drikke whiskey, men lavede den alligevel og solgte den til os, i bytte for skind og klæder indtil vi næsten intet havde tilbage. Deres Viise sagde at vi kunne få deres religion, men når vi prøvede at forstå den, fandt vi ud af at der fandtes for mange religioner blandt de hvide, og at der knap nok var to hvide som var enige om hvilken der var den rigtige. Dette var svært for os at forstå, indtil vi indså at mange hvide ikke tog deres religion mere alvorligt end deres love, og at de blot holdt dem i baghånden, som Hjælpere, for at bruge dem når de kunne være til nytte i forholdet til fremmede. Sådan kunne vi ikke leve. Vi beholdt de love, vi lavede, og levede vor religion. Vi har aldrig kunnet forstå de hvide, der ikke narrer andre end sig selv.

Kommentar til Plenty Coups' vision:

Det budskab, der kom til Plenty Coups, svarer til det, der blev givet Montezuma, men Plenty Coups fik det bedre forklaret. Montezuma blev lovet at indianerne ville begynde at vågne igen når de forstod betydningen af "Frihed og Gud". Plenty Coups lærte faktisk hvordan noget af denne åndens frihed kunne bruges. Han fik naturligvis at vide, hvordan man kan lære af andres fejltagelser, men det han lærte gik dybere, idet han blev advaret om at de folk som ikke lærte at tænke selvstændigt og udviklede deres sind, ville blive blæst omkuld af livets storme.

Det var det, der skete for så mange indianske folk. Det havde chokeret dem dybt at opleve deres gamle livsform i den grad blive revet omkuld af påvirkningerne fra de hvide. De troede at de måtte efterligne de hvides levevis, fordi fortiden var forsvundet for altid. Naturligvis vil de gamle levemåder aldrig vende tilbage nøjagtig som de var, men de gamle indianeres åndelige kraft, godhed, venlighed og mod kan vende tilbage.

Plenty Coups fik at vide at en af måderne, hvorpå den indianske ånd kunne holdes i live, var at lære at tænke uafhængigt og at søge efter sandheden med et åbent sind. Han fik at vide at et stærkt sind var vigtigere end en stærk krop. Men intet sind er stærkt og kraftfuldt med mindre det også er et søgende sind. Det søgende sind finder sandheder og anvender dem i livet og overfor verdens problemer.

Kong Djojobojo

                 Folkene på øen Java og øerne omkring den kaldes ostindere eller østens ind(ian)ere. De fremstår som et brunhudet folk, men er faktisk en blanding af forskellige racer, og nogle rene racetyper findes på øerne. Oprindelig var de polynesiske dværgnegere, eller sorthudede folk, men rene eksempler på disse findes nu kun i de vildeste høje bjergegne på Sumatra og Borneo. Malayerne, der tilhører den gule race ligesom kineserne og japanerne, er nu det mest talrige folk på øerne, men også i dem er der iblandet blod fra den hvide race, selvom de hvide der først kom til Java fra Indien for over to tusind år siden, så mere brune ud end hvide.

                 Fire store religioner er kommet til de Ostindiske Øer, som alle opstod gennem en berømt profet eller messias, der lærte folk at leve i kærlighed og harmoni. Først kom hinduerne fra Indien med profeten Krishna, som lærte folket:

                 Vær ydmyg, skad ingen, og kræv intet;

Vær retskaffen og overbærende

Tjen din lærer med sand lydighed

Hold kroppen og sindet rent,

Vær rolig, urokkelig og herre over ego'et

Tag afstand til de sanselige ting

Vær fri for et selv

Bevidst om svagheden i den dødelige natur...[10]

                 Også fra Indien kom dernæst buddisterne, som mente at Krishna var kommet tilbage som deres profet Gautama Buddha. Buddha lærte ting som:

                 Begå ingen synd, gør godt, rens sindet

Det er alle Opvågnedes lære

                 Giv ingen skyld, slå ingen, overhold lovene

                 Spis ikke for meget, sov og sid alene

                 Dvæl i de højeste tanker

                 Dette er Den Opvågnedes lære[11]

                 Så ankom muslimerne fra Arabien, med Islam, profeten Muhammeds religion, der lærte menneskene[12]:

Og søg hjælp i tålmodighed og i bøn, og det er virkelig svært for andre end de ydmyge

                                                                                                                Koranen, sura 2, 46

Og giv mad til den sultne stakkel, til den forældreløse og til fangen af kærlighed til Ham, og sig: Vi giver jer kun mad for Guds skyld. Vi ønsker ingen belønning eller tak

                                                                                                                Koranen, sura 76, 9-10

Giv retfærdigt det fulde mål og den fulde vægt, og bedrag ikke folk for deres varer. Begå intet ondt på jorden ved at skabe ufred

                                                                                                                Koranen, sura 11, 86

Endelig kom de kristne hollændere, der erobrede Ostindien, men også bragte de gode ord fra profeten Jesus som sagde:

Men jeg siger til jer: Elsk jeres fjender, velsign dem som forbander jer, gør godt mod dem der hader jer, og bed for dem som forfølger jer

                                                                                                                Matthæus 5, 44

Døm ikke, for at ikke I skal dømmes; for den dom I dømmer med, med den skal I selv dømmes

                                                                                                                Matthæus 7, 1

På trods af den kendsgerning at alle disse store profeter lærte deres folk at behandle andre med venlighed, og ikke tale ondt om andre, så bekæmpede deres tilhængere ofte hinanden her, ligesom andre steder, hadede hinanden og nægtede at prøve at forstå hinandens religioner. Er det ikke forbløffende, og også meget barnligt?

                 Når vi forstår hadet, fordommene og misforståelserne mellem de fire store religioner, så forstår vi også den bemærkelsesværdige profeti som siges at stamme fra den store indiske konge Djojobojo, som levede på øen Java i det tolvte århundrede e.v.t.[13] Kong Djojobojo var en god og retfærdig hersker, der gjorde alt der var muligt for at gøre sit folk lykkeligt. Han fulgte tilsyneladende selv den buddistiske religion, mens størstedelen af hans folk var hinduer. Men han behandlede folk af alle religioner med den samme venlighed og godhed.

                 En nat faldt kong Djojobojo i søvn efter lang tids faste, og modtog en vision, hvor han så fremtiden for hans øers indi[an]ske folk blive rullet ud for ham som et tæppe. Han menes at have fået denne store vision nedskrevet, og den lyder omtrent som følger[14]:

                 I løbet af nogle århundreder, sagde han, ville øerne blive erobret af hvidhudede mennesker med lyst hår og blå øjne fra nordvest, som ville herske over øerne med jernhånd i omkring 350 år. (De hvides kolonistyre varede faktisk 332 år, fra 1610 til 1942.) Han forudså at de hvide ville blive drevet bort fra øerne af gulhudede dværge med skæve øjne fra nordøst (dette var japanerne, der erobrede øerne i 1942 under Anden Verdenskrig), men han sagde at dværgene kun ville blive på øerne i en ganske kort periode, blot lidt længere end en høst! (Japanerne var meget overraskede over hvor omhyggelige ostind[ian]erne var med deres høst, i den tid de herskede over øerne! Og faktisk blev japanerne drevet bort efter 3 år. Dette skete i 1945, i slutningen af Anden Verdenskrig.)

                 Efter dværgene var draget bort ville ostind[ian]erne blive styret af deres egne, sagde kongen, men det ville blive en slem tid, for bror ville slås mod bror, religion mod religion, race mod race, og den ene samfundsgruppe mod den anden. Der ville flyde blod. (Det er hvad der er sket på de ostindiske øer siden de vandt uafhængighed fra de hvide, og der har været mange problemer, blodsudgydelser og misforståelser og meget had mellem øernes forskellige samfundsbevægelser og religioner.)

                 Kong Djojobojo forudsagde imidlertid at denne periode også ville blive kortvarig. Snart ville der komme en stor Åndelig Konge i vest (i retning mod Det Hellige Land), som ville forene alle racer og samfundsgrupper, og bringe 1000 års fred.

Kommentar til kong Djojobojos vision:

                 Bemærk at det er meget usandsynligt at denne profeti vil blive opfyldt af en af de fire gamle religioner, fordi fordommene og misforståelserne mellem dem er for dybe. De kristne missionærer fortæller for eksemple buddisterne, hinduerne og muslimerne at deres religioner er forkerte, og kun deres er rigtig. Dette opbygger umiddelbart en mur af vrede.

                 Den eneste måde, hvorpå denne enhed kan opstå, er gennem forståelse og kærlighed i så stort et omfang at fortidens smålige misforståelser og had smelter bort som is i solen. Det bemærkelsesværdige er at profetiens fjerde del faktisk er ved at manifestere sig på de ostindiske øer. Der er kommet nye lærere nu, som bringer det store budskab om kærlighed og harmoni mellem alle religioner og alle folk, uden af angribe fortidens religioner, idet de siger at alle religioner stammer fra Gud.

Krishna og Buddha

Vi har anbragt disse profetier sammen, fordi de er nært forbundne, og fordi Krishnas profeti er meget kort. Hinduernes profet, Krishna, er en næsten mytologisk figur, der går så længe tilbage i det indiske subkontinents tågede fortid at det er svært at finde ud af hvornår han levede, skønt det sandsynligvis var før år 1000 f.v.t. Vidunderlige historier fortælles om ham, for eksempel om hvordan han frelste en egn fra en forfærdelig storm ved at hæve et bjerg op mellem jorden og regnskyerne (se billedet).

Den smukkeste kerne i hinduismen (til forskel fra de grove tilføjelser mennesker siden har tilføjet) udtrykkes måske i den del af den majestætiske hinduistiske digtcyklus Mahabharata, hvor en magisk trane spørger en viis indi[an]sk prins:

"Hvad er vejen til himlen?"

"Sandfærdighed", svarer prinsen

"Hvordan bliver et menneske lykkeligt?"

"Gennem den rette adfærd."

"Hvad må mennesket betvinge for at undgå sorg?"

"Sit sind."

"Hvornår er et menneske elsket?"

"Når det er uden forfængelighed."

"Hvordan finder mennesket sand religion?"

"Ikke gennem beviser. Ikke gennem skrifter eller doktriner - de kan ikke hjælpe. Vejen til religion betrædes af helgenerne - (kun af dem som lever gode og rene liv)."[15]

En anden del af Mahabharata kaldes Bhagavadgita, Guds Sang. Den er så helt og aldeles smuk og så fyldt af visdom og kærlighed at det er forbløffende at folk fra andre religioner ikke kan se at også den kommer fra Gud. I denne Sang taler Krishna til prins Arjuna, af Bharataernes slægt, og siger til ham:

        Hver gang retskaffenheden svækkes, du Bharataernes ætling, og hver gang uretfærdigheden ophøjes da viser jeg mig. Jeg genfødes gennem tiderne for at beskytte de gode, tilintetgøre de onde og sikre retfærdigheden

                                                                                                                            Bhagavadgita, 4, 7-8[16]

                 Krishnas profeti betød ikke at Han selv, det nøjagtig samme individ, ville vende tilbage gennem tiderne, men at Gud igen ville tale gennem store profeters stemmer i fremtiden. Hvis vi forstår dette, kan vi se at Buddha (født omkring 563 f.v.t.) var Krishnas genkomst, ligesom Jesus og Muhammed var det. Det, der beviser at de alle var store profeter, var deres budskab om godhed, venlighed og hæderlighed, og at store verdenskulturer rejste sig af deres lære, kulturer der lærte menneskene at samarbejde på nye måder. Hvis vi forstår dette, indser vi at Jesus' genkomst, som Bibelen taler om, kan forstås som, ikke det samme individs tilbagevenden, men som den samme Guds ånd, der taler gennem et menneske, en profet. Bibelen illustrerer denne misforståelse da Jesus (Markus 9.11-13) antyder at Johannes Døberen er en genkomst af Elias, den gamle jødiske profet, som jøderne betragtede som forløber for messias. Eftersom Johannes Døberen selv benægter at han er Elias (Johannes 1.21), er dette et stærkt bevis på at selvom Johannes Døberen ikke var det samme individ som Elias, så troede Jesus at han havde modtaget den samme slags budskab fra Gud som Elias. Han var derfor åndeligt set den samme som Elias, men hverken fysisk eller mentalt den samme.

                 Denne idé hjælper os med at forstå Buddhas profetier. Buddha blev født som prins Siddartha, søn af en indisk konge over Sakyaernes klan eller stamme, engang i første halvdel af det 5. århundrede f.v.t. Han voksede op i luksus ved foden af de vidunderlige Himalaya-bjerge, verdens højeste, og blev opdraget så han kunne blive en magtfuld konge. Men noget endnu stærkere drev ham ud i en søgen efter sandheden. Han forlod al sin luksus og al sin jordiske magt, og vandrede ud i den vilde natur for at bede og meditere. En dag da han sad og tænkte i mange timer under det storslåede Boddhitræ, kom Gud til ham i en vision og fortalte ham at han ville blive Buddha, Asiens lys, og en af verdens store lærere eller profeter.

                 Buddha gik ud blandt menneskene og begyndte at undervise dem i budskabet om kærlighed og forståelse. Han lærte dem om den kendte ottefoldige vej, der fører til lidelsens ophør og sand lykke:

1. Ret anskuelse. Du bør forstå dig selv og andre klart og intelligent, så du kan træffe viise valg.

2. Ret tanke (higen). Du bør ikke søge personlig vinding, men tænke på hele menneskehedens ve og vel.

                 3. Ret tale. Du bør kun tale til andre med velvilje og venlighed.

4. Ret handlemåde. Den viise er altid ærlig, pålidelig, kærlig og venlig.

5. Ret levevis. Den viise foretager sig aldrig noget dumt, som skader andre på nogen måde.

6. Ret stræben. Den viise udfører sit arbejde med kærlighed, gør det bedst muligt og afslutter altid det der er påbegyndt.

7. Ret omtanke. Han er årvågen, så han kan afværge ondt og gøre godt.

8. Ret meditation. Hans tanker er under kontrol og altid rene og gode.

                 Denne lære svarer til den mange af de viise indianske høvdinge i Amerika har udbredt. Enhver der studerer Buddhas liv og ord med et åbent sind vil finde stor visdom i dem, og kun godt. Han vil se at denne Mand også kom fra Gud, ligesom Jesus og Moses. Gud har sendt lærere til så mange dele af verden for at hjælpe mennesket, ganske som han har sendt regn, solskin og vind.

                 Buddha vidste at hans religion efter lang tid ville miste kraft og ikke længere ville kunne besvare verdens nye problemer, sådan som den skulle. Han vidste at andre Buddhaer eller Gudsprofeter ville træde frem for at give menneskene nye belæringer. Han vidste at der til sidst ville komme en stor profet, der ville forene alle verdens religioner og folk i kærlighed og broderskab. Ligesom Jesus forudsagde Dagen hvor der ville være "en hjord og en hyrde" (Johannes 10, 16), profeterede Buddha[17]:

Jeg er ikke den første Buddha der har været på jorden, og jeg vil ikke blive den sidste. Når tiden kommer vil en anden Buddha træde frem, en Hellig, en fuldstændigt oplyst, begavet med visdom, lykkebringende, en der omfavner hele universet, en mageløs anfører, en hersker over engle og mennesker. Han vil åbenbare Jer de samme evige sandheder som jeg har lært Jer. Han vil grundfæste Sin Lov, i ånd og bogstav prægtig som kulmination og mål. Han vil forkynde et retskaffent liv, perfekt og rent, sådan som jeg nu forkynder det. Hans disciple vil tælle mange tusinde, mens mine tæller mange hundrede.

Ananda, hans discipel, spurgte ham så:

                 "Hvordan skal vi kende ham?"

                 Og Den Velsignede svarede: "Han vil blive kendt som Maitreya."

Ordet "Maitreya" har mange forskellige betydninger. Normalt betyder det "den Buddha der vender tilbage", og i denne betydning en ny Gudsprofet som kommer. Men i en anden betydning betyder det "verdensforeneren". Mens Jesus og Muhammed kan betragtes som genkomster af den ånd der var i Buddha (og således var nye Buddhaer), var de ikke verdensforenere, fordi verden på deres tid var alt for opdelt og adskilt af store geografiske afstande, og også fordi de folk der levede dengang manglede uddannelse og forståelse til at blive forenet. Da kristendommen og Islam kom i kontakt med buddhismen, var disse religioner blevet så opløste af smålige opdelinger mellem forskellige trosretninger at de ikke havde styrke nok til at omvende buddhisterne. Derfor venter buddhisterne stadig på den verdensforenende Buddha (eller profet), men den følgende profeti viser hvordan de forventer han vil træde frem.

                 I 1929 kom den østrigske professor Nicholas Roerich tilbage fra opdagelsesrejser i Himalaya-bjergene nord for Indien, og skrev en bog han kaldte Altai-Himalaya - en rejsedagbog[18]. I denne bog nedskrev han en bemærkelsesværdigt buddhistisk profeti som han havde hørt om på Himalayas højsletter, og som folkene dér mente snart vil blive opfyldt. Han formulerer det således:

Det fortælles i profetierne om hvorledes en ny tid vil vise sig: "Først vil en krig uden fortilfælde begynde som omfatter alle folk. Dernæst vil bror rejse sig mod bror. Oceaner af blod vil flyde. Og folkene vil ikke forstå hinanden længere. De vil glemme betydningen af ordet Lærer. Men netop da vil Lærere træde frem, og i alle dele af verden vil den sande lære kunne høres. Folk vil blive tiltrukket af sandhedens ord, men dem der er fyldt af mørke og uvidenhed vil skabe forhindringer. Som en diamant gløder lyset over tårnet der tilhører Herren af Shambala (den nye tids profet). En sten på hans finger er mere værd end alverdens skatte. Selv dem der uafvidende hjælper Shambalas lære vil blive gengældt hundredefold. Allerede nu genfødes mange af sandhedens læres krigere. Kun få år vil gå før alle vil høre den nye tids Herres mægtige skridt. Og man kan allerede se usædvanlige manifestationer og møde usædvanlige mennesker. Allerde nu åbner de kundskabens porte, og modne frugter falder fra træerne.

Shambalas banner vil omfatte Den Velsignedes (Gautama Buddhas) kernelande. De der tager imod ham vil fryde sig, mens de der afviser ham vil skælve... Fornægteren vil blive overgivet til retten og blive glemt. Og krigerne vil vandre under Maitreyas (verdensforenerens) banner.

Fra vesten, fra bjergene, vil mit folk komme. Hvem vil tage imod dem og værne om dem? Du?"

Kommentar til de buddhistiske profetier:

Bemærk først at profetierne fortæller at de nye lærere vil komme fra vest (ligesom de gjorde i kong Djojobojos profeti). Eftersom adskillige af de amerikanske indianeres profetier siger at lærerne eller lyset vil komme fra øst, viser det et centrum for den nye religion, der ligger øst for USA og vest for det centrale Asien. Et kort illustrerer dette bag i bogen.

                 Vi lever nu i tiden efter de store verdenskrige, hvor nye lærere viser sig for hele verden for at sprede det nye budskab om enhed og forståelse mellem alle mennesker. I modsætning til de sidste århundreders religiøse lærere, der uheldigvis har bragt splittelse og misforståelse ved at insistere på at de hver især har monopol på sandheden, så bringer de nye lærere harmoni og kærlighed. Det er deres ønske at forstå hvert et menneske, og vil ikke fordømme nogen. Fredsfyrstens krigere kommer, og foran dem skal misforståelsernes mure falde. Deres skridt tordner på verdens åndelige rammer.

Irokesernes profet, Deganawida

Omkring hundrede år før de hvide kom til det område, der nu er staten New York, var de irokesisk-talende folk som boede dér i krig med hinanden og med deres algonquin-talende naboer. Foruroliget over krigen og splittelsen modtog en viis indianer af Huron-stammen, Deganawida, visioner tilsyneladende fra Gud, og begyndte at forkynde en kærlighedens og harmoniens religion mellem stammerne. Han fandt ingen der ville lytte blandt hans egen stamme, men da han besøgte andre irokesere som mohawkerne, onondagaerne, senecaerne, cayugaerne og oneidaerne blev hans idéer hilst velkomne. Disse stammer dannede irokesernes forbund.

                 Blandt disse indianere var der en ung mand ved navn Hiawatha, der havde ført et slet liv, men han blev Deganawidas vigtigste discipel og hjalp ham meget med at sprede den nye religion. Deganawida og Hiawatha ønskede at forlægge alle indianerne en stor fredsplan, som med tiden skulle bringe alle stammerne sammen i et folkenes fællesråd. I Deganawidas vision så han et gigantisk grantræ, hvis øverste grene strakte sig op gennem himlen til De Ældre Brødres endeløse lys. Dette træ, der voksede op af et skinnede hvidt tæppe over stenede bakker, symboliserede søsterskabet og broderskabet mellem alle mennesker. Ved dets rødder stod det oprindelige irokesiske forbunds fem folk. Jorden, der nærede dette træs rødder, bestod af tre store tosidede idéer:

1. Ne Skenno - sundhed i krop og sind; fred mellem grupper og individer.

2. Ne Gaiihwiyo - retskaffenhed i gerninger, tanke og adfærd; retfærdighed og rimelighed i opretholdelsen af menneskerettighederne.

        3. Ne Gashedenza - opretholdelse af krigsmagt til selvforsvar; opretholdelse og styrkelse af åndelig kraft.

                 Da både Deganawida og Hiawatha så menneskeracen som en stor familie, underviste de ved de mange familiebål om kærlighed, enhed og lydighed overfor Gud. De enkelte familier var grundlaget, hvorfra lederskabets autoritet skulle rejse sig. En storslået struktur var tegnet op, der gjorde de enkelte familier til magtens centrum, så intet diktatur ville kunne gribe magten. Høvdingene mødtes for at rådføre sig med hinanden om alle emner, med visdom og modenhed. Gennem bøn og ydmyghed nåede de til enstemmige beslutninger.

                 Deaganawida og Hiawatha så at krigene var ligesom børns skænderier, og de ønskede at sætte en stopper for dem. Hvis de hvide ikke var kommet, havde de nok spredt deres plan om fred, forståelse og kærlighed til mange indianske folk, for der var andre indianere der tænkte samme slags tanker. I Californien havde mange stammer lært sig at leve i fred med hinanden, og i det fjerne sydvest spredte hopi-indianerne budskabet om menneskets broderskab og om fred til alle indianere. De fleste indianske folk bestod af demokratiske enheder, der udelukkende valgte deres viise høvdinge og ledere på baggrund af fortjeneste, og undgik alle dem der pralede eller tørstede efter magt. Disse sociale enheder ville have dannet et glimrende grundlag for et stort og fredeligt demokratisk forbund mellem alle indianere.

                 Så vidunderlig var Deganawidas og Hiawathas idé at de fem folk (senere seks da tuscaroraerne gik med) i irokesernes forbund holdt sammen gennem mere end tre hundrede år, og det findes endnu idag på trods af alle de hvides forsøg på at ødelægge det. Irokesernes forbund var i mange år den mest magtfulde gruppe indianere i hele Nordamerika, og mange andre indianere, udover irokeserne, fandt ly under dets vinger. Selv den amerikanske regering og den amerikanske Forfatning har lånt mange ting fra irokeserne, blandt andet idéen om adskillelsen af den dømmende, udøvende og lovgivende magt - således blomstrede et stort indiansk geni[19].

                 Uheldigvis for indianerne kom de hvide og begyndte at presse stammerne mod hinanden, forsynede nogle med våben, og opfordrede dem til at angribe andre. Også krigene mellem englænderne, franskmændene og spanierne blev ophav til alle slags problemer, som blev gjort endnu værre af whiskyens komme. Men Daganawida havde endnu en vision, hvor han forudså denne slemme tid men samtidig lovede at Guds ånd til sidst vil komme for at bringe indianerne og alle andre folk fred og forståelse. Mad Bear, en tuscaroraner, har videregivet os alle dette vidunderlige profeti, sådan som det er blevet overleveret generation efter generation i irokesernes langhuse[20]:

Da Deganawida forlod indianerne i Bay of Quinte i Ontario, fortalte han dem at de stod overfor en tid med store lidelser. De ville holde op med at stole på deres ledere og på fredsforbundets principper, og irokeserne ville møde en stor hvid slange, som for en tid ville mænge sig blandt indianerne, blive accepteret af dem og behandlet som en ven. Denne slange ville efterhånden blive så magtfuld at den ville forsøge at ødelægge indianerne og presse deres livsblod ud. Deganawida fortalte dem at det ville se ud som om de var fortabte, og at når tingene så mørkest ud ville en rød slange fra nord nærme sig den hvide slange, der ville blive så skrækslagen ved synet af den røde slange at den ville løse grebet om indianerne, som ville falde til jorden som hjælpeløse børn. Den hvide slange ville så rette al sin opmærksomhed mod den røde slange. For en kort tid ville denne forvirring lamme den hvide slange og få den til at acceptere den røde slange. Dernæst ville en ophidset uenighed opstå, og en efterfølgende kamp. Og så ville indianerne vågne igen og kravle mod bakkelandet, hvor de ville samle folket, forny deres tro og de fredsprincipper som Deganawida opstillede. De ville samtidig tilgive hinanden, en stor kærlighed ville opstå, og indianere - ikke kun irokesere - ville strømme til, alle vegne fra, og samles i bakkelandet og forny deres venskab. Deganawida sagde at de ville forholde sig neutrale i kampen mellem den hvide og den røde slange.

        Mens de betragter de to slanger sammensnoede i deres kamp, vil et stort budskab komme til dem og gøre dem umådeligt ydmyge, og i deres ydmyghed vil de afvente en ung leder - en indianerdreng, sandsynligvis halvvoksen - som vil blive en udsøgt seer. Ingen vil vide hvem han er eller hvor han kommer fra, men han vil blive givet stor kraft, blive hørt af tusinder, og give dem vejledning og håb, så de ikke vender tilbage til deres egne områder. Han vil blive den anerkendte leder. Deganawida sagde at de ville samles i bakkelandet under et elmetræs grene, brænde tobak og råbe Deganawidas navn når de stod i deres mørkeste time, og da ville han vende tilbage. Deganawida sagde at mens den udsøgte seer taler til indianerne, vil han blive hørt af alle samtidig, og mens de står og betragter kampen vil de opdage en sort slange op af havet fra syd. Den vil stå dér og dryppe af saltvand mens den hviler for at få vejret. Så ser den mod nord, hvor den hvide og røde slange kæmper.

        Deaganawida sagde at slaget mellem den hvide og røde slange ville starte meget langsomt, men efterhånden blive så voldsom at bjerge ville flække og floder koge så fiskene vendte deres bug opad. Han sagde at træerne på slagmarken ville miste deres blade, græsset forsvinde, og mærkelige insekter og biller ville kravle op af jorden og angribe begge slanger. En stærk hede ville få stanken af død til at gøre begge slanger svagere. Og drenge-seeren ser den røde slange sno sig om på den hvide slanges ryg og udrive et hår, som en stærk vind bærer mod syd til den sorte slange. Mens den sorte slange betragter dette hår, vil det pludselig forvandles til en kvinde, en hvid kvinde som fortæller den sorte slange ting, som den ved er sande, men den vil ønske at høre dem igen. Efter kvinden har talt færdig igen, vil den med stor kærlighed og respekt anbringe hende på en klippe, og dernæst blive så rasende over det, den har hørt at den farer direkte mod nord og kaster sig ind i kampen mellem den hvide og den røde slange med så megen fart og vrede at den vil overvinde de to slanger, der allerede er blevet udmattede af deres kamp.

         Den vil til slut stille sig ovenpå den hvide slange, og puste sig pralende op som sejrherre, og se sig om efter endnu en slange at besejre. Den vil se over mod bakkelandet og opdage indianerne stå der med foldede arme og en så ædel fremtoning at den indser at den ikke vil gøre klogt i at slås med dem. Derefter vil den se mod øst og for en tid blive blindet af et lys, mange gange mere strålende end solens. Dette lys kommer fra øst over vandet mod vest. Når den sorte slange atter genvinder sit syn, vil den blive forfærdet, flygte ud mod havet, kaste sig i det og svømme bort mod syd. Og den vil aldrig blive set af indianerne mere.

        Den hvide slange vil også komme til sig selv, og se lyset, som den vil gøre et svagt forsøg på at nærme sig. En del af slangen vil nægte og i stedet bugte sig i retning af bakkelandet, hvor den vil forene sig med indianerne med stor kærlighed, som en forsvunden bror som vender hjem. Resten af den hvide slange vil drage mod havet, kaste sig ud i det og forsvinde ud af syne for en stund. Men pludselig vil den hvide slange atter dukke op af vandet og langsomt begynde at svømme mod lyset. Deganawida sagde at den hvide slange aldrig mere ville blive et problem for indianerne. Også den røde slange vil komme til sig selv og skælve af skræk ved synet af lyset. Den vil kravle mod nord og efterlade et blodigt spor på sin vej, og aldrig mere blive set af indianerne. Deganawida sagde at når lyset nærmer, sig vil han blive til dette lys, og han vil vende tilbage til sit folk. Når det sker, vil indianerne blive et større folk end nogensinde før.

Kommentar til denne profeti:

Eftersom denne profeti er blevet overleveret gennem mange generationer, kan nogle af dens detaljer være blevet ændret, og vi kan derfor ikke være sikre på hvad den betyder. Der er imidlertid visse grundlæggende idéer, som kan forklares på denne måde:

1. Indianernes lidelse og sorg under de hvides herredømme blev forudset af Deganawida. Det er sket. Denne vanskelige tid fjernede indianernes falske stolthed og ydmygede dem, så de nu er parate til at blive menneskehedens åndelige leder på vejen til broderskab.

2. Alle indianerne vil begynde at forene sig og arbejde sammen når de begynder at genoplive deres gamle ånd. Denne ånd vil begynde at vende tilbage til dem, med hjælp fra et stort nyt budskab fra øst. Dette budskab er i fuldstændig harmoni med alle de gode ting i de gamle indianske religioner, og vil bringe indianerne sammen på grundlag af forståelse, og kærlighed til hinanden og til disse gamle religioner.

3. Kampene mellem verdens materialistiske kræfter, symboliseret af den hvide, den røde og den sorte slange, vil ikke ødelægge indianerne, fordi de vil have fundet et både materielt og åndeligt tilflugtssted. Fordi indianerne vil være blevet store åndelige væsner gennem deres kærlighed og forståelse, vil det åndelige tilflugtssted være så stærkt at ingen vil vove at angribe dem.

4. Deganawida sagde at han ville vende tilbage til indianerne, og at han ville være det lys, der kom fra øst. Vi må huske at udtrykket "vende tilbage" i dette tilfælde ikke behøver at være bogstaveligt ment. Ligesom Indiens store profet Krishna sagde at han ville vende tilbage, og Jesus sagde han ville vende tilbage,så sagde også Deganawida at han ville vende tilbage, men man bør forstå at langt den mest logiske og intelligente forklaring på denne "genkomst" er at den betyder genkomsten af den samme store Ånd fra Gud som talte til menneskene gennem disse store Væsner. Vi kan således se at Deganawida forudsagde at den store profet, verdensforeneren, vil komme og bringe sandt verdensomspændende broderskab. Han vil komme med den samme ånd fra Gud som var i Deganawida og i Jesus, og forny menneskenes ånd, men på en mere verdensomspændende og altomfattende måde end nogensinde før i historien. Det er ikke nødvendigt for profeten selv at komme fra øst til vest, det er nok med hans budskab. Dette budskab, fremlagt af hengivne lærere, vil forvandle menneskenes hjerter og skabe en ny jord.

Visioner fra Blackfoot-indianerne og én assiniboine

1. Visionerne, der stammer fra Blackfoot-indianerne, fremkom under Soldansen i de sidste år af det nittende århundrede.

                 Soldansen plejer at finde sted midt på sommeren, og den kan bedst beskrives som en højtid med bøn og tak til Den Store Ånd. De helligede mænd og kvinder gik ind i afsondrede hytter, og fastede i fire til seks dage. I den tid hverken spiste eller drak de, men brugte tiden til at bede om at alle sygdomme ville blive helbredt, og om livsfornødenheder som mad, ly og klæder, og om åndelige sejre og åndelig kraft. Da den soldans, det her drejer sig om, fandt sted, var Blackfoot-indianerne fulde af sorg, fordi næsten alle bøflerne, deres hovedkilde til mad, var blevet dræbt. På denne måde havde de hvide forarmet og undertykt dem.

                 Soldans-ceremonien var allerede igang, med de fleste Blackfoot-indianeres deltagelse da himlen midt under en bøn blev formørket af en storm som nærmede sig. Folket så mod solen, som var blevet totalt dækket af voldsomme sorte skyer. Der opstod en fuldstændig og overvældende stilhed, men da begyndte skyerne pludselig at skilles, og en rund hvid sky lagde sig dér, hvor solen havde været. Den bevægede sig, nærmede sig dem, nærmede sig Soldansen, kom tættere og tættere og blev lysere og lysere. Skyens runde form ændrede sig hele tiden, og efterhånden som den nærmede sig bopladsen antog den form som et menneske. Da de fleste af de tilstedeværende kunne se skyvæsnet, stoppede det, blev hængende i luften, og begyndte at tale med indianernes sprog. Sky-væsnet sagde: "Lad Jer ikke forstyrre, men hav tålmodighed en tid endnu, for han vil komme igen og føre Jer ud af mørket ind i lyset, og I vil aldrig komme til at lide på samme måde." Mens de ventede bad han dem rense sig selv ved at bede og ved at gå i svedehytte, så de ville være parate til at tage imod ham når han vendte tilbage. Da ville han leve sammen med dem og føre dem ud af deres vanskeligheder.[21]

2. Stony's (en assiniboine-kvindes) drøm, 1962

                 I min drøm vandrede jeg gennem skovene for at finde noget rent vand, jeg kunne drikke. Jeg kom forbi mange smukke enge, men kunne ikke finde vandet, selvom jeg vidste at det måtte være i nærheden. Jeg kom til at tænke på mit folk og vidste at de havde det godt nok; de sultede ikke længere; de havde alle samme varme hjem med den føde og de klæder, de havde brug for. Alligevel... havde de alle brug for rent drikkevand.

                 Hvor jeg end gik, så jeg kun mudrede små bække og søer. Jeg fortsatte derfor min gang, mens jeg så mod højre og mod venstre. Jeg vidste at jeg snart måtte finde det, måske på den næste eng, måske bag den næste gruppe træer. En gang imellem standsede jeg op og tænkte - måske farer jeg vild - men nej, noget inden i mig blev ved med at sige: "Mary Jane, du må fortsætte!" Pludselig kom jeg ud på en god vej med mange grønne træer langs siderne, og dér på venstre side hvor vejen slog en bugt, lå den smukkeste klare sø som jeg nogensinde havde set. Jeg løb ned til søkanten. Jeg var så glad at jeg fik lyst til at græde, fordi jeg omsider havde fundet rent vand. Da jeg knælede ned for at drikke, så jeg for enden af vejen foran mig en stor dør åbne sig i himlen, og omkring døren syntes solens stråler at strække sig langt ud i det mørkeblå. Indenfor døren var det meget lyst, og folk af alle racer stod derinde og hyggede sig som om de var en stor familie. Med taknemmeligt, bønfuldt hjerte sendte jeg Den Store Ånd min glæde for at være blevet ført hertil. Jeg drak så af det rene vand, og vandrede op til døren for at slutte mig til folkene indenfor. Jeg følte mig så glad og fredsfyldt, fordi jeg vidste at jeg havde fundet, det jeg havde søgt efter. Da jeg nåede døråbningen, tænkte jeg på mit folk, og jeg vidste at jeg først måtte finde mit eget folk og bede dem om at komme med[22].

Kommentarer til disse to visioner:

                 Det er interessant at blackfoot-indianernes soldans-vision kom omtrent samtidig med paiute-indianeren og Ghost Dance-profeten Wavokas vision. Wavoka fik at vide at Kristus' ånd var på jorden. Blackfoot-indianerne fik at vide at Guds ånd ville komme for at hjælpe, hvis de kunne være tålmodige. I hele historiens løb er Guds ånd kommet til menneskene i form af en stor profet. Menneskene afviser normalt først denne profet, fordi han ikke kommer med den fysiske pragt som de forventer. Men langsomt, og så hurtigere og hurtigere, begynder hans budskab at sprede sig i verden og forvandle menneskenes hjerter.

                 Vi tror på at Blackfoot-indianernes soldans-vision fortalte dem at denne nye ånd allerede var kommet ind i verden, men at det ville vare nogen tid før den nåede til dem. Det ville være en ånd af kærlighed, venlighed og godhed mellem alle racer og religioner, for hvordan ville de gode tider ellers kunne komme tilbage til indianerne? De var et lille minoritetsfolk, der var undertrykt af de hvide. De hvides hjerter måtte nødvendigvis ændre sig. Nye lærere ville komme med et budskab, der ville svare til Guds Egen tilstedeværelse blandt Blackfoot-indianerne, eftersom dette budskab gradvist ville forvandle menneskenes hjerter, og frembringe en ny åndelig civilisation, hvor alles rettigheder og lykke ville sikres fuldt ud. Blackfoot-indianerne, og andre indianere, skulle spejde efter disse nye kærlighedens og enhedens lærere.

                 Mary Jane Chiniquay var endnu mere udtrykkelig. På himlen så hun faktisk alle racernes harmoniske forening. Men hvordan kan den skabe forståelse mellem de forskellige racer og religioner? Kun en stor profet kan bringe forståelsens enhed, for han alene har autoritet fra Gud til at forklare religionernes forskelle og forene dem.

                 For fru Chiniquay symboliserede det rene vand, hun søgte efter, tydeligvis en ny ren religion, som hendes folk havde hårdt brug for. Denne religion ville faktisk opfylde alle folkenes og alle religionernes profetiske drømme, nedbryde de mure som har adskilt dem, og bringe dem ind i en kærlighedsfuld harmoni. Er det ikke det, verden har brug for.

Hopi-indianerne

Selve navnet Hopi betyder "det fredelige folk", og de nægtede at kæmpe med de hvide. Selv når de blev kastet i fængsel, sådan som det ofte skete, og selv når de blev behandlet dårligt på andre måder som da deres land blev taget fra dem, så nægtede hopierne at slå fra sig. Men deres åndelige kraft har været så stor at de har fastholdt deres landsbyprincipper, deres høvdinge og deres religion, på trods af et enormt pres. Alle indianere burde i sandhed være taknemmelige for at deres hopi-brødre har haft så stor succes med at hindre ødelæggelsen af deres kultur og religion, for det er disse hopier som bedst har bevaret fortidens vidunderlige indianske ånd.

                 De store hopi-profetier er blevet overleveret gennem mange generationer, så det er naturligvis muligt at ordvalget her og der er blevet forandret, og betydningsnuancer kan være blevet ændret lidt. Som mange andre profetiske drømme, har disse visioner også symbolske betydninger, så vi må være forsigtige med hvordan vi fortolker dem. Vi kan imidlertid fremhæve hovedlinierne i profetierne.

                 Vi fremlægger her en kort udgave af disse mærkelige og smukke profetier[23]. Høvdingene fortalte at Massau, Den Store Ånd, for længe siden bad hopierne om at søge efter et bestemt land, hvortil de ville blive ført af en stjerne. I dette land skulle de bygge deres op til fire etager høje landsbyer. Hopierne fik at vide at efter en periode ville der komme fremmede (de hvide), som ville forsøge at tage deres land og deres landsbyer, og ofte ville forsøge at føre dem ud i slet levevis. Denne del af profetien har faktisk allerede fundet sted da de hvide faktisk kom, og behandlede hopierne og andre indianere dårligt. Men hopierne blev advaret om at de uanset hvilket pres de oplevede måtte fastholde deres gamle religion og deres land, men altid uden vold. Hvis de gjorde dette, blev de lovet at deres folk og land ville blive et udgangspunkt for indianernes genopvækkelse. Med det eksempel de har vist gennem venlighed og godhed og fastholdelse af Guds vej, viser hopierne også selv idag alle andre indianere, hvordan de må rejse sig for at forvandle de hvides hjerter.

                 Høvdingene blev fortalt at lyset som ville bringe denne genopvækkelse ville komme fra øst, og at det ville komme fra Den Sande Hvide Broder. Han ville være klædt i en rød kappe eller en rød hat, og medbringe de hellige stentavler, der ville ligne den hellige stentavle hopierne har nu, og som kun Den Sande Hvide Broder kunne læse.

                 Hopierne tror at Den Sande Hvide Broder vil bringe to store intelligente og magtfulde hjælpere med sig, den ene med to tegn som [se fig 17 bag i bogen] og en hat formet som [se fig 17 bag i bogen], mens den anden havde solens tegn [se fig 17 bag i bogen]. De to hjælperes forenede tegn er malet på hopiernes hellige kalabas-rasle, som bruges i Kachina-ceremonierne og som ser sådan ud [se fig 17 bag i bogen]. Hopierne tror at denne kalabas og dens tegn repræsenterer verden, og at når den store Renselsens Dag er nær, vil disse hjælpere først ryste jorden i en kort tid som forberedelse. Efter de har rystet jorden to gange mere, vil Den Sande Broder slutte sig til dem, og de vil blive ét og fremkalde Renselsens Dag. Alle tre vil hjælpe Den Yngre Broder (hopierne og andre renhjertede indianere) med at lave en bedre verden. I profetien tales der om de to hjælpere som om de var store grupper af mennesker (hopi-ordet er "befolkninger")

                 Hopierne blev advaret om at hvis det slog fejl for disse tre store væsner, ville der ske forfærdelige ting med verden. Mange mennesker ville blive dræbt. Men det blev sagt at de ville klare det, hvis tilstrækkeligt mange hopier forblev tro mod deres folk urgamle ånd.

                 De Tre vil vise jordens folk et stor ny Livsplan, der vil føre til Evigt Liv. Jorden ville blive ny og smuk igen, med dejlige blomster, mange vilde dyr, og en overflod af mad. De, der frelses, vil dele alting ligeligt. Alle racer vil gifte sig med hinanden, tale ET SPROG og være brødre. EN NY RELIGION vil sikkert komme, som hjælper alle mennesker med at leve deres liv bedre, og forvandle verden.

Kommentar til hopi-profetierne:

                 Der er megen indlysende symbolisme i hopi-profetierne. Det er klogt ikke at tage sådanne symboler alt for bogstaveligt, eller at begå den samme fejltagelse som jøderne lavede for to tusind år siden da de afviste deres messias, Jesus, fordi han ikke bragte den fysiske manifesterede magt og pragt, som de forventede. En stor profets komme til et hvilket som helst folk, udover det hvori han er opvokset, er hans læreres komme. Hopierne og andre indianere må se sig om efter lærere, der bringer de følgende idéer: et verdenssprog, en religion som opfylder de store principper om fred og forståelse, som findes i hopiernes lære, og som alligevel er ny, en religion som sigter mod at stoppe menneskets ødelæggelse og udnyttelse af jorden at bringe en ende på al krig og al vold, som søger enhed og forståelse mellem racerne - en religion som tog sin begyndelse i tre store centrale figurer.

                 Den store profets tre hjælpere kan også tænkes som store grupper af renhjertede mennesker, der spreder kærlighed, harmoni og forståelse mellem alle racer og alle religioner, ydmygt og uden fanatisme. Åndens Nye Verden er på vej, men der ligger meget hårdt arbejde forude!

Oglala-siuxernes hellige mand, Black Elk

Og jeg der blev givet så stor en vision i min ungdom... Nu ser du mig som en ynkværdig gammel mand, som intet har gjort, for folkets ring er brudt. Der findes ikke længere noget centrum, og det hellige træ er gået ud.

                 Disse ord blev sagt af Black Elk[24], den sidste af de store hellige mænd blandt siouxerne, kort før han døde. Det er ord, som minder os om de nedbrudte indianerne, der stod og lå på bakkerne i den store drøm om den sioux-indianske pibetaske[25]. Men husk på hvordan den hvide due kom og indianerne sprang op, og vandrede op i himlen, fyldt af pragt og glæde. Hvis Black Elk kunne have forstået sin drøm fuldt ud, ville han ikke have været så bedrøvet.

                 At siouxerne også i deres drømme blev advaret mod de hvides komme, blev fortalt af Black Elk da han sagde at meget lang tid før de hvides komme var der en hellig mand, der kaldtes Drinks Water, som drømte at dyrene ville forsvinde ned i jorden (hvilket betød at de fleste af dem ville blive dræbt), og at siouxerne ville blive styret af en mærkelig race som ville anbringe dem i grå, firkantede huse i et ufrugbart land, og at de ville sulte omgivet af disse grå firkantede huse. De var netop hvad der skete siouxerne i de dårlige år, især i 1890'erne.

                 Da Black Elk i sommeren 1872 var ni år og boede i en lejr nær floden Little Bighorn, i det der idag er Montana, blev han tilsyneladende meget syg, og modtog sin mærkelige vision. Han så to åndekrigere med lange lynende spyd, der kom ned fra himlen ligesom pile, og som dernæst bar ham op på en sky bagved dem, op til himlen.

                 Snart så han de fire verdenshjørners heste, tolv sorte heste mod vest, tolv hvide heste mod nord, tolv fuksrøde heste mod øst og tolv hjortebrune heste mod syd. Så så han hele himlen fyldt af dansede glade heste. Han bevægede sig hen mod en hvid sky, som forvandlede sig til en tipi hvori sad seks gamle mænd. Dette var de seks bedstefædre, og de kaldte ham ind for at tale med dem. Han vidste at de faktisk ikke var gamle mænd, men verdens kræfter, og han fyldtes af angst.

                 Bedstefædrene lovede Black Elk adskillige ting. Først lovede de ham at han ville skabe et folk, sit folk, og dernæst at han ville få kraften til at helbrede. En af bedstefædrene viste ham en funklende rød stav, hvorfra grønne blade voksede, og fortalte ham at han ville redde mange af sit folk med denne stav. Han blev lovet at han ville få kraften til at ødelægge sit folks fjender. Men han blev også fortalt at hans folk ville vandre krigens vej, og få mange vanskeligheder. På trods af disse slemme tider blev han lovet at han ville hjælpe med at sætte den hellige stav i midten af folkets ring, og gøre folket stærkt igen. Det var denne del af drømmen, som senere gjorde Black Elk så bedrøvet, for han følte at han havde svigtet sit folk, og at folkets ring var brudt. Men vi tror at hans vision og hans hjælp var livsnødvendig for hans folk.

                 Da Black Elk i sin drøm red bort fra de seks bedstefædre på den rødebrune hest, de gav ham, var det ad den sorte vej, der løber fra øst mod vest, vanskelighedernes og krigenes vej. Der så han en blå mand, der pløjede jordgræsset op, og gjorde dyrene syge. Hestene fra de fire verdenshjørner angreb den blå mand, men blev slået tilbage. Da red Black Elk frem for at angribe manden, og sendte et spyd gennem hans hjerte. Der lød et høj råb: "UN-HEE", hvilket betød at han havde dræbt, og pludselig blev græsset grønt igen, og dyrene atter helbredte og glade.

                 Han mente, han havde svævet i stormskyerne, og at jorden nedenunder led under tørke. Han kom ned fra himlen som regn, og dræbte tørken (den blå mand).

                 Derefter kom Black Elk til en af hans folks landsbyer, hvor alle klagede sig og var syge. Men mens han red gennem landsbyen, rejste folket sig helbredte og glade bag ham, og sang. Han samlede dem sammen, og satte efter en stemmes befaling den hellige røde stav ind i midten af folkets ring, og de råbte og sang af glæde. Vinden blæste blidt, og spredte en dyb fred.

                 Da så Black Elk morgenstjernen rejste sig i øst, og en stemme sagde: "Den vil blive deres slægtning, og den der ser den, skal se mere, for derfra kommer Visdom; og de der ikke ser den, vil blive formørkede." Folket så mod øst og stjernens lys lagde sig på dem, og alle lejrens dyr hylede og vrinskede højt.

                 Disse ord mener vi er blandt de vigtigste i Black Elks drøm, for de betyder at et budskab skulle komme til indianerne fra en stor profet i øst, der ville bringe visdom og godt til dem der ville lytte. Men alle dem der ikke ville lytte, skulle forblive i mørke. Den store betydning af disse ord er vist af den kendsgerning at efter de var blevet sagt så Black Elk folket vandre af godhedens og fredens vej, den røde vej der fører fra nord mod syd. De fik at vide at bedstefædrene nu ville vandre sammen med dem, og en Stor Stemme sagde:

                 Se her et godt folk der vandrer på hellig vis i et godt land.

                 Men Black Elk blev advaret om at før dette skete skulle hans folk igennem mange vanskeligheder på vanskelighedernes og krigenes vej. Han så sit folk blive spredt, og han så hver enkelt følge sin egen lille vision, mens krigens vinde brølede. Det er den tid indianerne er i nu, med de mange små religiøse grupper der hver især snæversynet siger at kun den har ret, og med de mange egoister. Efter dette så Black Elk folkets ring brudt, og folket, sultne og fortvivlede. Men snart så han en hellig mand, malet rød over hele kroppen. Denne mand plantede et spyd i folkets midte, og forvandlede sig så til en fed bøffel (symbolet på mad, lykke og overflod). Spydet forvandlede sig til en hellig urt, og folket begyndte øjeblikkeligt at blive helbredt.

                 Black Elk forstod da at folket ville miste kontakten med verdens Gode Ånd og gå gennem en vanskelig tid, men de ville få deres styrke og glæde tilbage når de endnu en gang fandt Den Gode Ånd (symboliseret af den lysende røde mand og den hellige urt).

                 I en anden del af drømmen så Black Elk folket gå gennem en stor storm, en farens stund, men han fik at vide at han ville være i stand til at hjælpe sit folk gennem denne. Han drømte at han red på en syg og svag hest, som forvandlede sig til en stor sort hingst og en mængde heste dansede omkring dem. Den store sorte hingst sang en smuk sang om et hestefolk, der skal blive til. Da så Black Elk ned fra himlen, og så sit folk blive velsignet med venlig regn og en regnbue der flammede i øst. Denne regnbue mener vi symboliserer regnbuekrigerne, de sande brødre, som skal forene alle racernes farver i et harmonisk hele.

                 Black Elk blev båret til toppen af et højt bjerg, og så under sig hele verdens ring, og alle dyr og mennesker samlet i kærlighed og harmoni. Han så at hans eget folks, siouxernes, ring var en af mange andre (folks) ringe, som sammen dannede en stor cirkel. I midten af cirklen blev et smukt blomstrende træ anbragt som ly for alle verdens folk, og han så at det var helligt.

                 Ved slutningen af Black Elks drøm kom to åndemennesker til ham, og gav ham morgenstjerne-urten, forståelsens urt. Han lod den falde på jorden, og den blomstrede smukt, og spredte sit lys over hele verden.

                 Endelig rejste Black Elk tilbage gennem himlen til De Seks Forfædres tipi, og han fik endnu en gang at vide   at han ville hjælpe sit folk til at blive frie. Han blev lovet at hundredevis af hans folk ville blive ligesom flammer, der spredte fred i verden. Black Elk faldt derefter ned fra himlen, og vågnede i sine forældres tipi.

Kommentar til Black Elks vision:

Den centrale betydning af Black Elks drøm er meget klar, for den gentages igen og igen på forskellige måder. Verdens folk skal gennemgå en meget dårlig periode, en tid med krige og vanskeligheder, en tid på den sorte vej. Da skal de vågne op; deres hjerter vil blive oplyste, og de vil arbejde for at en god tid til hele verden, en tid hvor alle mennesker lærer at samle kraft og godhed fra Gud. Heri ligger virkelig en vidunderlig fremtidsvision, hvor alle folk vil blive samlet i en fold og en hyrdes flok, hvor alle de mange religioner vil blive en stor religion, uden snæversyn, stor nok til alle, og der vil ikke længere være krig.

                 Black Elk fik i sin drøm at vide at budskabet som ville vække og hjælpe hans folk ville komme fra øst, og at det ville komme fra en mand malet i lysende rød (eller klædt i rødt?). Denne mand så Black Elk senere i en anden vision da han så at han havde langt, flagrende hår, men hverken lignede en hvid eller en indianer. Black Elk så at når folket modtog dette nye budskab, og forstod det, så ville de blive som flammer af ild, der spredte det til andre folk. Men de, der ikke så det nye budskab, ville blive fyldt af mørke.

                 Betydningen er meget klar her. Med et åbent sind, en fuldstændig tro og en afventende vilje skal indianerne søge efter dette store budskab om verdens enhed.

Wovoka og Ghostdance-religionen

               Wovoka, profeten hos paiuterne i staten Nevada, som bragte den sidste ghostdance til de amerikanske indianere, blev født omkring 1858 og levede indtil 1932. Hans store triumf kom i 1890, og hans store tragedie i 1891. I januar året før, 1889, havde han haft sin berømte vision, mens han lå som død i flere dage. Da han vågnede, følte han sig herliggjort af de vidundere han havde set. Som Paul Bauley[26] skriver:

        I en højtidelig time gjorde Wovoka rede for sin visions vidundere, mens tårerne strømmede ham ned af kinderne. Han havde været i himlen. Han havde gået og talt med de afdødes ånder i et mystisk og meget smukt land, hvor alle de oprindeligt vilde elementer var blevet betvunget og herliggjort. Der så han rovdyrenes vildskab forvandlet til roen hos legende lam. Han så alle indianere, af hver en slags, af hvert et folk, gå arm i arm som brødre. Han så den fysiske skønhed blomstre, al lidelse og al sygdom ophøre, og menneskets endegyldige sejr over døden. Og der var indianeren ikke den hvides slave og underkuede hund, men stod i herlig værdighed og lighed med alle. Ved disse ophøjede væsners fødder, sad han og lyttede med højagtelse og ærefrygt.

"Gå tilbage til dit folk", lød deres råd efter Wovoka havde tryglet om at blive i dette smukke, fredfyldte land. "Gå tilbage, og fortæl dit folk om de ting, du hører. Du må lære dem at Jesus er på jorden. At han bevæger sig som i en sky. At de døde alle er levende på ny. At de (indianerne!) ikke må græde når deres venner dør. At de ikke må skade nogen. De må ikke slås. De må altid gøre ret. De må ikke afvise at arbejde for de hvide, og ikke skabe problemer med dem igen. Du må bringe den dans, vi vil vise dig, tilbage til jorden. Det er det godes dans. Den kommer fra himlen. Den har et formål. Den vil gøre dit folk frit og gøre dem glade."

Det har været almindeligt at skabe mistro til Wovoka ved at påpege at han i følge visse vidner, brugte magiske tricks til at narre indianerne til at tro på ham, og at dansen han bragte dem, førte til fortvivlelse og ikke den herlige fremtid, som han havde forudsagt. Den udbredte opfattelse at Wovoka forudsagde at denne ghostdance ville drive de hvide væk og ødelægge dem, er fuldstændig forkert. Andre indianere, især blandt siouxerne, kicking-bear og andre af prærie-indianerne, gav historien denne drejning, men de gjorde det i deres desperate ønske om at kunne slippe af med deres fjender.

                 Essentielt lærte Wovoka indianerne at de måtte rense deres hjerter, og gøre gode gerninger, hvis de ville ændre de dårlige tider til gode tider. Hans ghostdance skulle være en belæring om harmonien mellem alle mennesker, fordi selv hvide blev inviteret til at deltage, og nogle deltog faktisk (se nedenfor). De fleste indianeres fejltagelse, måske også Wovokas, var at de forventede at noget godt ville ske øjeblikkeligt. De var blevet behandlet så dårligt af de hvide at de havde et fortvivlet behov for tingene skulle blive bedre. Men manges stolthed og had stod i vejen, som store mure. De måtte lære at være ydmyge og elske selv deres fjender. Wovoka prøvede at lære dem dette, men de var faktisk ikke parate dertil. De ønskede noget mere bemærkelsesværdigt.

                 Der er imidlertid tre årsager til at vi mener Wovokas vision kan have haft noget ægte over sig:

                 1. For det første den absolute oprigtighed, hvormed han lærte om kærlighed og samarbejde mellem indianerne og de hvide, foruden hans ærlige ansporing af indianerne til at opgive deres selviskhed og holde op med at lægge skylden for deres problemer på de hvide. Selviske drømme passer ikke ind i dette mønster (se appendix E).

                 2. For det andet sagde Wovoka at Jesus' ånd var i verden, men at han bevægede sig som i en sky. Bibelen taler om Jesus' genkomst i skyerne (Johannes' Åbenbaring 1.7) og som en tyv om natten (Matthæus 24.42-43). Er dette ikke en advarsel om at hans komme måske ikke ville være klart synlig, men på en eller anden måde skjult? Hvorfor skulle vi ikke bruge vores intelligens til at se en anden mening med idéen om Jesus' genkomst, end den almindeligt og måske alt for blindt anerkendte at han klart og synligt ville vende tilbage i stor materiel herlighed? Hvis den samme Guds ånd taler gennem et menneske, der er en stor profet, så der er tale om en åndelig genkomst og ikke en personlig genkomst, så ville det være fuldstændigt muligt for et sådant menneske at træde frem blandt mennesker, som ikke ville kunne se hans indre herlighed, eftersom de vil se efter ydre, fysisk herlighed. Hvorfor ikke igen? Vi tror at det er meget muligt at Wovoka talte sandt da han sagde at Jesus (i betydningen den samme ånd som var i Jesus) var i verden og skjult af skyerne. Hvis denne store profet var på jorden på den tid, ville han sikkert blive kastet i fængsel og tortureret af fanatiske fjender, ligesom det skete for Jesus. Han ville tilsyneladende være hjælpeløs og ikke kunne forsvare sig selv, selvom om det var Jesus. Men han ville udsende et stort budskab om kærlighed og åndelig kraft, hvis styrke alle mennesker til sidst ville føle, og som ville forvandle hjerterne fra ondt til godt, indtil verden omsider til sidst forvandledes til en ny verden, bygget på samarbejde, retfærdighed og kærlighed.

                 3. Det er meget bemærkelsesværdigt at et stort antal hvide mormoner dansede Ghostdance i 1890, sammen med indianerne[27]. Det var indlysende at også de forventede at en herlig begivenhed snart ville finde sted. Dette skyldtes Joseph Smiths mærkelige profeti (i hans Doctrine and Covenants, 130, 14-15), hvor han skriver[28]:

        Jeg bad engang meget indtrængende om at få at vide, hvornår Menneskesønnen ville komme da jeg hørte en stemme gentage det følgende: 'Joseph, min søn, hvis du lever til du er 85 år gammel, vil du se Menneskesønnens ansigt; lad dette være nok, og spørg mig ikke mere herom.'

                 Hvis Joseph Smith var blevet 85 år gammel, ville dette have været i året 1890. Hvis både Joseph Smith og Wovoka havde ret, var den store profet synlig for menneskene på det tidspunkt. Men ligesom mange andre kristne, forventede mormonerne noget langt mere herligt, ligesom jøderne gjorde det i år 30 e.v.t. Joseph Smith havde imidlertid advaret dem:

Og når tiden er kommet for Hedningene, vil et lys bryde frem blandt dem, der sidder i mørke, og det vil blive opfyldelsen af mit evangelium. Men de modtager det ikke, for de ser ikke lyset, og de vender hjerterne fra mig på grund af menneskenes foreskrifter.[29]      

Sådan hører menneskene et budskab fra Gud, og nægter at lytte!

4. En eskimo i søgen efter Gud, af William Willoya

Barndom:

                 Jeg blev født i Nome, Alaska, den 11 juli, 1939. Min forældre er hovedsagligt eskimoer, men med noget hvidt i sig. Vores stamme kom fra King Island (Beringstrædet) og Teller (på fastlandet, nord for Nome). De hvide betragtede os som et folk der havde få kundskaber, men vi vidste hvordan man levede omgivet af det fjerne nords is, kulde og sne, hvor de hvide døde når de ikke havde forsyninger. Og før de hvide kom til os med sin kultur, var vi en del af Guds og den vilde naturs ånd, på en måde som de hvide aldrig kom til at forstå.

                 Fra min barndoms erindringer, drømme og meditationer, og fra den visdom som flød fra de gamle folk, som kendte til de gamle skikke, kommer en kærlighedens og blidhedens ånd, som eskimoerne har brug for at give til verden. I denne historie ønsker jeg at skabe en bro med mine tanker, mellem det primitive menneskes verden, det moderne menneskes verden og den verden, som vil komme.

                 Den ældgamle kvinde, der gennem adoption var min bedstemor, fyldte mine barndomsdage med en kærlighed som sang. Hun var fuldblodseskimo, og havde kendt tiden før de hvide kom, de fjerne tider da vores jægere modigt jagtede hvalros, isbjørn og sæl med spyd, med spidser af elfenben eller dyrehorn. Da jeg var fire år gammel, fortalte hun mig at jeg skulle adlyde, fordi det ville bringe mig sin belønning. Jeg kan huske hendes brune, rynkede ansigt smile til mig med al verdens venlighed og godhed da jeg var seks år gammel, og jeg husker at hun lo mest vidunderligt når jeg bragte hende mine skatte fra havet, små brune stykker indtørret tang, de store krabbers skaller, og sten, hvis klare farver fangede min opmærksomhed. Når jeg var skadet eller syg, passede og plejede hun mig, som om hendes hænders berøring var blid musik. Hun døde da jeg var otte, og det var et sørgeligt år, som om hele verden svandt ind i sorgens sorte mørke. Men jeg har bevaret mindet om hende, og hun vejleder mig med sin dybe visdom og sin viden om, hvad de gamle folk vidste. For hendes kærlighed knyttede mig for altid til eskimoernes liv.

                 I der lever i civilisationen, kan I åbne jeres sind og hjerter, og sammen med mig se de lange arktiske nætter, den lange lange mørketid, hvor jeg og andre små børn sad i det flakkende lys fra sælolie-lamperne og så op i visdommens rynkede ansigt? Kan I høre den kolde arktiske vind hyle udenfor og slå mod væggene, og også høre de gamle dages mærkelige og vidunderlige historier som kom fra disse læber ligesom strømme af guld? Vi lærte hvordan jægerne stod på isen og kastede deres spyd for at lade blodet flyde fra den store isbjørn, Nanook-soak. Hvordan stammen næsten døde af sult da sælerne trak sig tilbage op mod det store nords mørke, og huder blev brugt til at koge suppe, det var en skræmmende historie. Men som den gyldne tråd gennem alle historierne gik den godhed, folket viste hinanden, deres venlighed og betænksomhed, deres ydmyge tilbedelse af Den Store Ånd, og deres heroiske ofre når farer truede.

                 Hun, som var min begyndelses hjerte og sjæl, fortalte mig at mit hjerte altid skulle forblive åbent og oprigtigt og at jeg skulle leve livet fuldt ud. Hun fortalte altid mig og min mor at meditation, hengiven tanke på Gud, skulle være en daglig vane. Senere erkendte jeg betydningen og værdien af dette da livet satte prøvelser for mig. Når jeg blev ramt af ondt, skulle meditation og bøn blive de baner, som førte mig tilbage til Gud.

                 Mine barndomslege og min lytten til den gamles historier og visdom, omhyllede mit liv med en herlig verden, hvor problemer aldrig syntes at trænge ind, og hvor folk altid var lykkelige. Men dette forandrede sig da jeg gik i første klasse i skolen, og fandt mig selv omgivet af andre eskimoiske og indianske børn, adskilt fra de hvide børn, der sad i andre bygninger.

                 En dag da jeg var med en gruppe eskimobørn, begyndte nogle hvide børn at råbe skældsord efter os. Jeg kan stadig huske deres ansigter, der forvred sig af ondskabsfuldhed, og det skingre had i deres råb. Blændet af tårer, og med følelsen af at jeg ikke var elsket eller ønsket, spurgte jeg min mor om jeg kunne forlade denne skole med dens racistisk adskilte bygninger. Alle mine bedste venner forlod den. Hvorfor kunne jeg ikke forlade den? Hvorfor skal nogle mennesker være så uvidende og grusomme? I lang tid derefter betragtede jeg hvide mennesker med mistro; længe var mit barndomsliv fyldt af mareridtet om de hvides misforståelser. En beskyttende søsters kærlighed hjalp noget med at holde denne ydre verdens ufornuft på afstand.

                 Jeg vendte mig også mod naturen for at finde hjælp i tundraens vilde natur og blandt havets klipper. Vildgæssenes skrig når de var på vej nordpå om foråret, søkongerne og lunderne med deres reder skyhøjt på klipperne ved kysten, og de små lodne lemminger som pilede over det lave græs og mossen, alle disse ting mindede mig om at også jeg var et af Den Store Ånds børn.

                 Men arret fra mit første barnlige sammenstød med de hvides intolerance og blindhed forblev dybt i mig, og gjorde mig forsigtig og tilbagetrukken i min ungdom. Længe kunne jeg ikke tale med en hvid som en ven taler til en anden ven.

                 Jeg talte med mine skolekammerater om dette, der bekymrede mig, og udforskede deres idéer. En af mine venner mente at jeg skulle være tålmodig fordi racerne ikke rigtig kendte hinanden endnu. En anden sagde at livet altid ville følge visse mønstre; der ville altid være ondskab og misforståelser. Men jeg følte at kærlighed på en eller anden måde en dag ville ændre tingene, og at jeg kunne bringe denne kærlighed til verden en dag når jeg kunne udfylde de gamles sko.

Eskimoernes profetier og drømme:

                 Eskimoerne har altid troet på Gud. Vort samfund byggede på klaner, og landsbyprincipper om enhed. At give var et tegn på kærlighed, meditation et tegn på beskedenhed og ydmyghed; betænksomhed et tegn på taktfølelse. I de gamle dage ville en eskimo gå mange mil for at hjælpe en ven, og ville åbne sit hjem for både ven og fremmed, men eskimoerne blev forbavsede da de hvide kom og bragte den gode kristne religion, og alligevel syntes at glemme Jesus' blidhed, kærlighed og dybe forståelse.

                 Vi vidste at livet havde dets mysterier. Gud var god, og vi skulle have øjne for hans plan. Han har givet vort folk stentavler til at vejlede og beskytte os. Vi må ikke lade os forvilde os bort fra dem, for Gud har altid været god mod os når vi fulgte hans kærlige belæringer og elskede ham og hinanden. Men lang tid før de hvide kom blev de gamle i deres drømme fortalt om mærkelige angribere, som ville komme og tage landet. I den slemme tid ville vort folk blive forvirrede. Nogle ville forvilde sig bort fra de gode eskimoiske belæringer, og handle slet, inspireret af de fremmede.

                 Men min bedstemor og andre gamle viise fortalte os at de havde haft visioner om Guds kommende herlighed, og at vi ville komme at lære om den til rette tid. Vi må oprigtigt søge overalt efter en ny profet. Vi vil kende ham gennem hans belæringer, gennem det vidunderlige budskab han har bragt, og gennem den måde hvorpå han har forvandlet menneskenes hjerter. De gamle fortalte os at 1912 havde været et år af særlig betydning i drømmene. Dengang var de underkuet af de hvide, men dette ville ændre sig. De så i deres drømme en mærkelig og vidunderlig hvid skikkelse, en mand med langt hvidt skæg og langt flagrende hår. Han ville komme fra øst. Han bar en særlig hovedbeklædning af klæde svøbt omkring hovedet. Dette var ikke den store profet, men en som kom fra ham, der kom til Amerika som hans budbringer.

                 Da jeg var 12 år bad og mediterede jeg. Jeg faldt i søvn og fik pludselig en meget vidunderlig drøm. I min drøm så jeg en mands enorme skikkelse: Hans ansigt var fyldt af kærlighed, og han knejsede over hele menneskeheden med særlige tjenere under ham, som ledte folkets masser til Gud. Jeg blev advaret om at denne nye religion først ville forekomme mærkelig og anderledes, og modsige mange etablerede idéer.

                 Ikke længe herefter fortalte nogle eskimoiske venner mig at de havde drømme om at jeg omfavnede eskimoiske og indianske høvdinge. Alle var lykkelige, alle modtog et budskab fra Den Almægtige gennem mig. Jeg var et redskab der blev brugt til at fortælle dem om guddommelige hviskerier om en ny tid, som ville blive bragt af Guds nye profet. Dette bekymrede mig dybt og skræmte mig. Hvordan kunne en fattig ung eskimo, med så lille magt og begavelse gøre noget sådant? Det var indlysende at stor ydmyghed var påkrævet. Mit hjerte måtte renses for al stolthed, al forfængelighed og alt begær. Bare et øjeblik at tænke at jeg var bedre end andre, ville ødelægge min værdi.

                 Hvor overraskende var det ikke senere at se ind i netop de eskimoers og indianeres ansigter, som jeg havde set i mine drømme, for de samme drømme som mine venner havde haft, kom til mig i årerne der fulgte, og vejledte mig til at finde dem, jeg søgte.

En advarsel og et løfte

Som ung mødte jeg missionærer og kristne prædikanter. Jeg blev fortalt om Bibelen og dens historie, og jeg læste den. Det var svært for mig at forstå den. Hvilken betydning kunne den have for en eskimo? Vi havde altid troet på Gud, og praktiseret kærlighedens lov, menneskehedens broderskab. Hvorfor skulle jeg så studere noget så gammelt? Jeg mente at min bedstemor lærte mig ligeså megen stor visdom, skønt hun ikke var kristen. Hun sagde til mig at jeg skulle forvente en ny profets komme, men også at jeg skulle være tilfreds med det, Den Alvidende gav mig. Så jeg udforskede religionerne.

                 Jeg fandt meget godt i kristendommen, men ligesom andre eskimoer og indianere var jeg forbløffet over de hvide. De havde denne smukke lære, men meget få af dem fulgte den i deres liv. Selv prædikanterne og missionærerne virkede ofte kolde, fordi de var så formelle og selvretfærdige. Og det var forvirrende at der fandtes så mange sekter og denominationer, der alle sagde at de andre tog fejl. Kristendommen virkede som et stort gådefuldt puslespil, der var blevet spredt i mange dele. Hvem skulle sætte delene sammen igen og gøre puslespillet helt?

                 En dag fortalte en præst mig at en ny falsk profet var trådt frem. Hans tilhængere prædikede alle religioners enhed, og sagde at det gode fandtes i dem alle og at religionernes enhed ville hjælpe mennesket overfor Guds vrede. Prædikanten sagde at det var en dårlig religion, fordi den indlånte religiøse idéer, og fordi den ikke ophøjede Jesus over alle andre profeter. Jeg vendte mig til Bibelen for at finde svar på dette spørgsmål, og fandt at den sagde at mange falske profeter ville komme, men at de skulle kendes på deres frugter. Hvis frugterne var dårlige, så var det falske profeter. Men hvis frugterne var gode, ville det være tegn på at de kom fra Gud. Jeg lovede mig selv at jeg ville prøve denne profet på hans frugter når jeg havde lært ham bedre at kende.

                 Og mens jeg læste i Bibelen, så jeg også at mange folk på Jesus' tid mente at han var en falsk profet. De nægtede at tro på ham, fordi han kom på en anden måde end de havde forventet, og fordi han lærte dem nye idéer. De tog sig ikke af den kendsgerning at han levede et liv fuldt af godhed og tjeneste overfor menneskeheden. De brugte også skrifterne til at "bevise" at han var falsk. Bare fordi folk sagde at nogen var en falsk profet, så var dette ikke et bevis på at han var det - også selvom der blev citeret fra Bibelen for at bevise det.

                 Jeg indså at en, der påstod han var en profet, skulle undersøges omhyggeligt, og prøves med et åbent sind, før man fældte sin dom. Menneskene på Jesus' tid havde afvist at undersøge hans belæringer, fordi de var så sikre på at han tog fejl, selv før de begyndte at udforske ham. Jeg opdagede at der kun findes en vej til sandheden, og det er at arbejde hårdt og studere meget for at finde den.

Mødet med de første nye lærere:

Mit liv fik en ny begyndelse ved mit første møde med en mand, hvis hele liv var så inspireret, helliget og kaldet til Guds tjeneste - en af de nye lærere af budskabet om verdens enhed og forståelse. Hans budskab blev bragt nordpå, til Nome, Alaska, i 1956.

                 Han lærte mig noget helt nyt, nemlig at man hele ens liv må leve sin religion, herunder forsøge at elske og forstå alle mennesker man mødte, uden at foragte eller fordømme dem på nogen måde. Han lærte mig også at elske og forstå dyrenes liv, og at alle mennesker burde søge sandheden uden at tillade andre at bruge pres eller frygt eller noget andet til at tvinge dem til at tro på noget som helst. Så jeg begyndte at spørge denne mand om hans kirke, hvis det da var en sådan, og om hvad de lærte om samfundet og verden. Var det endnu en af de kulter der var kommet nordpå, sådan som de andre kristne sekter jeg havde mødt?

                 Han fortalte mig at den nye Tro kom fra en ny profet at menneskeheden netop var begyndt at føle indvirkningen fra hans lære, og at muligheden for at bruge min fortid som eskimo nu ville blive afprøvet. Mit første spørgsmål var: "Tror denne profet på enhed?" Svaret var at han kom for at forene verdens beslægtede i et land og en religion gennem forståelse og kærlighed. Dette tiltalte mig meget, og førte til mere alvorlige samtaler, som nåede feberagtige højder.

                 Jeg reflekterede over min fortid, og besluttede mig for at udforske denne nye religion, og finde ud af om dette var den profet, alle vore legender lovede ville komme. For det første ville tiden vise om denne religion bar nogen frugter, og for det andet ville det liv som blev reflekteret i denne lærers helgenagtige karakter, rene hjerte og individuelle adfærd være endnu en målestok for den sandhed, han bragte.

                 Jeg huskede hvordan de gamle lærte os eskimobørn at en ny profet fra Gud ville komme fra øst. De fortalte at han ville komme når verden sov og havde brug for hjælp. Hans budskab ville rense sjælene, oplyse hjerterne og bringe alle til at elske hinanden.

                 Gennem mine spørgsmål fandt jeg ud af at netop dette var den nye profets plan. Han lærte at mistroens og misforståelsernes mure mellem religionerne alle var skabt af mennesker, som havde læst ting ind i deres profeters lære som ikke fandtes dér, ganske som jøderne havde afvist Jesus fordi han ikke bragte det, de ønskede. Den nye profet lærer at alle skal bortkaste deres smålige tanker og jalousi, som skiller dem, og vokse sig store og hele nok til at se at Gud har hjulpet menneskeheden på mange måder og mange forskellige steder over hele jorden.

                 En af de store ting, jeg lærte, var at den nye profet kom for at vække indianerne og eskimoerne og andre mørkhudede folk fra deres trældom under og frygt for den vestlige civilisation. De må se at mange mennesker i denne civilisation er som små børn, der har forvildet sig væk fra Guds vej, og som ødelægger sig selv i en hensynsløs søgen efter rigdom og magt. Men dybt i deres hjerter er disse mennesker ulykkelige, og ved ikke rigtig hvad de vil have. Før verden ødelægges af krig, udbytning og affald, må indianerne fyldes af en så stor ånd af forståelse, kærlighed og venlighed at de kan føre de mennesker, som søger magt og rigdom, væk fra afgrundens rand, og gøre dem hele på ny.

                 Min lærer sagde at den Guds ånd, som nu spreder sig i verden, er så magtfuld at vi nu i denne generation vil se mirakler af ofre, heroisme og forvandling af menneskenes hjerter. Dette er stort, sagde han, så stort at kun få kan forstå hvad der sker. Et voksende milliontal af menneskers viljers arbejde vil bogstaveligt talt sprænge verden løs fra skinsygens snævre nationale, racemæssige og religiøse onder, ved at koncentrere deres kraft om at bringe forståelse og kærlighed til verden.

                 Jeg mediterede og tænkte over alt, jeg blev fortalt, og vidste at jeg måtte fortsætte min søgen, for at blive sikker på at han var den rette. Jeg gik ind i hæren, og var i Europa 1958-1959. Denne erfaring var afgørende for at jeg senere blev sikker på at dette nye mønster af kærlighed, enhed og forståelse var det som verden desperat havde brug for. Jeg så at de kristne kirker var håbløst delte og adskilte af mure af snævertsynede tanker og doktriner, der blev kastet frem og tilbage af materialismens, hadets og fordommenes bølger som truede verden. Jeg ønskede mere af livet end kampen mellem disse brudte fragmenter, som krævede helhedens og forståelsens styrke. Og jeg så at dette aldrig ville ske, før de erkendte at Gud havde sendt en Ny Budbringer at Kristus' ånd var kommet tilbage, som en tyv i natten, ligesom der står i Bibelen. Det var enkelt at forstå dette når man indså at der ikke var tale om det samme individs tilbagekomst, men om den samme Guds ånd, som talte gennem et menneske.

Åndens eventyr:

Der kom nye horisonter og nye indsigter ind i mit liv da jeg vendte tilbage til Alaska, for nu flammede mit hjerte med kærlighed, og mit sind med forståelse. Jeg gik på Junior College i 1959-1960, og det var i dette år at de nye læreres kærlighed og venlighed omsider overbeviste mig om at de bragte det budskab, som Gud havde sendt til denne Tidsalder. Men de insisterede på at jeg måtte søge med mit eget sind, og gennem min egen omhyggelige undersøgelse finde ud af om det var sandheden.

                 En ting jeg måtte lære var at de folk som påtog sig den nye Tro, måtte forandre deres liv for at sprede den nye ånd i verden, og at nogle gennemførte denne forandring langsommere end andre, idet de bragte skadelige gamle vaner og holdninger ind i bevægelsen. Ikke før disse mennesker tillader de nye belæringers hele ånd at indgå i deres sjæle, vil de blive rene og smukke i deres indre, sådan som Gud ønsker de skal være.

                 Så vejens lære er til stede dér, ganske som den er og var i alle de store religioner, hvis vi blot søger efter den og følger den. Den væsentligste forskel på den nye Tro og alle tidligere religioner indså jeg ikke lå i læren om det gode liv, for alle sammen lærte de folk at være gode og venlige og renhjertede. Forskellen ligger i den kendsgerning at den nye vej viser alle religioner (og dette gælder også indianernes og eskinoernes gamle religioner) vejen til at forstå at elske hinanden, og samle de store gådefulde puslespil, som religion er, til eet komplet og vidunderligt hele, uden fanatisme.

                 Jeg rejste, mens jeg studerede den nye religion. Til Kotzibue og Kobuk og mange andre steder, som ligger i den nordlige ødemark for at lære mere om mit eget folk, og for at se om nogle af dem levede som i gamle dage. Jeg ønskede at finde ud af, hvorfor eskimoer var enestående, og hvad der gjorde dem lykkelige, hvad der gjorde dem så tilfredse, mens resten af verden virkede som om den var hvileløs. I deres dybe fred fandt jeg den nye profets budskab afspejlet, også den lære om den indre fred der får et menneske til at stå stille som en dam mens han siger: "Her er jeg, Herre. Gør med mig som du vil." Eskimoerne, de sande eskimoer, lever af at give glæde til andre, og i denne given fra sig er der meget tilfredshed og megen fred.

                 Mens jeg rejste bad jeg de vidunderlige nye bønner, og de gav mine fødder vinger. Til dem, der læser dem med et åbent hjerte, er de fyldt af lys og herlighed. I dem kan du se det evige livs rene vand og kærlighedens himmelske musik. Lad dem flyde ind i dit hjerte, og du vil se at denne musik, disse herlige ord, kommer fra Gud. Når jeg lader dem synge i mit hjerte, i mit sind, i min sjæl, uden hovmod, uden forfængelighed, uden selviskhed, så bliver jeg opflammet af det nye budskab og en ydmyg Guds tjener.

Vi indianere må alle blive søgere:

Mens jeg reflekterede over verdens tilstand - det onde, volden, udbytningen og fortvivlelsen - tænkte jeg pludselig: Hvorfor kan indianerne og eskimoerne ikke tro på dette nye budskab når nu det er den samme profet, de samme principper, som de har fået forvarsler om?" Og jeg spurgte mig selv: "Hvorfor fik de disse forvarsler?" Pludselig forstod jeg! Indianerne og eskimoerne er blevet ydmyget af de hvides erobring af dem. De er blevet sønderrevet og har fået blodige sår efter at været blevet gennembanket af den hvide mands materialistiske civilisation. Men gennem den skade og sorg de har lidt, kan de udlede en dyb belæring. Gud har faktisk forberedt dem til en stor opgave, som kun kan gennemføres af dem og af andre af verdens mørkhudede racer med fattig og primitiv baggrund. At bringe enhed og kærlighed til verden er et hverv der er blevet overdraget eskimoerne og indianerne. Det er på denne måde Gud vil belønne os for vores lidelse og fattigdom, ved at gøre os til åndelige kæmper som samtidig er ydmyge overfor Gud og mennesker. Dette er vores nådens bæger og vi må dele det med alle der vil tage imod det. Alle kan lære at tage imod den hengivne venligheds almægtige briser, som vil skabe menneskenes broderskab og en ny jord.

Min rejse gennem Nordamerika i søgen efter vores sande broder:

Den 26 juli, 1961 begyndte jeg en rejse gennem Alaska, Canada og USA for at tale med forskellige indianske stammer og deres høvdinge. Jeg kom både for at fortælle dem om det nye budskab, og for at finde ud af hvad de gjorde for at fremme alle indianske brødres forening. Især søgte jeg efter de indianske brødre, hvis profetier var så tæt knyttede til eskimoernes at de nu ivrigt afventede det nye budskab.

                 Jeg forestillede mig at de sande brødre var ørkenindianere, meget hurtige løbere, som levede på klippeskrænterne, ligesom vores (eskimoernes!) forfædre; at de elskede udendørslivet, dyrkede deres marker og talte med åndelige ord, der lignede dem mit eskimofolk brugte.

                 I Nevada fandt jeg indianere som brugte ord som lignede, men de opfyldte ikke profetien når den gjaldt deres huse. De lyttede til min eskimoiske tale, og sagde at Hopi-indianerne i Arizona talte på en lignende måde at de havde stentavler, der svarede til dem som min landsby havde haft i århundreder, og at også de forventede at en ny tid ville komme, hvor menneskeheden ville udvikle sig henimod lys og kundskab.

                 Pludselig sagde en af vennerne at Hopierne ville holde deres Kiva-danse næste vinter, og da jeg spurgte om hvad ordet betød, svarede det: "Kiva betyder samfundets hal eller mødested". Mere behøvede jeg ikke for at blive overbevist om at jeg sikkert nu havde fundet ud af hvor mine sande brødre boede, eftersom ordet "kiva" betyder det samme blandt eskimoerne.

                 Vi drog afsted i september, og ankom snart til Hopiernes land, hvor vi besøgte høvdingen, en mand af stor værdighed og godhed, som tog imod os med stor venlighed. Da jeg så ind i hans viise øjne, vidste jeg at jeg omsider havde fundet en, der kunne løsne båndene om mit hjerte, og opfylde den afsluttende del af den sidste åbenbaring i den eskimoiske profeti. Som profetien havde forudsagt, ville vi ikke blot forstå hinanden, men se hvordan vore veje kunne forenes og blive én. Dette var den store vej mod verdens enhed, som alle indianske folk ville følge.

                 Hvilken glæde fyldte ikke mit hjerte den dag!!! Efter blot at have talt med høvdingen nogle få minutter, hævede min glæde sig op til skyerne, for denne store åndelige leders uendelige visdom og indsigt, overbeviste mig om at jeg omsider havde fundet vores sande brødre i Hopiernes land. Deres skikke lignede vores, klanordenen, høvdingens hellighed blev æret på samme måde, og alle krav for den endelige opfyldelse af vores store åndelige belæringer blev mødt.

                 Jeg ønskede at danse, så stor var den glæde, der flød ind i mesaerne! Vi gennemgik mange af instruktionerne for den endelige opgåelse i enheden, som ville blive krævet af indianerne i løbet af den tid hvor en tidsalder skulle afsluttes og en ny begynde. Vi måtte gennemføre indianernes enhed for at kunne vise dem ind i den nye tidsalder, hvor hele menneskeheden skulle forenes. Vi så herlighedens skyer bevæge sig fremad, og alle de indianske folk vandre sammen med os til retfærdighedens og frihedens og fredens titanske sejr, som ville gavne alle verdens folk.

5. Regnbuekrigernes opgave

Vi har set den gyldne tråd i profetierne som forudsiger dagen, hvor de indianske folk vågner og dannelsen af en ny retfærdighedens og fredens verden, frihedens og Guds verden. Vi har set hvordan det er profeteret at regnbuekrigerne (de nye lærere) vil komme, og sprede dette store budskab over hele jorden. Men hvordan kan indianerne hjælpe med at virkeliggøre disse profetier?

                 I mange år har de indianske folk sovet, fysisk overvundet af de hvide. I al denne tid har de fået at vide at de hvide var dem overlegne, og at de måtte lære at leve i og blive del af den hvide civilisation, sådan som der var, også selvom de måtte finde sig i en ydmyg plads. Det vil ikke blive nemt at vække dem fra deres søvn. Men det kan lykkes, hvis vi indser at indianerne er sovende kæmper som hver især indeni har åndens underfulde kræfter der blot skal sættes i værk, for at skabe mirakler til glæde for alle og strålende heroiske handlinger.

                 Verden er syg idag, fordi den har vendt sig bort fra Den Store Ånd[30]. Når menneskene igen vender sig mod Det Urgamle Væsen med kærlighed og indsigt om verden, vil jorden blive smuk igen[31]. Indianerne kan hjælpe menneskeheden med at vende tilbage til Den Viise Foroven, ved at adlyde følgende principper:

                 Ligesom fortidens store indianerne vil de lære os om enhed, kærlighed og forståelse mellem alle folk. De vil ikke længere lytte til de små folk som siger at de alene har sandheden, men skal se at han-som-lytter-til-alle er for stor til små ting, for fuld af retfærdighed til at acceptere mere end ét udvalgt folk, for fri til at blive indeburet af noget sind. De vil i stedet lytte til dem der lærer harmoni mellem mennesker, netop som vinden blæser uden unfair begunstigelser ud i alle verdens hjørner.

                 Ligesom fortidens rene indianere, vil de bede til Ånden med en kærlighed der flyder gennem enhver del af verden, ligesom brisen synger sin sang til Den Stille blandt fyrretræernes nåle. I ensomhed og i rådsforsamlinger vil deres hjerter løfte sig med glæde, frie for menneskenes skænderier og smålige jalousi, frie til at elske alle andre mennesker som brødre. Eftersom Den Store Ånd elsker smil og lykke, vil de besynge menneskenes kommende herlige forening.

                 Ligesom fortidens herlige indianere vil de ændre alle de mennesker, de møder, gennem deres glæde, deres latter, deres kærlighed og deres forståelse. Ligesom en flods brusende strøm, der nedslide de hårdeste klipper, vil de nedslide de hårdeste hjerter med kærlighed, indtil hele verden begynder at blomstre med et menneskes nye vækst.

                 Ligesom fortidens strålende indianere, som styrkede deres muskler med hårde øvelser, og desuden nærede deres sjæle med faste og bøn, sådan skal de gøre sig til den nye tids helte, der vil overvinde alle vanskeligheder med deres kroppes styrke, med deres kærligheds ild og deres hjerters renhed. De vil udelukkende fylde deres munde med rene madvarer og rene væsker, og søge Livets Mesters skønhed i hver en tanke, og klart afvise skadefuldt drikkeri og urene vaner, som ødelægger og svækker menneskene. De skal løbe op på bakketoppene for at bede og faste, og løbe ud i skovens og ørkenens ensomhed for at finde styrke.

                 Ligesom fortidens indianere, der lod deres børn løbe frie om på sletterne, skovene og bjergene for at hjælpe dem med at blive mænd og kvinder som var deres Skaber værdige, således skal nutidens regnbuekrigere arbejde for at give alle børn den vilde naturs magiske velsignelser, glæden ved at løbe barfodede over bakkerne gennem det grønne græs med vindens kølige berøring i deres hår. Den åndelige kultur som er på vej vil skabe skønhed i hvert åndedrag, gøre flodernes vand klart, opbygge skove og parker, dér hvor der nu findes ørkener og fattigdom, og bringe blomsterne tilbage til bakkeskråningerne. Hvilken herlig kamp at gøre verden smuk!

                 Ligesom fortidens indianere som elskede, forstod og kendte dyrenes og planternes kræfter, og som ikke dræbte eller tog mere end de behøvede som føde og tøj[32], sådan vil nutidens indianere oplyse de uvidende ødelæggere. De vil mildne potentielle jægeres hjerter, så dyrene atter vil fylde jorden, og træerne endnu en gang vil rejse sig for at holde på den værdifulde jord. Til den tid vil alle folk kunne færdes i vild natur, der flyder med liv, og børnene vil se hjortekid, lam, antiloper og andre vilde dyr omkring sig. Bevarelse af alt der er smukt og godt er et kald der udgår fra den nye tids hjerte.

                 Ligesom fortidens glædesfyldte indianere, vil de nye indianere bringe deres egne folk og andre racer glæden ved fællesskab, venlighed og høflighed, som gjorde livet i de gamle indianske landsbyer en så lykkelig tid for alle[33]. Når de dansede sammen! Når de spiste sammen i kærlig harmoni! Når de bad sammen og sang af glæde! Det vil komme igen, endnu bedre, i den nye verden.

                 Viise indianere taler ikke uden fornuft og med tavshed bringer de skam over dem, der praler; så idag skal indianere lære alle folke at lade gerninger tælle mere end ord. Kærlighedens, venlighedens og forståelsens gerninger skal ændre verden.

                 De viise høvdinge vil blive valgt, ikke af politiske partier, ikke ved højlydte taler og praleri, ikke ved at skælde andre ud, men ved at altid at vise deres stille kærlighed og visdom i rådsforsamlinger og deres mod til at træffe beslutninger og arbejde for alles bedste. Således skal regnbuekrigerne lære at fremtidens regeringer udelukkende vil blive valgt udfra deres kvaliteter, og de vil rådføre hinanden med tankens og samvittighedens frihed. I deres rådforsamlinger vil de søge sandhed og harmoni med hjerter fulde af visdom og sætte deres brødre over dem selv.

                 Blandt fortidens indianere respekterede børnene og de unge de gamle, og blev lært kærlighed og enhed, karakterstyrke, kærlighed til Den Store Høvding i Himlen, og gode gerninger fra tidligste barndom. Idag er de unge mennesker, som skulle være menneskehedens håb, langt fra denne åndsstyrke i deres jagt efter fornøjelser og "succes". Regnbuekrigerne vil bringe denne tabte ånd tilbage før det er for sent, og ungdommen skal igen udføre store uselviske og heroiske gerninger. Deres livs herlighed og renhed skal oplyse verden.

                 Fortidens tankefulde og hengivne høvdinge forstod deres folk med kærlighed; fortidens forældre opfostrede deres børn med kærlighed. Et minuts kærlighed og forståelse af denne slags bringer rigdom fra Den Store Ånd og skaber mirakuløse resultater. Regnbuekrigerne vil blande kærlighed med indsigt i den medicin, som de vil bruge til at helbrede verden for dens onder, og tilberede den med rene hjerter og ydmyge sind.

                 De der ikke forstår tror at deres messias vil gøre alt arbejdet for dem når han kommer. Men når en stor profet kommer til verden for at ændre menneskenes hjerter, vil han altid kalde på helte og på dem, der arbejder med glæde og hengivelse. Store er opgaverne forude, forfærdende er bjergene af uvidenhed, had og fordomme, men regnbuekrigerne vil hæve sig op som på ørnevinger for at overvinde alle vanskeligheder. De vil være glade for at opdage at der nu er millioner af mennesker verden over, der er parate og ivrige efter at rejse sig og hjælpe dem med at overvinde alle barrierer, der blokerer vejen til en ny og herliggjort verden! Vi har fået nok af ord. Lad der være gerninger.

Morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde

Jobs Bog, kap 38.7

Appendix

a. Om William Willoya, af Vinson Brown

                      Da jeg mødte eskimoen William Willoya var jeg sikker på at jeg havde mødt en mand. Willy er 185 høj, har brede skuldre og muskler som en sand atlet. Han er blev hærdet af hårdt arbejde på Beringshavets fiskerbåde, som sæljæger på isen, og rensdyrjæger på det fjerne nords golde tundra. Det var imidlertid klart for mig at Willy var en større mand end jeg nogensinde havde været, ikke på gund af hans størrelse og styrke, men på grund af det, jeg så i hans øjne.

                 Willy har meget sorte og meget stille øjne, der udspørger og prøver dig, første gang han møder dig. Disse øjne er meget direkte. Det er som om de ser lige igennem dig og forstår dig. Men de er vidunderlige når Willy smiler. Han smiler med hele ansigtet. Hans ansigt blive levende og kommer næsten til at ligne solen. Så bliver hans øjne varme og fyldte med lys, små dansende lys af venskab og venlighed. Du kan se langt ind i ham, og se det gode, varme, stærke hjerte der findes dér. Når du ser det, forstår du at Willy er et stort menneske, et virkeligt STORT MENNESKE.

                 Jeg vidste at Willy ville være af langt større betydning for skrivningen af denne bog end jeg, fordi eskimoerne er meget tæt på indianerne i deres følelser og livssyn. Han har været i Hopi-indianernes reservat i Arizona, hvor han opdagede at Hopi-indianere har et åndeligt sprog som ligner hans eget sprog, og at de har hellige sten som svarer til Alaska-eskimoernes.

                 En anden grund til at Willy er så vigtig for vores historie er at han har mødt og talt med hundredevis af indianere på hans rejser gennem Alaska, det vestlige Canada og USA. Fordi han er en af dem, har han lært om deres problemer, deres drømme og deres visioner. Hvor vidunderligt kan han ikke hjælpe dem nu.

                 Endnu en grund til hvorfor Willy kan være til så stor hjælp er at han stadig besidder så meget af den gamle indianske ånd, den ånd der stammer fra livet i den vilde natur. Der er stor kraft i denne ånd, en kraft som de hvide kun kender lidt til. Willy's folk lever langt oppe nær verdens top, nær nordpolen. Halvdelen af året lever de i mørke, fordi jorden drejer sig så solens lys ikke længere når de fjerne nordlige områder. Eskimoerne må omgivet af is og sne ude i mørket jage sæl, hvalros, isbjørn og rensdyr. Ofte finder de ingen føde i dagevis, ja ugevis, og søger næring fra Guds Ånd for at holde sig i live. Fordi de ved at Gud er nær dem der søger ham i kærlighed, er de et lykkeligt og glædesfyldt folk, selvom de lever omgivet af farer og katastrofer.

                 Selv de hvide har med deres materialisme og mangel på følsomhed for indianernes og eskimoernes smukke tanker og idealer, ikke kunnet dræbe eskimoernes vidunderlige ånd. Denne åndelige storhed kan, som Willy påpeger, ikke finde varigt ly indenfor snævre denominationer eller dogmatiske religioner som nægter at se andre synspunkter.

b. Peyote-religionen

Peyote-religionen, som også kaldes De Indfødte Indianeres Kirke, er et eksempel på indianernes behov for at forstå religion på deres egen måde[34]. Medlemmerne af denne religiøse bevægelse tror på at Jesus og Bibelen kom fra Gud, men tror også at Gud sendte indianerne Peyote-kvinden, der bragte dem peyoten som de bruger i deres ceremonier. Når man indtager den korrekt sammen med bøn, meditation og sang, bringer peyoten visioner til de indianere, der indtager den, og de siger den giver dem vejledning og advarsler fra Gud. Den plukkes fra en kaktusplante som vokser i Mexico og i det sydlige USA. Den tygges, men har en bitter smag. Peyote-ceremonien afholdes normalt i en tipi med en cirkel af indianere indenfor, og anføres af Peyote-høvdingen. Man anvender en halvmåne af aske, en tromme og forskellige andre ceremoni-redskaber (nogle af disse er vist på bogens farvebilleder). Ceremonien varer som regel hele natten med megen sang og megen trommen.

                 Visionerne er tit meget mærkelige og smukke, som vist på bogens billeder. De mest brilliante farver kan vise sig og ofte pulsere, sandsynligvis i Peyote-trommeslagerens rytme. Den fantastiske oplevelse er af forandrende og forbedrende karakter når den er knyttet til religion, men vi synes der er en vis fare for at indianerne og andre som bruger peyote kan komme til at blive afhængig af den, og ikke tilstrækkeligt af deres egne kræfter. Peyote bør bestemt anvendes med stor forsigtighed, især fordi der er beviser på at den kan være skadelig for visse mennesker, og den bør slet ikke anvendes dér hvor det er ulovligt.

                 Der er betydelig uoverensstemmelse om hvorvidt peyoten indeholder skadelige stoffer, men de fleste myndigheder er enige om at den ikke er vanedannende[35]. Brugen af peyote i religiøse ceremonier er forbudt i visse stater, men i Arizona erklærede statens Højesteret fornylig forbudet et forfatningsstridigt brud på den religiøse frihed. Peyote-religionens tilhængere lærer om et liv levet i renhed. Ved at fremme ceremonier, som anvender nogle af indianernes gamle religiøse idéer, vil de sandsynligvis hjælpe med at bevare og genopbygge noget af den vidunderlige gamle indianske ånd, som indianerne var ved at miste. Nogle af Peyote-drømmene har handlet om en kommende tid, hvor alle folk vil blive forenet i broderskab. Hvis det er sandt, er Peyote-religionen i sig selv et skridt i denne retning, og dens tilhængere gøres parate til noget større og bredere, som vil bringe alle folk sammen i kærlighed og harmoni.

c. Proudhons profeti

               Pierre Joseph Proudhon, en stor og følsom franskmand, skrev en profeti i 1860'erne om de hvides civilisation. Han sagde[36]:

Nutidens civilisation er fanget af en krise, som man kun kan finde et fortilfælde for i historien - den krise der frembragte kristendommen. Alle traditioner er udbrændte og al tro er afskaffet; men det nye program er endnu ikke parat, hvormed jeg mener at det endnu ikke er indgået i massernes bevidsthed. Derfor siger jeg at opløsningen er kommet. Dette er det mest grusomme øjeblik i samfundenes liv... Jeg har ingen illusioner og forventer ikke at vågne op en morgen for at se friheden genoprettet i vores land, som ved magi. Nej, nej, forfald. Forfald i en periode så lang at jeg ikke kan tidsfæste dens ende, og som vil vare ikke mindre end en eller to generationer... det er vores skæbne... Jeg vil kun opleve ondt. Jeg kommer til at dø omgivet af mørke.

Europa er sygt af tanker og orden; det er på vej ind i en æra med brutal magt og foragt for principper. Så vil de seks magters store krig begynde. Der vil komme blodbad og den svækkelse, der vil følge efter vil være forfærdelig. Vi kommer ikke til at leve længe nok til at se den nye tidsalders værk, vi vil kæmpe i mørke; vi må forberede os på at udholde dette liv uden for megen sorg, ved at gøre vor pligt.

De store krige og de mange vanskeligheder, som Proudhon talte om, er indtruffet. Men nu, omsider, vågner flere og flere folk af alle racer, vågner til behovet for kærlighed og forståelse mellem alle folk og religioner. Og en stor ny religion, fri for alle århundredernes ophobninger af fortidens indbyggede fordomme og snævre doktriner og dogmer, er kommet til menneskeheden, en religion som opfylder Proudhons profeti om det nye programs komme, som giver os redskaberne hvormed en ny og herlig verden kan bygges.

d. Videnskab og profetiske drømme

Videnskabsfolk har længe haft modvilje mod at tillade muligheden for at der kunne være nogen sandhed i profetiske visioner, eller i noget andet, der ikke stammer fra de fem sanser. Et forenklet udsagn fra den store østrigske psykolog Sigmund Freud er nok et udmærket eksempel på denne følelse:

Der kan ikke være tvivl om at profetiske drømme kan siges at eksistere i den betydning at de handler om menneskets tanker om fremtiden. Det er imidlertid tvivlsomt om disse tanker eller visioner på nogen nøjagtig måde viser faktiske fremtidige begivenheder. Jeg må i dette tilfælde indrømme at min vane med at have et åbent sind svigter mig. Jeg tror ikke at nogen mental anstrengelse - andet end smarte beregninger, udført af et menneske med omfattende viden - kan se fremtidige begivenheder i enkeltheder. På den ene side strider det mod videnskabelige forventninger og holdninger at folk, der ikke har en sådan viden skulle kunne lære fremtiden at kende i drømme, og en videnskabsmand kan ikke andet end afvise en sådan idé som umulig da den i alt for høj grad svarer til gamle og velkendte menneskelige ønsker. Jeg tror derfor at hvis vi til sådanne drømmes ofte sete upålidelighed, føjer den kendsgerning at deres betydning ofte ændres efter indtrufne begivenheder, og at de undertiden tilfældigvis viser sig korrekte, så vil vi finde at deres videnskabelige værdi stort set er nul. Personligt har jeg aldrig oplevet noget, der kunne få mig til at ændre dette standpunkt.[37]

Svaret til Freud og andre videnskabsmænd med dette standpunkt er at hele videnskabshistorien viser hvordan anerkendte videnskabsmænd har dømt således på grund af mangel på beviser, der siden har vist sig meget stærke. Det må dog indrømmes at studiet af profetiske drømme stadig er ungt, og dets vand tilmudret af mange falske drømme og meget vrøvl, men dette er ingen undskyldning for ikke at udforske dem med et åbent sind.

                 Vores formål med denne bog er - ligesom det gælder for enhver interesseret videnskabsmand - at prøve at finde ud af om der er en måde, en logisk og fornuftig måde, hvorpå man kan finde mønstre og love eller regler, der kan hjælpe os med at forstå profetiske drømme. Vi indrømmer åbent at vore undersøgelser kun er en begyndelse, og at fremtidige kendsgerninger kan blive afdækket som vil få os til at ændre vore konklusioner. Men vi må begynde et sted.

                 Videnskabeligt set bør vi søge efter visionernes mønstre som er blevet gentaget på meget adskilte steder og til meget forskellige tider, fordi sådanne mønstre kan vise os lovene for profetiske visioner, og føre os i retning af at kunne bevise eksistensen eller ikke-eksistensen af en kraft og et formål bag dem. Men vi bør indse at dele af visionerne ofte træder frem i symbolske udtryk, og vi må søge efter nøgler som vi hjælpe os med at åbne for disse symbolers betydninger. Således symboliserer den regnbue, som afslutter en del af Black Elks vision, sandsynligvis adskillige ting: (1) fred efter kriges og lidelsers storme, (2) Guds pagt med menneskeheden gennem hans profeter, og (3) alle menneskeracers farvers forening i tiltalende harmoni. Vi må også være meget på vagt overfor forfalskninger af eller andre ændringer i profetiske drømme, udført af senere forfattere eller historiefortællere. Her er der bestemt brug for en stor mængde forskning, og vi har hidtil kun skrabet i overfladen. Et forslag til hvordan forfalskninger muligvis kan opdages, forklares i det næste afsnit.

                 Når vi studerer profetiske drømme, som er en form for ESP, behandler vi menneskets subjektive sind, noget der er meget vanskeligt at fastholde ved hjælp af almindelig videnskabelig terminologi eller undersøgelse. Når et menneske beder helhjertet til Gud og modtager stor hjælp og kraft gennem sine bønner, hvilken videnskabsmand kan så nøjagtig definere denne kraft, eller sætte den ind i grafer eller diagrammer? Alligevel viser menneskehedens historie bestemt igen og igen at denne kraft eksisterer. Dusinvis af store åndelige ledere og udøvere har udført mirakler gennem denne kraft, og forvandlet millioner af menneskers hjerter. Den moderne videnskab har forsøgt at overse disse kendsgerninger, fordi den ikke forstod dem, men den tids uvidenhed og undgåelse er nu overstået.

                 I denne bog bruger vi vores indre følelser til at give dig vores subjektive vurderinger af de mærkelige profetier og visioner som vi skriver om. Denne subjektive analyse kan måske ikke betragtes som videnskabelig, men den kan opstilles som en videnskabelig hypotese, som fremtidige opdagelser og fremtidige begivenheder måske, eller måske ikke, kan vise sig forkerte eller rigtige. Vi ved at profetiske visioner i Bibelen (såsom forudsigelsen om jødernes spredning og sluttelige tilbagekomst til Det Hellige Land (Nehemias' Bog 1.8, Jeremias' Bog 23.3)) faktisk er blevet til virkelighed på en bemærkelsesværdig måde. Kun tiden vil vise om profetierne, som du finder i denne bog, vil blive til virkelighed, men vi håber du vil bevare et åbent sind og aldrig ophøre med at søge sandheden. Husk på at langt de fleste nye idéer som bringes til verden, og især dem indenfor det religiøse område, er blevet afvist af folk uden at de er blevet udforsket ordentligt, på grund af det menneskelige sinds følelsesmæssige betingning af gamle dogmer, overtro og idéer som har mistet forbindelsen til virkeligheden. Det moderne menneske har ikke råd til at begå fejltagelser i den farefulde tid vi lever i.

e. Forståelse af de profetiske drømmes symbolik

Mange af menneskehedens store historiske begivenheder er blevet sat i forbindelse med profetiske drømme[38]. Hvis vi studere disse begivenheder omhyggeligt, kan vi måske blive i stand til at forstå de tankemønstre som viser hvordan profetiske drømme bereder vejen for historien. Ikke kun dette, men måske kan vi også blive i stand til at se hvordan profetiske drømme i tidligere tider er blevet misforstået, og dermed hvordan vi undgår sådanne misforståelser i nutiden.

                 Eftersom en stor procentdel af de profetiske drømme handler om en stor verdensomfattende religiøs leder, eller messias, ville det være smart først at prøve at vise forskellen mellem en ægte messias og falsk messias. Der er naturligvis en åndsretning, som for eksempel ateisterne, som ikke tror på Gud, der siger at der aldrig har været en ægte messias. Vi kan ikke for øjeblikket give os i kast med ateisterne fordi en sådan diskussion ligger udenfor denne bogs rammer, men vi kan sige at vi tror, at et af de største beviser på Guds eksistens er at der findes en særlig type stort menneske, såsom Moses, Buddha og Jesus, der har haft en åndelig indvirkning på hundrede af millioner mennesker gennem tidens århundreder, og som har påvirket disses liv så de har skabt store civilisationer, hvor samarbejde mellem mennesker har været årsagen til deres succes, og manglen på samarbejde har varslet deres undergang. Den berømte historiker, Arnold Toynbee illustrerer dette detaljeret i A Study Of History[39] i tolv pragtfulde bind. Vi kan derfor definere en ægte messias på følgende måde:

                 Den ægte messias ændrer millioner af menneskers liv gennem tidens århundreder ved at lære dem den kærlighed og forståelse der får dem til at samarbejde, og dermed frembringe civilisationens blomstring. Kun religiøse fordomme forhindrer at menneskene kan rumme at de følgende store mennesker netop har gjort dette: Krishna, hinduismens grundlægger, Zarathustra, (grundlæggeren af zarathustrismen og den vidunderlige oldpersiske civilisation), Moses, Buddha, Jesus og Muhammed.

                 Den falske messias kan på den anden side defineres som et menneske, der hævder at være messias og kommet for at frigøre et særligt folk eller hele verden, men på en eller anden måde ikke formår at frembringe nogen god påvirkning af historien, eller i det mindste uden større vedvarende konsekvenser. Der har bogstavelig talt hundredevis af disse falske messias'er[40].

                 Efter at have defineret den ægte og den falske messias' natur, bliver det nødvendigt at definere de messianske forventningernes natur, så vi kan forstå hvorfor og hvordan både ægte og falske messias'er er blevet modtaget af det folk som ventede dem. Messianske forventninger har normalt haft deres oprindelige kilde i de store profeters klare udsagn om at de ville vende tilbage, eller i seeres eller mindre profeters profetiske visioner. Disse drømme og udsagn er enten blevet gengivet i bøger som Bibelen, eller overleverede fra generation til generation som traditioner, såsom de mexikanske indianeres tradition om Quetzalcoatls genkomst.

                 En faktor, der er indlysende i mange af disse profetiske drømme og udsagn, er idéen om at den første store profet vil komme igen. Krishna sagde således at han ville vende tilbage, og det samme gjorde Jesus. Det er en faktor i de messianske forventninger at millioner af mennesker har ventet på en bogstavelig genkomst af nøjagtig det samme individ, skønt dette - historisk betragtet - aldrig er sket. I den grad en logisk forklaring af genkomsten baseres på faktiske historiske begivenheder, har den altid været en genkomst af ånden som igen taler med den samme kraft, men gennem en anden profet.

                 Endnu en faktor i de messianske forventninger er at folk forventer at messias frembringer mirakuløse tegn som beviser at han er en ægte messias. Historisk set har også disse tegn sjældent vist sig, og de er derfor normalt blevet afvist, også selvom indvirkningen fra deres kærlighed og belæringer senere har forvandlet millioner af menneskers hjerter og skabt nye strålende civilisationer.

                 Når vi måske ser bort fra Muhammed, der opfyldte arabernes drømme og forventninger på en måde der tilfredsstillede dem, så har de fleste messias'er ikke opfyldt deres tids menneskers forventninger, fordi de ikke kom på den virkelige måde og med den virkelige magt og hæder som blev forventet. Folk har ikke forstået at de tegn de forventede i høj grad skulle betragtes symbolsk, og at Den Store Ånd ikke ønskede at de bedømte en profet eller messias på ydre magt og hæder, men ud fra hans indre ånds skønhed og hans kærlige, gode og viise gerninger.

                 Videnskabeligt set kan vi vise at al sådan blindhed overfor Guds Ånds komme skyldes følelsesmæssige betingninger. Ethvert menneske er som ung i større eller mindre grad underkastet følelsesmæssige betingninger. Millioner af mennesker er for eksempel følelsesmæssige betinget til at være bange for alle slanger, fordi en eller anden voksen, normalt moderen, viste stor følelsesmæssig frygt for en slange, barnet havde fundet da det var lille. Eftersom det store fleral af slanger er fuldstændig harmløse, har denne følelse meget lidt at gøre med virkeligheden. På samme måde er de fleste mennesker følelsesmæssigt betingede når de som unge ser med mistro på alle andre religioner end deres egen, og endda får fortalt historier der forstærker fordommene, historier der alt for ofte har sit grundlag i en misforståelse. Således opstår de blinde i ånden.

Den jødiske profetiske drøm om messias:

                 En af al histories store profetiske drømme var det jødiske folks messianske drøm, som der fortælles om i Det Gamle Testamente[41]. Denne drøm nævnes igen og igen i passager som dem i Daniels Bog, 9.25 (hvor vi endda får at vide hvornår han kommer), Esajas 9.6, osv. Disse profetier har imidlertid en mærkelig dobbelt natur, fordi nærmere studier viser at de taler om mindst to forskellige former for en messias' komme. Den ene er verdensforeneren, fredsfyrsten, som også forudsiges i andre religioners profetier.

                 Eftersom Jesus Kristus kom på det tidspunkt Daniel forudså, og eftersom hans helende budskab om kærlighed har spredt sig til hundrede af millioner mennesker verden over, og har skabt en stor verdenscivilisation, tror de kristne at dette er bevis på at Jesus var den tids messias. Jøderne venter imidlertid stadig på deres messias' komme, for de mener at en Fyrste skal komme med stor kraft for at befri dem fra deres trældom. De har glemt at deres Bibel også profeterede at de ville blive kastet ud af Det Hellige Land og blive drevet ud i alle dele af verden, fordi de afviste Guds stemme (se Ezekiel 36.19, Tredje Mosebog 26.33, Femte Mosebog 4.27, Nehemias' Bog 1.8, Ezekiel 12.15, osv.)

                 Det er interessant at bemærke at skønt jøderne afviste Jesus og nægtede at følge ham, fordi han ikke opfyldte deres profetier på den bogstavelige måde, de ønskede (dvs. at han ikke kom med den store fysiske kraft og herlighed), så rejste de sig adskillige gange i stort antal og fulgte falske profeter eller "messias'er", som vildledte dem med løfter om fysisk kraft og herlighed. Judas zealoten i 66 evt., Bar Kochba i 117 evt. og Sabbatai Zvevi i 1666 er blot nogle få eksempler på talrige såkaldte "messias'er". De endte alle med at blive overvundet af fremmede hære, og enten gik deres drømme ikke i opfyldelse eller blev de bragt i vanry på andre måder[42].

                 Bemærk at disse folk desperat behøvede en messias, men at de igen og igen anerkendte en leder, som bragte dem det de mente var fysisk herlighed, mens de overså den sande messias, Jesus, som ville have bragt dem noget langt vigtigere, åndelig herlighed. Der er alligevel én god undskyldning for at jøderne afviste Jesus, og det er at der findes bevis for at de kristne selv nogle gange fordrejede beskrivelserne af Jesus og hans lære, på en sådan måde at det blev næsten umuligt for jøderne at anerkende ham[43]. Dette skyldtes i høj grad indflydelsen fra mysteriereligionerne i Romerriget, som satte lighedstegn mellem en kulturbringer eller profet og en Gud, og havde udviklet idéen om gudsmenneskets eller profetens fysiske genopstandelse. Således gjorde mange kristne Jesus til Guds lige, på trods af hans benægtelse af at han havde nogen kraft udover Faderens (se Matthæus 19.17 og Johannes 8.28).

Andre eksempler på profetiske drømme fra historien:

                 Et andet folk som drømte om en messias som ville redde dem fra deres erobrere var waliserne fra landet Wales i det, der nu er De Britiske Øer[44]. Merlin, en berømt seer eller visionær som levede omkring 525 evt, fortalte waliserne en profetisk drøm om at de ville blive erobret af et fremmed folk (englænderne), men at de en dag ville genvinde deres kraft og herlighed. Nogle få århundreder senere overvandt englænderne waliserne, og har siden holdt dem under sig. Men adskillige gange i historiens løb rejste walisere sig og sagde at de havde drømt at de var kommet for at opfylde Merlins profeti. Hver gang havde waliserne rejst sig for at smide englænderne ud, og hver gang var de blevet overvundet og besat på ny, hvorved de havde vist deres fejlagtige fortolkning af disse drømme. Bemærk at fortolkningerne af drømmene var selviske, og søgte materiel herlighed for folket og lederen.

                 Der har været mange indianere som har rejst sig og sagt at de havde haft profetiske drømme om hvordan de hvide ville blive drevet ud af Amerika. Shawnee-indianeren Tenskwatawa (kaldet "profeten) havde en sådan drøm omkring år 1800, og forsøgte at rejse indianerne i en opstand mod de hvide, men hans drøm blev ikke opfyldt. Andre indianere som fortalte om sådanne profetiske drømme var Smohala, en drømmer fra Wonapan-indianerne i nordvest, og sioux-indianeren Kicking Bear. Begge sagde de at de døde indianere snart ville rejse sig for at hjælpe de levende indianere med at drive de hvide ud, men i begge tilfælde skete der ikke noget. Vi kan se at fortolkningerne af disse drømme var selviske, fordi de involverede krig og had mellem racerne.

                 I Det Gamle Testamente, i Første Mosebog (17.20, 21.13, 21.18) findes en tredobbelt profeti om at Ismaels børn (Ismael var profeten Abrahams førstefødte søn) ville blive velsignede og at Gud en dag ville skabe et stort folk af dem. Eftersom både jøder og kristne er enige om at Ismaels børn blev til araberne, blev denne profeti ikke bogstaveligt og fuldstændigt opfyldt før profeten Muhammed i det syvende århundrede evt. For første gang i historien forenede alle arabere i én stor nation, og frembragte den vidunderlige muslimske civilisation som blomstrede fra det ottende til det elvte århundrede. Det er sandt at muslimerne senere begik grusomheder mod de kristne, og at dette startede de store krige vi kalder korstogene, hvor de kristne slog tilbage og begik grusomheder mod muslimerne, hvorved meget had blev vakt mellem de to religioner. Men Muhammed havde fortalt sit folk at de skulle være venlige mod kristne og jøder, og Jesus havde naturligvis fortalt de kristne at de skulle elske deres fjender og være venlige mod dem som foragtede dem. Så både kristne og muslimer glemte deres egne profeters belæringer.

                 Det er meget bemærkelsesværdigt at denne meget klare profeti om Muhammeds komme som Guds profet (for Gud velsignede Ismael og sagde at han - Gud - vil gøre Ismaels efterkommere til et stort folk) findes i både de kristnes og jødernes hellige bøger. Og alligevel nægter både jøder og kristne at anerkende denne tredobbelte profeti på grund af deres følelsesmæssige fordomme mod muslimerne. Denne slags følelser hindrer helt indlysende folk i at tænke klart, og er en af de store grunde til at mennesker misforstår hinanden.

                 Mange af historiens ægte profetiske drømme har været advarsler om vanskeligheder der nærmede sig. Således fik indianerne mange advarsler om at de hvide ville komme som erobrere. En af sioux-indianernes gamle hellige mænd, Drinks Water, advarede om dette. Også mayaerne[45], inkaerne[46] og mange andre indianske folk blev advaret. Og Bibelen er fuld af profetiske visioner af Jeremias, Esaias og andre jødiske profeter om det jødiske folks kommende sprednng i hele verden, på grund af deres hovmod og blindhed. Alle disse drømme blev faktisk til virkelighed.

                 Men bemærk også at mange af sådanne profetiske drømme også forudser at en god tid vil komme efter alle vanskelighederne, en tid hvor alle folk vil forenes i kærlighed og harmoni (se for eksempel Esaias 43.5 og 66.18). Eftersom første del af disse drømme (også Djojobo's[47]) viste sig at være sande i mindste detalje, er det rimeligt at antage at den anden del også vil være det, især når vi ser det samme mønster med ægte profetier om problemer gentaget verden over på helt forskellige steder, som i tidligere tider ikke kan have haft gensidig kontakt.

                 Vi kan nu opstille forsøgsvise regler, der kan hjælpe os med at forstå en del af de profetiske drømmes mening, så vi kan lære noget om forskellene mellem dem, og om deres symbolik.

Regel nummer ét: Vi skal være på vagt over for drømme der fremelsker had mellem folk, racer eller religioner, eftersom historien viser at disse drømme næsten altid har været mere til skade end gavn.

Regel nummer to: I de profetiske drømme findes skjult mening, som ofte er mere vigtig end den bogstavelige.

Regel nummer tre: Følelsesmæssige fordomme kan få folk til at afvise en profetisk drøm, selv når den bliver til virkelighed. Derfor må vi slippe alle sådanne følelsesmæssige fordomme som vi sandsynligvis har lært i vores barndom af voksne, der har forsøgt at gøre os blinde for alt det, de ikke selv brød sig om. Hvis vi ikke lærer at forstå og kontrollere disse umodne følelser, vil det blive langt vanskeligere for os at finde sandheden.

Regel nummer fire: En profetisk drøm, som forudsiger en tid med store vanskeligheder for menneskeheden der bliver til virkelighed, men som også forudsiger en tid med harmoni mellem mennesker der senere vil komme, passer ind i et mønster vi finder over hele verden. Vi bør søge efter sådanne drømme og studere dem omhyggeligt, for deres historie gentages ikke uden grund så mange steder og hos så mange folk.

Regel nummer fem: Eftersom messias'er, der opfyldte profetiske drømme før i tiden generelt set har opfyldt disse drømme ved at bringe en åndelig eller indre herlighed til menneskeheden, snarere end en umiddelbar ydre materiel herlighed, kan vi sige at de profetiske drømmes vigtigste symbolik består i åndelig mening, der er udtrykt i fysiske eller materielle termer eller symboler. Vi bør derfor se efter en stor profets åndelige, indre skønhed, herunder den visdom hvormed han behandler verdens problemer, i stedet for ydre herlighed.

f. Hvordan profetiske drømme passer sammen i mønstre

                 Nedenstående diagram viser hvordan de store profetiske visioner, som der fortælles om i denne bog (foruden andre berømte profetiske drømme, passer ind i visse bestemte mønstre, som gentages igen og igen. Videnskabsmænd søger naturlove ved at studere sådanne mønstre, og vi kan måske på samme måde finde love for religiøs udvikling eller sammenligning i mønstre, der vises her:

Bemærk: Mønstrene med de kommende budbringere viser at den nye religions lys kommer fra et sted øst for Det Hellige Land og vest for Indien. Nedenstående kort viser dette klart. Bemærk også hvor ofte det samme mønster gentages igen og igen på meget adskilte steder overalt i verden. Når vi ser alle disse mønstre samlet i et diagram, er det som at se et stort puslespil, hvor brikkerne falder på plads i menneskehedens histories betydningsfulde drama.

Tak til...

Vi vil gerne takke følgende for venlig og kyndig hjælp ved tilblivelsen af denne bog: hr. David Peri fra Santa Rosa, Californien, en antropolog som er delvis Miwok-indianer, og som læste manuskriptet kritisk og omhyggeligt igennem; hr. Henry Crow Dog fra Rosebud i South Dakota, som undersøgte elementer i historien om sioux-indianernes pibetaske; Fru Lily Ann Irwin fra Calgary i Alberta, som hjalp os med historierne fra Blackfoot- og Assiniboine-indianerne; hr. Harry Roberts fra Guerneville, som gav os en fornemmelse af ånden i Yurok-folket i det nordvestlige Kalifornien, som han hører til; Fru Marie Potts, en vidunderlig Maidu-indiansk lady fra Sacramento, som fortalte os sin reaktion på bogen; Pomo-indianerne hr. og fru Dionisio Reos' familie som lyttede venligt til os, og gav os forslag til bogen; hr. Thomas Banyaca fra Hotevilla i Hopireservatet i Arizona, som gennemgik kapitlet om hopierne; hr. Ray Fadden, sekretær for Akwesasne Mohawk-indianernes rådgivende organisation i Hogansburg, New York, som sendte os Objibway-indianeren Tom White Clouds smukke bøn; og alle vore vidunderlige indianske kunstnere, hvis værker videregiver den gamle indianske ånd i al dens herlighed i denne bog.

Bibliografi:

Om drømme, visioner og profetier:

1. Festinger, Leon, Henry W. Ricken og Stanley Schater When Prophecy Fails, University of Minnesota Press, 1956

2. Freud, Sigmund, Collected Works, Vol. III, Dreams, p. 180, Pantheon

3. Lewinsohn, Richard Science, Prophecy and Prediction, Harper & Brothers, 1961, pp. 99, 114, 123, 139 er særlig betydningsfulde.

4. Lincoln, J. Steward The Dream in Primitive Culture, Crescent Press, Ltd. London, p. 252. Mandanerne forudså geværernes og hestenes komme.

Om indianske religioner:

5. Alexander, Hartler Burr The Worlds Rim, Great Mysteries of the North American Indians, University of Nebraska Press, 1953

6. Barnett, H.G. Indian Shakers, A Messianic Cult of the Pacific Northwest, Southern Illinois University Press, 1957

7. Black Elk The Sacred Pibe, Black Elks Account of the Seven Rites of the Oglala Siuox, ed. Joseph Brown, University of Oklahoma Press, 1953

8. Deardorff, Merle H. The Religion of Handsome Lake: Its Origin and Development, Smithsonian Institute, Bureau of American Ethnology, Bulletin 149

9. Recinos, Adrian Popol Vuh, The Sacred Book of the Ancient Quiche Maya, engelsk udgave, University of Oklahoma Press, 1950, se p. 230

10.Sejourne, Laurette Burning Water, Thought and Religion of Ancient Mexico, Vanguard Press, 1960, p. 3 og p. 40 er betydningsfulde

11. Slotkin, J.S. The Peyote Religion, The Free Press, 1956

12. Spence, Lewis, The Religion of Ancient Mexico, Watts & Co., London, 1945, p. 94 og p. 98, Quetzalcoatls profetier

13. Steward, Omer C. Washoe-Northern Paiute Peyotism, A Study in Acculteration, University of California, i American Anthropology, Vol. 40, nr. 3, 1944

14. Wolf, Eric, Sons of the Shaking Earth, University of Chicago Press, 1959

Om indianske stammer:

15. Alford, Thomas Wildcat Civilisation, som fortalt til Florence Drake, University of Oklahoma Press, 1936, se pp. 52 og 56

16. Debo, Angie The Road to Disappearance, University of Oklahoma Press, 1941. En historie om Choctaw-folket

17. De Onis, Harriet (oversat af) The Incas of Pedro de Cieza de Leon (forfatter). Redigeret af Victor von Hagen, University of Oklahoma Press, 1959

18. Ewers, John C. The Blackfeet, Raiders of the Northwestern Plains, University of Oklahoma Press, 1958

19. Flornoy, Bertrand The world of the Inca, Vanguard Press, 1956, p. 25

20. Forman, Grant The Five Civilized Tribes, University of Oklahoma Press, 1958

21. Grinnell, George Bird Blackfoot Lodge Tales, the Story of a Prairie People, Charles Scribner's Sons, 1903

22. Hagen, William T. The Sac and Fox Indians, University of Oklahoma Press, 1958

23. Haines, Francis The Nez Perces, Tribesmen of the Columbia Plateau

24. Hyde, George Red Cloud's Folk, University of Oklahoma Press, 1937, En historie om Oglala siouxerne

25. Hyde, George E. A Sioux Chronicle, University of Oklahoma Press, 1956

26. Hyde, George E. Indians of the High Plains, University of Oklahoma Press, 1959

27. Hyde, George E. Spotted Tails' Folk, a History of the Brule Sioux, University of Oklahoma Press, 1961

28. Kennedy, Michael Stephen (redigeret og introduceret af) The Assiniboines, from the Accounts of the Old Ones, fortalt til First Boy (James Larpenteur Long), University of Oklahoma Press, 1961

29. Mc Reynolds, Edwin C. The Seminoles, University of Oklahoma Press, 1957

30. Matthews, John Joseph The Osages, People of the Middle Waters, University of Oklahoma Press, 1961

31. Murray, Keith The Modocs and their War, University of Oklahoma Press, 1959

32. O'Kane, Walter C. The Hopis, Portrait of a Desert People, University of Oklahoma Press, 1953

33. O'Kane, Walter C. Sun in the Sky, University of Oklahoma Press, 1953

34. Portilla, Miguel Leon (redigeret og introduceret af) The Broken Spears, the Aztec Account of the Conquest of Mexico, Beacon, 1962

35. Sonnichsen, C. L. The Mescalero Apaches, University of Oklahoma Press, 1958

36. Thompson, J. Eric The Rise and Fall of Maya Civilisation, University of Oklahoma Press, 1954

37. Vaillant, George C. Aztecs of Mexico, Doubleday, 1941

38. Wallace, Earnest og E. Adamson Hoebel The Comanches, Lords of the South Plains, University of Oklahoma Press, 1952

39. Wallace, Lew The Fair God (En beretning om Cortes' erobring af Mexico, set gennem en indianers øjne), 1871 (Bemærk: Vi har ikke kunnet finde den oprindelige udgave af Montezuma's profeti, som vi har fremlagt i denne bog, men også selvom det er en poetisk vision fra 1871, har den alligevel værdi, eftersom Wallace havde en dyb og kærlig indsigt i aztekernes natur)

Om individuelle indianere:

40. Bailey, Paul Walkara, Hawk of the Mountains, Westernlore Press, 1954

41. Bailey, Paul Wovoka, the Indian Messiah, Westernlore Press, 1957

42. Cornyn, John H. (oversat fra aztekisk af) The Song of Quetzalcoatl, The Antioch Press, 1931, profetier findes på pp. 44-48

43. Henry, Thomas Wilderness Messiah (historien om irokeser-profeten Deganawida), William Sloane Association, 1955, pp. 25, 32-33, 37, 39

44. Linderman, Frank B. American, The Life Story of a Great Indian (Plenty Coups, crow-indianernes høvding), John Day Co., 1930

45. Neihardt, John G. Black Elk Speaks University of Nebraska Press, 1956

46. Sandoz, Mari Crazy Horse, The Strange Man of the Oglalas Alfred A. Knopf, 1942

47. Vestal, Stanley Sitting Bull, Champion of the Sioux, Houghton Mifflin Co., 1932

Om messias'er:

48. Independent Hopi Nation The Hopi Message (anden udgave, udgivet 13 september, 1961, duplikeret eksemplar)

49. Klauxner, Joseph The Messianic Idea in Israel, Macmillan Co. 1955

50. Mataram, Dihimpon O. T. Peranan Ramalan Djojobo Dalam Revolusi Kita Offentliggjort af Masa Baru, Bandung, Indonesien, 1958

51. Miller, David Humphreys The Ghost Dance Duell, Sloan & Pierce, 1959

52. Silver, Abba Hillel A History of Messianic Speculation in Israel The Macmillan Co., 1927

53. Smith, Joseph Doctrine and Covenants, Offentliggjort af Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints, 1928. En forberedelse for messias' komme

54. Wallis, Wilson D. Messiahs, Their Role in Civilisation, American of Public Affairs, 1943

Forskellige relevante bøger:

55. Berrill, N. J. Man's Emerging Mind, fawcett Publications, 1955

56. Brown, Estelle Aubrey Stubborn Fool, A Narrative The Caxton Printers, 1952 (Hun arbejdede blandt indianerne, og beskriver drabet på ånden

57. Fromm, Erich The Sane Society, Rinehart, 1955

58. Hanna, Willard A. Bung Karno's Indonesia (revideret udgave)

59. Sachar, Abram Leon A History of the Jews Alfred A. Knopf, 1948

60. Sorokin, P. A. The Crisis of Our Age E. P. Dutton and Co. 1941 (Viser vor tids store katastrofe: for megen materialisme)

61. Toynbee, Arnold J. A Study of History, i 12 bind, Oxford University Press; Bind 1-3, 1934, Bind 4-6, 1939, Bind 7-10, 1954, Bind 11 atlas and Gazetteer (af Toynbee og Myers), Reconsiderations, 1961 (En forkortet udgave af de første 10 bind i 2 bind, af D. C. Somerwell. Et gennemtrængende, sympatisk syn på verdenshistorien - meget knyttet til religion)

Om verdensreligionerne:

62. Burtt, E. A. (redigeret af) The Teachings of the Compassionate Buddha, A Mentor Book, 1955 (Smukke tanker i smuk prosa)

63. Charavarty, Amiya (redigeret af) A Tagore Reader The Macmillan Co., New York, 1961, Hinduismen gengivet af en stor digter

64. Conze, E., I. B. Horner og A. Walley (redigeret af) Buddhist Texts through the Ages Philosophical Library, 1954

65. Ferraby, John All Things Made New, A Comprehensive Outline of the Baha'i Faith George Allen & Unwin, Ltd., 1957

66. Kraemer, Hendrik World Cultures and World Religions The Westminster Press, 1960, En kristen tilgang til verdensreligionerne

67. Pickthall, Mohammed M. The Meaning of the Glorious Koran, An Explanatory Translation, Mentor Books, 1953. Forklaring af den muslimske religion

68. Prabhavananda, Swami og Chriopher Isherwood (oversat af) The Song of God, Bhagavad Gita Mentor Books, 1944, om hinduismen

69. Rhys Davids The Digha-Kikaya i Sacred Books of the East

70. Sears, William Thief in the Night George Ronald, 1961, en vidtfavnende søgen efter det fraværende tusindårsrige

Illustrationer:

Fig 1 Hopi tordenfugl

Fig 2 Ingen tekst

Fig 3 Tegnet af Major Osborne Cross (1849)

Fig 4 Ingen tekst

Fig 5 Illustration til afsnit om aztekernes konge Montezuma

Fig 6 Indiansk danser prydes. Fotografi af en tegning lavet til Bureau og Ethnology Smithsonian Institute, Washington D.C.

Fig 7 Ingen tekst

Fig 8 "Spirit Council" (rådsmøde med ånder), Jim Redcorn (Osage). Viser ørnens og bøflens ånder der giver råd til Tzi-shu høvdingen. Indianeren er draget ud i den vilde natur for at faste og bede om åndelig hjælp.

Fig 9 "The Warriors of the Rainbow" (Regnbuekrigerne), Tzo Yazzie (Navajo). Tilhængerne af det nye lys fra Den Store Ånd (symboliseret af den hvide due) vandrer op fra ubetænksomhedens, misforståelsernes og de forlystelsessyges jord til den glorværdige enheds, renheds og kærligheds himmel.

Fig 10 Buddhas Lotustrone, understøttet af nagaer, slangemænd. Fra et vægmaleri i Kanherigrotten i Indien. Taget fra Buddhist Art in India, af Albert Grunwedel, 1901, Buddha lærte om kærlighed og forståelse omkring 550 fvt.

Fig 11 1864, litograf af Krishna fra Moon's Hindu Pantheon.

Fig 12 1864, litograf af den store profet, Gautama Buddha

Fig 13 Gammelt tryk af irokesernes høvding fra det tidlige 19'ende århundrede. Gengivet i League of the Iroquois

Fig 14 Reproduktion af George Catlins billede af en indiansk lejr

Fig 15 Hopipige i ceremoniel klædning, parat til at danse. Field Columbian Museum

Fig 16 Symboler indtegnet i den engelske tekst

Fig 17 Illustration til afsnit om Black Elk

Fig 18 Tegningen nedenfor er gengivet fra en original i Bureau of Ethnology, Smithsonian Institute, Washington D.C. Øverste billede: Wovoka, af C. Sampson. Nederste billede: deltagere i Ghostdance på prærien.

Fig 19 Illustration til afsnit med William Willoyas selvbiografi.

Fig 20 "The Peyote Dreamers" (Peyote Drømmerne), Al Momaday (Kiowa). Ilden, omgivet af dens krumme måne af skidt, symboliserer renhed; den farvestrålende peyotefugl er åndens tilbagekomst; fjerene symboliserer Det Store Mysteriums berøring; trommen vil runge med sit signal om sindets koncentration om åndelige ting; peyoteknoppen (i midten) bringer åndens gaver.

Fig 21 Oglalaernes pibetaske, fotograferet af Charles Bello. Denne pibetaske symboliserer menneskeåndens renhed.

Fig 22 "The Navajo Girl and the Spirits of the Night" (Navajopigen og nattens ånder). I det rugende mørke svæver De Gamle i ånden overet barn af Den Nye Dag, og pigen vugger et lam i favnen, hvilket symboliserer indianerens enhed med alle levende ting.

Fig 23 Ingen tekst

Fig 24 Regnbuekrigernes opgave

Fig 25 Verdenskort der viser hvordan profetiske visioner fra mange forskellige folk er enige om deres forudsigelse af retningerne hvorfra de lærere, som vil bringe Guds nye Åbenbaring, vil komme. De nummerede pile betyder:

1. Ezekiels profeti i Det Gamle Testamente (Ezekiel 43.2) forudser at "Guds Herlighed kom fra øst og jorden lyste af hans herlighed".

2. En profeti i Det Nye Testamente (Matthæus, 24.27) forudsiger at "Ligesom lynet kommer fra øst og lyser i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være". Denne profeti forudsiger at den store profet eller hans budskab eller begge ville komme til Det Hellige Land fra øst.

3. Black Elk så et lys komme fra øst og fik at vide at visdommen ville komme fra den retning.

4. De buddistiske profetier fra Himalayabjergene nord for Indien forudsagde at en stor profets nye lærere ville komme fra vest.

5. Den javanesiske konge Djojobojos vision fortalte at der ville komme et lys fra en stor åndelig Konge i vest.

6. Irokeseren Deganawida forudså at et stort lys ville komme fra øst, som ville forandre verden.

7. Eskimoerne i Alaska blev fortalt at en ny profet ville sende sit budskab til dem fra øst.

8. Hopi-profetierne forudsiger at et budskab vil komme fra øst.

9. Mormon-profeten Joseph Smith forklarer[48] at det nye budskab fra Gud vil komme som "lyn der gnistrer fra øst mod vest".

10. Toltekernes profet-konge, Quetzalcoatl, sagde at genkomsten af den ånd som talte gennem ham ville komme fra øst[49].

Fig 26 Toltekernes profetkonge, Quetzalcoatl, skærer i sine ben som bod for synder. Gammelt aztekisk tryk.

Du kan komme i kontakt med mig gennem: lingzhi999@hotmail.com