Barnestemmer genlyder nedenfor marmorfacaden ved
hospitalet for Sankt Johannes og Peter. De spiller bold. Cafeejeren
sætter stolene oven i hinanden. Klokker begynder at ringe langt borte. Der er
en kølighed i luften, og aftenskumringen er langsomt ved at lægge sit blå skær
over byen. Bronzekentaueren fører sig stolt frem.
Hesten med venstre forben bøjet og i fremdrift, ligesom rytteren har venstre
skulder og arm vendt fremad. Bagbenene er også i bevægelse fremad, men står
solidt i kryds på jorden. Tiden har lagt lyse- og mørkegrønne nuancer over
bronzen, så hestens hoved, der er lodret fra ører til næsebor ligesom løftes op
af panden og de lange mankehår, der flyder ned. Der
står en bakke med citroner på bordet. En far kaster en bold til et lille barn,
der råber højt, så det gjalder ind i basilikaen, hvor de hellige måske kan høre
det...
Byen har engang været fuld af relikvier, og er det til en vis grad stadig. Og
jeg stiller mig et spørgsmål, som jeg aldrig rigtig har stillet mig før. Er de
magiske fysiske ting, som de vises sten, den hellige gral, palladiet,
vievand og tarotkort mere end blot psykologiske
kræfter, men virkelige kræfter, der ikke blot eksisterer, men som har de evner,
der tillægges dem? For eksempel alkymien: Er alkymi ikke kun, som traditionen
fra Jung fortæller det, en psykologisk videnskab, hvor forskeren projicerer sin
egen mentale udvikling ind i kolber og reagensglas, men også rent faktisk en
fysisk kunst, der kan frembringe et stof, der kan helbrede alle sygdomme og
kastet i flydende bly kan forvandle dette til guld?
Det er en skam Markus ikke er her mere. Han blev flyttet væk i 1969. Så nu er
kirken på den store Sankt Markus' Plads blot en skal, men en gylden byzantinsk
skal... Hestene på kirkens top er naturligvis ægte tyvekoster fra
Konstantinopel, som vist oprindelig havde dem fra den antikke Rom. De valgte
deres del af byttet godt, da de skulle dele med "korsfarerne" i 1204:
Hestene, Kreta og en fjerdedel af det byzantinske rige... Bronzeløven på søjlen
ud mod vandet er også ægte, et fønikisk værk, næsten 3000 år gammelt. Men
Markus er væk...
To duer er mine eneste følgesvende her i Corte Contarini dal Bovolo. Jeg
betragter det åbne spiralformede tårn og huset, hvori det er indlejret. Fem
etager med hvide stenbalustradetrapper, der bæres af slanke søjler og kantes af
lave hvide rækværk. Og tårnet, der skruer sig op mod uret, med fine smalle
hvide søjler, som hvælves opad i runde buer i fem spiraletager. Øverst et
udsigtstårn. Alt sammen i en lille baggård... Forneden en lille græsplæne med
gamle søjlesten, måske portaler. De bærer korssymboler, springvands- eller træsymboler
Bag mig pladsen med bronzestatuen af Sarpi, der gav
fremmede ly for pavens forfølgelser. Foran mig en kanalsvuggende
spejlflade, hvor mure, hvide stenaltaner, tilskoddede vinduer med hvide
stenrammer, røde og lerfarvede mure, den blå himmel,
træpæle neddrevet i vandet, bøjer sig og vokser ud fra hinanden, bløde
zigzaglinier, som lader det altsammen vugge
forførende. De hårde pæle og huse vrider sig og danser, navneskilte og
gadenavne strækkes og mases sammen, de fire stenkatte
på den hvide altan forlænges... Kalken er skallet af mange steder. Nogen hælder
vand i kanalen. og hvis jeg hæver hovedet og betragter murene, så flimrer
vandets zigzaglinier også dér, ligesom varmehallucinationer (selvom det er
køligt...). En fjern solsort, kvindesko mod sten,
kvindestemmer, en dyb mandsstemme, metalinstrumenter som lægges på sten,
fodtrin, en spand, der klinger, en træbjælke, der rammer jorden, de
evindelige "Ciao", "Ciao", "Ciao". Duer, der
glider forbi mig i landing. En gråspurvehan
,der tjipper og skræpper vildt op og springer rundt
med vingerne hævede omkring hende...
Der daler en rød og hvid badebold over muren bag mig. Jeg sidder i "Parco Sauvignon". Med fyrretræer omkring mig, og
jorden kun ganske få steder dækket af græs... En lille fyr med gule bukser og
sort kasket kravler over muren, og løber hen, tager den op, og giver den et
ordentligt los, så den ryger over muren igen. Der går lidt tid. Bolden kommer over
igen. En lille pige med sort hår, blå kjole, sorte sko og hvid jakke løber glad
hen og sparker den over. Endnu en gang dumper den over. Den lille dreng kravler
med stort besvær over igen. Jeg kaster den tilbage. Drengen udstøder et råb, da
han ser det. Bolden ryger over igen. Drengen kravler over igen, og kommer i
snak med en lille pige. Hun smiler vildt mens hun løber: brune krøller, åben
mund, blå kasket, og så stor en brun frakke, at hun íkke
kan bevæge armene men bevæger sig som en løbende tønde. En mor med langt brunt
hår, brun, blød læderjakke, taske og brune læderbukser, dybrød uldtrøje. Hun
holder øje med sin søn, der drøner rundt på cykel, med lyst hår, rød jakke, blå
bukser. Bolden ryger over igen... barneråb og
barnestemmer.
Campanello Santa Maria Nova. Huse med lange slanke
arabiske vinduer, omgærdet af hvide sten, og adskilt af hvide stenstøjler. Midt på huset mellem anden og tredje etage en
niche, med en musling i loftet. Der står en nøgen mand med skæg, som dækker sin
underkrop med en stor plade formet som en strålende middagssol. Duerne kurrer,
en skærelyd lyder, en hammer, raske mandstrin, stille
kvindetrin, blade der rasler hen over fortovet, en motor der sætter i gang. En
mand der stopper for at tage en cigaret op. Et par som kommer forbi med deres
tasker. En mandstemme der siger: "No". Jeg
sidder i skyggen. Vil ud i solen... På første etage foran vinduesglasset står
potter fulde af rosahvide trompetliljer. Vinduer
åbner og lukker sig med vindens pust, mandstemmer, et stykke plastik skraber
let over jorden i sin dans med vinden. Et vindue smækker til. Energiske skridt.
Et fjern tuden og banken, en mand går lidt sløvt forbi med guldringe på alle
venstre hånds fingre...
Santa Maria Formosa, Querinifamilien og Biblioteca Stampaglia. Querinifamilien stammede fra Heraklea
og Cittanova og var med til at grundlægge byen. I
1200 var den en af byens fem rigeste familier. Deltog i oprøret mod doge Pietro Gradenigo i 1310, og blev
for altid udelukket fra doge-embedet. I det 14.
århundrede købte familien øen Astipalea, og bibeholdt
navnet Stampalaia efter tyrkerne besatte øen i 1527.
I det 18 århundrede havde familien to særlig berømte medlemmer: Angelo Maria,
der blev kardinal, beskytter af Goldon, og en stor
intellektuel. Og Alvise Querini, der virkede i Paris
som Venezia's ambassadør. Den sidste Querini, Giovanni, blev født i 1799, og var optaget af
fysik og naturvidenskab. Han var den første, der lavede forsøg med offentlig
belysning i Venezia, i 1855. Giovanni Querini Stampalia's testamente blev offentligggjort
25 maj, 1869, efter han var død 1868, 11 december. Her overdrager han alle sine
gamle families besiddelser, sit bibliotek og galleri til bystyret. I biliotektet findes bl.a. Capitolare
nauticum og Il libro del Sarto...
Cavellifamilien stammer fra nord. Calle del´Aqua nær Rialto, lille butik
for alternative ting og mystik, filosofi- Sankt Bertolomeo.
Lawrence Gardener (den hellige gral og alkymi). Spino alto...
På pladsen ud mod havet ved Markuspladsen. Bagved
skvulper bølgerne mod de fortøjede gondolers træflader. De løfter og falder med
søen... I Giorgio Maggiore
og
Til venstre for mig ved St. Georg en klassicistisk bygning i to etager, der
bæres af brede søjler og med det græske tempels overgange fra etage til etage
til tag. Hvidt stenrækværk og skulpturer og bekransede nøgne skønne mænd og
damer... Bagved på selve pladsen den hvælvede kuppel på St. Markus kirken og
den mere kransekageagtige bygning foran med åbne tårne, statuer, rækværk,
nicher, byzantinske helligbilleder på gylden baggrund, og øverst murstenstårnet
der strækker sig op over dem alle, og hvorunder en stor bevinget løve brøler,
det trekantede grønne bronzetag, løven står med
evangeliet mellem poterne på en forhøjning... Porten ind til Pallazzo Ducale som ligger ind
mod Markus Kirken bærer under snoede søjler og vinduer et relief af en knælende
doge. Pax Tibi etc.
Sidder bag sollyset der falder ind i søjlegangen til venstre for dogepaladset. En pianist spiller på en fjern café. Fluer
flagrer rundt og menneskestemmer. Duer og menneskeskygger strækker sig i stadig
nye formationer, og jeg tænker på Giacomettis
skyggemennesker...
Broen fra Strada Nuova over
til inderbyens begyndelse. En gondolør
bøjer sig og stager sin båd under broen, en taxa rumler forbi og sætter bølger
i gang, så lyder atter blot vandklaskene mod gondolerne, som deres ejermænd
pudser og vasker, bagved over de hvide portikoer hæver
et gammelt palæ sig med blå træskodder med rustne hængsler for vinduerne og
heraldiske symboler over, en ørn over et anker, flankeret af hvad der ligner to
cobraslanger og til den anden side, hvad der ligner
en ibis. Nu gør en taxabåd holdt foran mig og en
ældre mand, med solbriller, stort hvidt hår og hvidt skæg, rød dynejakke, stort
metalur, ru røde store hænder, gråblå denimbukser.
Han venter på den næste tur. En gondolieri i sorte
bukser sorthvidstribet trøje, smøg i munden og basthat
med rødt bånd, stager sig stående fremad under broen... En lille kinesisk,
japansk-thailandsk drager beder mig om at flytte mig, da han kommer med et
bjerg af bagage, efterfulgt af to amerikanske turister... Solskiven
er stor og hvidlysende. Jeg mærker den friske havluft, og betragter et lyst
grønblåt hav med guldflimrende flade. Bølger skvulper hvidt ind mod Lidoens
kyst. Bag mig det tidligere fort, der nu er befæstet af en askerosafarvet bygning. Søndagscyklister rasler forbi.
Herfra er flådernes ankomst først blevet observeret, Fæstningen Malamocco. Der fandtes en mængde løver her, men jeg har
ikke fundet mange. Dog står der en stor en foran et museum, der blev grundlagt
af Emmanuelle den II i 1935... Her er siv på den ene side, vintertørt
brombærkrat og vildt græs. Luften lugter af hav. Til den anden side ligger
havet bag store hvide stenplader og et værn af stenblokke. Der er
fuglesang i krattet, klokkerne runger nu fra et kirketårn i byen
Hr. Luciano Buggio står i sit værksted. Han reparerer
møbler, og står og banker på et stoleben. Værkstedet er simpelt. Her findes
ingen maskiner, kun træ og værktøj. Ingen lyd og en behagelig følelse. Han er
høj, har brunt hår, et erfarent men åbent ansigt, der viser ham som en omkring
50 årig mand. Jeg lægger mine 3000 lire i mønter,
mens han arbejder. Herfor får jeg en kortfattet historie om "æter-begrebet". Vi ønsker hinanden held og lykke, og
jeg forstår på ham at hans skole går udmærket. Udenfor ligger små hæfter: Om
Elektromagnetisme, Om Kheopspyramiden, Om Ægget, Om
Æteren... Han driver det han kalder Giordano Bruno
skolen for fysik. Han opfatter sig som "kætter": Alt skal undersøges
og intet må lades uundersøgt på grund af forudfattede meninger...
Længere nede af gaden inde til højre findes en indgangsportal i marmor til et
eller andet helligt samfund knyttet til evangelisten Johannes. En ørn svæver
øverst under et kobberkors. Ørne med tykke maver i runde emblemer cirkler i portåbningen. Facadesøjler har blomstrede arkitraver.
I en lille butik forklares tarotkortenens relation
til stjernetegnene: Vædderen er Jupiter, Tyren er Gøgleren, Tvillingerne Solen,
Krebsen Månen, Løven Styrken, Jomfruen Kejserinden, Vægten Retfærdigheden,
Skorpionen Tårnet (La maison de dieu),
Skytten De Elskende, Stenbukken Lykkens eller Skæbnens Hjul, Vandmanden
Mådeholdet, Fiskene Stjernen (jævnfør med André Bretons
Arkana 17).
Posthuset i Calle Fortego er en glasoverdækket gård
med fire etager, hvis buegange bliver mindre og mindre, jo højere op mod taget,
de når. Alle stemmer genlyder rungende her. I midten en overdækket brønd. Der
er svingdøre ud til gaden. På første sal findes posthuset til betaling med
girokort. Hernede på gulvniveau er der frimærkesalg, pakkeafsending, og alle
slags kafkaske kontorer, som travle mennesker haster
frem og tilbage til. Der hænger gamle firkantede belysningskasser af smedejern
og materet glas i søjlegangene. Væggene er matte og okkerrøde, men gården er lys på grund af glastaget. Der
føles meget højt til loftet.
I et butiksvindue hænger et gammelt kort over Venezia. Byen er tegnet med
antydning af huse og kanaler, men ingen navne. Øverst på en sky over det hele
handelens og mysteriernes Gud Hermes, eller Merkur, med slangeomviklet bevinget
stav. Nedenunder hans sky står der: "Mercurius preceteris huic fauste emporis illustris". I vandet ud for Sankt Markuspladsen
ligger Neptun nøgen i en bølge med sin trefork, og et kæmpe søuhyre med
enormt gab og store dyriske øjne... Byen og dens vande er omringet af vindene:
Ind mod det, der idag er jernbanestationen blæser Favonius (bogstav P). Syd herfor blæser Africus
og Auster Africus. Nord for
bydelen Cannaregio bruser Corus
Circius (bogstavet M.) og længere mod øst pruster Septentrion, der har bind for øjnene, lige nord for glaspusterøen Murano. Nord for
Arsenalet puster en gammelt skægget Aquilo Bulturnus. Mod sydøst lufter Sublanus,
midtpå sydpå til højre viser Eurus sig, og til
venstre herfor Uster... Mod nord bag øerne og
Hermes/Merkur i skyerne strækker bugten sig, sletten inde i landet og langt
borte hæver Alpernes bjerge sig...
Ved Salizada S. Polo. To løver er udhugget nedenfor
det høje murstenstårn. De er af gammel gennemhullet hvid sten, begge liggende
med hovederne vendt opad med halvåbent gab, så de skarpe tænder blottes og
tungerne hænger halvt ud af munden. Løven til højre holder et menneskehoved
mellem kløerne, mens den til venstre kæmper med en slange af en art. Slangen
har godt fat med tænderne i løvens strube... Men ingen af løverne er
røde...
Det råbes "gnocchi". Jeg sidder i et
hjørne, ind mod trævægge ved et lille bord af en
blandingsmarmor med grå, røde og hvide sten. En servietdækket tallerken, hvor
der ligger panini med salat, skinke og ost står ved
siden af en rød spritz (bitteren aparol,
hvidvin og mineralvand)med en gul citronskive. I ansigtshøjde er der et bånd af
let dunkelt glas hele vejen rundt om baren. Dér ser jeg kunder stå og vente ved
trædisken, med glasmontrene
nedenunder, hvor der ligger bjerge af sandwich, trammezinier
og paninier. Et kasseapparat med grøntlysende tal,
halvfyldte glas på disken. Over disken mellem klare ublændende lyspærer en
glashylde, der hænger i guldfarvede rør ned fra loftet her står bacardi, fernebranca, aparol, jägermeister, four roses, conte de cavour grapa, gammel brandy,
grant whisky, dry gin, tabasco, amaro
lucano, pernod, og masser
af øl, alanis, guiness, heineken, budweiser, corona. Deroppe hænger også en bastflaske
med blå roser og en grøn plante står helt ude til venstre. Der er også rumlende
kaffemaskiner, og snoede flasker med ugennemsigtigt gult indhold. Personalet er
i hvide skjorter, grå vest, sorte bukser med hvidt forklæde. To mænd omkring
40, smilende og lynhurtige, og en kvinde også omkring de 40.
Du kan komme i
kontakt med mig gennem: christian.svendsen@hotmail.com